Erfaringer fra fem økologiske mælkeproducenter viser, at fokus på behandlingsstrategi og forebyggelse af sygdomme er vejen til mindre brug af antibiotika i besætningerne.
En opgørelse på data fra 2018 over forbruget af antibiotika i økologiske besætninger viser stor variation mellem besætninger, men ikke nogen klar sammenhæng mellem antallet af behandlinger og besætningens sundhedsstatus (Martin, 2019).
Opgørelsen tyder derfor på, at det er muligt at reducere forbruget af antibiotika uden at kompromittere sundheden hos økologiske køer og kalve.
Fordelingen af økologiske malkekvægbesætninger i forhold til forbruget af antibiotika er vist i figur 1, som viser antal besætninger i forhold til antal behandlinger per 100 årskøer. X-aksen viser således antal behandlinger pr. 100 årskøer og Y-aksen, hvordan de godt 400 økologiske besætninger fordeler sig ift. forskellige behandlingsniveauer. Cirka ¾ af besætningerne har altså under 1 behandling per årsko, mens en mindre gruppe besætninger har 2 eller flere behandlinger per årsko.
For at afdække hvad der karakteriserer økologiske malkekvægbesætninger med et lavt forbrug af antibiotika, interviewede SEGES i 2019 fem økologiske mælkeproducenter, som både havde høj sundhed i besætningen og samtidig et lavt forbrug af antibiotika. Besætningerne havde fra 210 til 300 køer og behandlingsfrekvenser fra 5 – 38 behandlinger per 100 årskøer.
Den ansvarlige for sundhedsarbejdet i de fem besætninger deltog i interviewet og udpegede en række konkrete indsatser, som kan sænke forbruget af antibiotika. Indsatserne har fokus på, hvordan ændret behandlingsstrategi og forebyggelse af sygdom kan påvirke forbruget.
Figur 1. Fordelingen af økologiske malkekvægbesætninger på antal behandlinger med antibiotika per 100 årskøer. Kilde: VetStat, 2018.
Behandlingsstrategier og ændringer heri skal ifølge de interviewede landmænd ske i et tæt samarbejde med dyrlægen. Udeladelse af behandling med antibiotika kan ske med ”små skridt”, hvor man undlader behandling af en mindre gruppe af veldefinerede køer og så følger resultatet tæt. Eksempler kunne være, at ældre køer med mastitis kun behandles hvis de har feber eller er alment påvirkede og at der ikke længere bruges antibiotika til goldbehandling.
En ændret strategi bør også inkludere, at dyrene får smertestillende medicin som alternativ eller supplement til behandling med antibiotika. Flere af besætningerne gav således udtryk for, at de bruger mere og mere smertestillende medicin.
Det blev også understreget fra besætningerne, at en grundig vurdering af den enkelte ko og det tætte samarbejde med dyrlægen bør ligge til grund for beslutningen om behandling og om der skal bruges antibiotika eller ej.
Interviewene i de fem besætninger gav en række udsagn vedr. problemstillingen omkring brug af antibiotika.
Nogle af de centrale citater er gengivet her:
Citater om brug af antibiotika fra fem økologiske mælkeproducenter
I de gennemførte interviews blev medarbejderes håndtering af behandlingsstrategier diskuteret. Flere understregede, at det kræver stor faglig viden at turde udelade behandling, og at beslutninger på området afhænger af at personalet har en stor forståelse og viden om dyr.
Samtidig er det for nogle medarbejdere naturligt og mest trygt at ringe til dyrlægen frem for at gå ind i overvejelser omkring at undlade en behandling. Medarbejderen påtager sig et større ansvar ved ikke at behandle.
Det er derfor afgørende, at ansvaret for at vurdere hvad der skal gøres ved et sygt dyr bliver varetaget af veluddannet personale eller af ejeren. Træning i vurdering af syge dyr foregår bedst i et tæt samarbejde med dyrlægen ved sammen at kigge på og diskutere, hvordan aktuelle syge dyr håndteres bedst. Samtidig er det vigtigt at have en klar strategi, som er kommunikeret fra ejeren/driftslederen til personalet.
”Dyrene skal have så gode forhold, at de ikke bliver syge,” lød det fra én af de fem interviewede besætningsejere. Besætningerne udpegede indsatser på en række områder, som kan bidrage til, at dyrene ikke bliver syge.
Alle de interviewede pegede på, at opstaldning og dyrenes nærmiljø spiller en afgørende rolle for risikoen for sygdom. Konkret blev der udpeget en række indsatsområder som sand i sengebåsene, afgræsning og gode drivveje, god ædeplads til nykælverne, separate hold til nykælvere og særlige hensyn til første kalvs og svage køer.
Vedrørende fodring og forebyggelse pegede de interviewede på det vigtige i at sikre korrekt fodring før og lige efter kælvning og på at praktisere en robust fodring, som giver en sund vom. Flere pegede på goldperioden som helt central, hvor opdeling af goldkøer med en ”far out” og en ”close up” periode med forskellig fodring kan forebygge sygdomme hos nykælvere. Også fodringsmæssig tilvænning og opstart af kælvekvier blev udpeget som et centralt område.
Avlsmæssigt er der er række muligheder for økologiske besætninger for at gå efter færre syge dyr. Det gælder om at udnytte mulighederne i genomisk selektion og om at bruge de indekser, som findes – for eksempel for bedre klovsundhed og indeks for bedre yversundhed.
Flere besætninger udnyttede også på mulighederne i krydsning (rotationskrydsning) for ad den vej at få mere robuste dyr, som er mindre syge og som kræver færre behandlinger.
For at undgå sygdom er det afgørende af sætte smittebeskyttelse i system. Det drejer sig både om den interne og eksterne smittebeskyttelse.
I den interne beskyttelse blev områder som hygiejne i bokse, båse, foderskåle og foderbord udpeget som vigtige. Implementering af malkerækkefølge – med malkning af potentielt inficerede køer til sidst – blev ligeledes udpeget som et centralt tiltag til begrænsning af smittespredning og dermed bedre yversundhed.
Emneord
