Case: Landmand: Business Check er som en eksamen for mig
For landmand Ole Larsen er det årlige Business Check med til at styre bedriftens fokus og strategi i den rigtige retning.
For landmand Ole Larsen er det årlige Business Check med til at styre bedriftens fokus og strategi i den rigtige retning.
Hvert år, når tallene i det årlige Business Check kommer ud, er den nordjyske mælkeproducent Ole Larsen, Fjerritslev, spændt. For det er det tidspunkt, han hvert år får et overblik over, hvordan han har klaret sig i forhold til kollegerne i branchen.
”Business Check er ligesom en eksamen for mig. Det er lidt som et karakterblad, der viser nogle fag, hvor jeg scorer godt, og nogle andre hvor jeg er knap så stærk. Nogle af de knap så stærke sider er jeg klar til at acceptere, mens jeg prioriterer at sætte ind for at forbedre præstationerne på andre områder. Når jeg har lavet driftsgrensanalysen, vil jeg også høste frugten af arbejdet,” siger Ole Larsen.
I år har han benyttet sig af et nyt tilbud fra Business Check. Det kaldes Udvidet Fraktilanalyse og går i al sin enkelthed ud på, at man i forbindelse med sin fraktilanalyse får mulighed for at kigge på historiske tal for bedriften – hvordan man selv har klaret sig i sammenligning med sine kolleger med samme produktionsgren år for år de seneste tre år.
”Det er virkelig noget, der betyder noget for mig. For på den måde kan jeg jo se – sort på hvidt – om jeg virkelig rykker mig på de områder, vi har valgt at sætte fokus på,” forklarer Ole Larsen og fortsætter:
”Hvis det går godt, kan jeg ranke ryggen og glæde mig over, at bedriften er på rette kurs. Hvis det ikke går, som jeg synes, så ved jeg, hvor jeg skal sætte ind og gøre en ekstra indsats. Det er virkelig meget værd,” siger han.
Arbejdet med tallene er noget, der giver blod på tanden hos Ole Larsen.
Også hos hans rådgiver, strategi- og virksomhedskonsulent Trine Jensen fra LandboNord er Business Check et værktøj, som giver mening særligt nu, hvor historikken er kommet med:
”Vi arbejder meget med at få landmanden til at fokusere mere på bundlinjen. Den kobling og det overblik, man finder i Business Check, kan mange gange være med til at gøre tingene konkrete, når man sidder sammen med landmanden,” siger Trine Jensen.
”Det giver et godt overblik over bedriftens stærke og svage sider samt udviklingen i nøgletallene. Det kan landmanden bruge i sin egen styring, men også i mødet med banken eller til tværfaglig optimering med rådgiverne,” forklarer hun.
For Ole Larsen har arbejdet med fraktilanalyse med historik dokumenteret, at de seneste års stigning i ydelsen har givet bundlinje. Også selvom den har kostet på foderet. Desuden har han ændret sin strategi i forhold til sin beholdning af grovfoder.
”I 2018 kom jeg i en situation, hvor tørken betød, at jeg ikke havde nok grovfoder. Det kostede en del at købe det ind i et presset grovfodermarked. Jeg kunne se, at de kolleger, som havde mere grovfoder på lager, klarede sig noget bedre i den sammenhæng. Uden historikken og sammenligningen med kollegerne havde jeg nok undskyldt mig selv med, at tørken har været dyr for alle,” siger Ole Larsen.
Emneord