Køer på græs

Kvæg

Opnå mindre og ensartede køer med malkekvægskrydsninger

Er sengebåsene lidt for små? Og vil du have mere robuste dyr og mulighed for bedre produktionsresultater? Så er indkøb af højkvalitets jersey x holstein malkekvægskrydsninger måske noget for dig.

Samarbejde om malkekvægskrydsninger

Hvis du gerne vil krydse med Jersey, men er skeptisk over for størrelsesforskelle, og hvis du vil have mulighed for ikke at have kvier i besætningen, kan et særligt krydsningskoncept være din løsning. Spring ud i et samarbejde om malkekvægskrydsninger og fyld stalden med Jersey x Holstein.

Tanken er, at du bestiller et bestemt antal Jersey X Holstein eller Jersey X RDM krydsningskalve hos en af landets gode Jerseybesætninger. Ejerne af jerseybesætningerne forpligter sig til, at mødrene til krydsningerne tilhører den avlsmæssigt bedste halvdel af besætningen.

Desuden skal fædrene til krydsningerne være blandt racens absolut bedste målt på NTM. På den måde opnår du 100 % krydsningsfrodighed, en homogen besætning, lidt mindre køer end renracede Holstein eller RDM, og du har bedre mulighed for at styre udskiftningsprocenten.

Malkekvægskrydsninger - men uden kvier

Krydsningskvierne skal insemineres med Angus eller en anden kødkvægsrace, som giver lette kælvninger, og krydsningskøerne insemineres med sæd fra en af de intensive kødkvægsracer. Der fødes således kun krydsningskalve mellem kødkvæg og malkekvæg i besætningen. Hvis du ikke ønsker at have opdræt i besætningen, kan du sælge kødkvægskrydsningerne. 

Krydsningsfrodighed medfører, at et krydsningsdyr er mere robust, har større produktionsevne og dermed er mere økonomisk end et ren-racet dyr. Har det din interesse, så kontakt SEGES Innovation, som vil formidle kontakten mellem gode Jerseybedrifter og mælkeproducenter, der har mod på at prøve dette nye koncept af. Afprøvningen af konceptet er en del af GUDP-projektet DairyCross.

Jerseykrydsninger er fremtiden

Mælkeproducent Michael Kooi har skrevet kontrakt om produktion af krydsningskvier hos en af landets førende jerseyproducenter. Hør mere om hans overvejelser om at drive mælkeproduktion uden opdræt i denne podcast.

Lyt til podcast om tankeeksperiment: Kan vi avle malkekøer som vi avler grise?

Vil du vide mere?

Støttet af