Artiklens budskab: Vær grundig ved ansøgning
Straffelovens nye § 81 d skærper straffen for en række lovovertrædelser, hvis disse har baggrund i eller sammenhæng med covid-19- / corona-epidemien i Danmark. Det har betydning for dig, som selv søger og for dig, der som rådgiver hjælper kunder med ansøgninger om lån, tilskud mv. fra hjælpepakker. Her kan straffen for en lovovertrædelse blive op til 4 gange så høj som tidligere.
Rådgivere skal være opmærksomme på følgende:
Hvis du som rådgiver foretager en handling, som er ulovlig efter straffeloven for at hjælpe din kunde til uberettiget at opnå en ydelse, er dette selvsagt strafbart.
Det er også strafbart, selvom kunden får afslag på ydelsen, da forsøg på at begå en ulovlig handling i sig selv er strafbart.
Også medvirken til at begå en ulovlig handling er strafbar. Medvirken beskrives i straffelovens § 23, stk. 1 som tilskyndelse, råd eller dåd.
Ny bestemmelse skærper straffen
Torsdag den 2. april 2020 blev straffeloven ændret med virkning fra kl. 17.14 samme dato. (Det tidspunkt, hvor ændringsloven blev bekendtgjort i Lovtidende).
Med lovændringen indsættes en ny bestemmelse i straffeloven - § 81 d - som skærper straffen for en række lovovertrædelser, hvis disse har baggrund i eller sammenhæng med covid-19- / corona-epidemien i Danmark.
Straffelovens § 81 d omfatter strafansvar for både fysiske og juridiske personer. (Se straffelovens § 306).
”Har baggrund i eller sammenhæng med covid-19-epidemien”
Ifølge lovforslagets bemærkninger indebærer betingelsen om, at lovovertrædelsen ”har baggrund i eller sammenhæng med covid-19-epidemien i Danmark”, at den lovovertrædelse, der er tale om, helt eller delvist skal have været motiveret af eller have til formål at udnytte den situation i landet, som covid-19-epidemien har medført.
Det skal vurderes konkret, om betingelsen er opfyldt. Vedrører overtrædelsen hjælpepakker til imødegåelse af skadevirkninger ved epidemien, må det dog i almindelighed antages, at overtrædelsen har baggrund i eller sammenhæng med epidemien.
Se bemærkningerne til lovforslaget side 13 -14.
Straffen kan fordobles
Straffen kan nu fordobles i forhold til det hidtil gældende strafniveau for de lovovertrædelser, der er nævnt i § 81 d, stk. 1. Det er bl.a. disse:
- Falsk erklæring på tro og love (§ 161)
- Urigtig erklæring til det offentlige (§ 163)
- Dokumentfalsk (§171)
- Svig og særligt groft svig med offentlige midler (§§ 289 og 289 a)
- Hvidvask (§ 290 a).
Se § 81 d
Af lovbemærkningerne fremgår det, at det forudsættes, at overtrædelser af de bestemmelser, der er nævnt i § 81, d, stk. 1, og som hidtil har været straffet med bøde, fremover i visse tilfælde som udgangspunkt vil skulle straffes med fængsel.
Se lovbemærkningerne side 9, pkt. 2.1.3., spalte 2.
Hjælpepakker - straffen kan blive op til 4 gange så høj
Straffen kan blive op til 4 gange så høj som hidtil for de lovovertrædelser, som er omfattet af § 81 d, stk. 1, hvis de sker under omstændigheder, der gør, at man uberettiget opnår eller søger at opnå følgende ydelser fra hjælpepakker til imødegåelse af skadevirkninger ved covid-19-epidemien:
- Lån
- Kredit
- Støtte
- Tilskud
- Lignende kompensation.
Se hertil § 81 d, stk. 2
Urigtige eller vildledende oplysninger eller fortielse af oplysninger
Ifølge lovforslagets bemærkninger omfatter § 81 d, stk. 2 enhver lovovertrædelse, der har fundet sted under sådanne omstændigheder, at der uberettiget er opnået / søgt opnået lån, kredit mv. fra en hjælpepakke.
Det betyder, at afgivelse af urigtige eller vildledende oplysninger eller fortielse af oplysninger kan være omfattet af bestemmelsen.
Krav om forsæt
Bemærk, at lovovertrædelsen skal være begået med forsæt til svigagtigt at opnå en ydelse fra en hjælpepakke, før overtrædelsen er strafbar.
Se lovforslagets bemærkninger side 16, spalte 2.