Jura

COVID-19: Arbejdstilsynet skærper kontrol med virksomheder, der benytter sig af udenlandsk arbejdskraft

Arbejdstilsynet vil i den kommende tid gennemføre målrettet tilsyn med bl.a. landbrug og skovbrug for at forebygge coronasmitte. Brancherne er udvalgt, fordi der typisk er stor brug af vandrende arbejdskraft.

Nyhed

02. november 2020

 Opdateret 16. november 2020

Den skærpede kontrol sker som led i de nye initiativer for at forhindre coronasmitte fra vandrende arbejdskraft i Danmark.
Se tidligere nyhed: COVID-19: Nye tiltag skal begrænse smitte blandt vandrende arbejdskraft.

Det skærpede tilsyn vil have fokus på vejledning, men vil også give strakspåbud, hvis arbejdsgiveren ikke har truffet effektive foranstaltninger til at forebygge smittespredning. Arbejdstilsynet kan fx give strakspåbud, hvis der ikke er sørget for, at der kan holdes fysisk afstand, at der kan vaskes hænder ofte, eller at der er adgang til håndsprit. 

Herudover vil Arbejdstilsynet vejlede om de særlige anbefalinger, der er for vandrende arbejdskraft, herunder bl.a. om boligforhold og samkørsel. 
Arbejdstilsynets skærpede kontrol har alene fokus på smitterisiko. De tilsynsførende vil således ikke gennemgå andre væsentlige arbejdsmiljøproblemer. 

Virksomheder i de relevante brancher vil modtage et brev fra Arbejdstilsynet med information om tilsynene. 

Kilde: Beskæftigelsesministeriet  

Opdatering 16. november
Fra mandag den 16. november 2020 vil Arbejdstilsynet tage endnu flere initiativer for at forebygge smittespredning af COVID-19. Dette indebærer, at den skærpede kontrol med virksomheder, der benytter sig af udenlandsk arbejdskraft, forlænges til udgangen af november måned og udvides til flere brancher, herunder gartnerier og vejgodstransport. 

Arbejdstilsynet vil også fra den 16. november 2020 på hovedparten af alle tilsynsbesøg give obligatorisk vejledning om smitteforebyggelse på virksomhederne. 

Kilde: Beskæftigelsesministeriet

Vil du vide mere?