Kvæg, Planter

Dårlig økonomi i lav grovfoderandel

Selv om malkekøer kan fungere fint på en ekstraordinær lav grovfoderandel, kan det være en økonomisk dårlig beslutning. Det kan bedre betale sig at købe grovfoder end at sætte grovfoderandelen markant ned.

Helt nye beregninger fra et forsøg foretaget af Aarhus Universitet og SEGES viser, at når grovfoderet helt bliver udskiftet med råvaremix (kraftfoder) og halm, falder restbeløbet (mælkeindtægt minus foderudgiften) med 30 kr. pr. ko pr. dag ved en ’GM-råvaremix‘ og 32 kr. pr. ko pr. dag ved en ’NonGM-råvaremix’ hos Holsteinkøer og 17 kr. hos Jerseykøer, hvor der udelukkende er afprøvet en ’NonGM-råvaremix’.

Når kun halvdelen af grovfoderet bliver udskiftet med råvaremix og halm, falder restbeløbet med 17 og 11 kr. for Holstein og kun 5 kr. for Jersey. Tabet er altså mindre hos Jerseykøer. Den væsentligste årsag til de økonomiske tab ved at reducere andelen af grovfoder er den højere foderudgift, som igen skyldes markant højere pris på kraftfoder end grovfoder.

Når halvdelen af grovfoderet bliver skiftet ud med råvaremix og halm, falder restbeløbet med 11-17 kr. for Holstein og 5 kr. for Jersey

Når halvdelen af grovfoderet bliver skiftet ud med råvaremix og halm, falder restbeløbet med 11-17 kr. for Holstein og 5 kr. for Jersey. Foto: SEGES

Dobbelt pris på grovfoder

Hvis grovfoderprisen bliver fordoblet, vil tabet ved at reducere grovfoderandelen være mindre, men det vil stadig ikke være økonomisk fordelagtigt at halvere andelen af grovfoder. En halvering af mælkeprisen (resultater ikke vist) giver næsten samme effekt på restbeløbet som fordobling af grovfoderprisen.
I en situation med mangel på grovfoder er der altså økonomi i at købe supplerende grovfoder til en noget højere pris end normalt.

Mælkeprisen er baseret på Arlas afregningsmodel inklusiv tillæg og efterbetaling (november-niveau). Grovfoderpriserne er SEGES’ vejledende interne grovfoderpriser. Øvrige kraftfoderpriser er aktuelle handelspriser, herunder ‘GM-råvaremix’ 2,28, ‘NonGM-råvaremix’ 2,18 og AMS-kraftfoder 2,05 kr. pr. kg.
“ I en situation med mangel på grovfoder er der altså økonomi i at købe supplerende grovfoder til en noget højere pris end normalt.”

Tabel 1 viser den økonomiske effekt af at erstatte grovfoderet (halv græs og halv majs) helt eller delvist med to forskellige sammensætninger af råvaremix, halm og vand i foderblandingen. Alle fik desuden 2,6 kg tørstof fra AMS-kraftfoder.

Økonomisk effekt af at erstatte grovfoderet

Grovfoder (pct. af TS i den totale ration) 50 25 0 50 25 0 50 25 0
Råvaremix i foderblanding Genmodificeret (GM) Ikke-genmodificeret (Non-GM)
Race Holstein Holstein Holstein Holstein Holstein Holstein Jersey Jersey Jersey
Økonomi (kr. pr. ko pr. dag)
Restbeløb (mælk minus foder) 69 52 40 66 55 34 64 59 47
Forskel i forhold til 50 % grovfoder -17 -30 -11 -32 -5 -17
Forskel i forhold til 50 % grovfoder ved dobbelt grovfoderpris -12 -19 -5 -20 -0 -8

Forfattere:
Søren Østergaard, AU, Christian Børsting, AU, Niels Bastian Kristensen, SEGES og Anne Braad Kudahl, AU

Vil du vide mere?