Vinterraps

Planter

Resultater fra afprøvning af SkleroPro2 modellen for knoldbægersvamp i raps i 2026

En modificeret udgave af den tyske varslingsmodel SkleroPro2 er testet i seks Landsforsøg i 2026. Der var ingen eller meget svage angreb i forsøgene, og modellen udløste heller ikke behandling under blomstring.

I et projekt finansieret af Planteafgiftsfonden er den tyske beslutningsstøttemodel ”SkleroPro2” for knoldbægersvamp i raps afprøvet i seks landsforsøg med svampebekæmpelse i vinterraps (se landsforsøg 090092626). Der er i forsøgene tilføjet et forsøgsled til afprøvning af ”SkleroPro2”, som er en forbedret udgave af ”SkleroPro”-modellen.

Modellen vurderer behovet for bekæmpelse af knoldbægersvamp under blomstring ud fra klimatiske risikoperioder for infektion, sædskifte og prisforhold. En risikoperiode defineres som en periode med mindst 23 sammenhængende timer med enten mindst 7 grader og høj luftfugtighed (>86 procent) eller en temperatur på >11 grader og mindst 80 procent luftfugtighed. Overskrides tærsklen, anbefales bekæmpelse, såfremt rapsen er under blomstring.

I 2025 blev modellen afprøvet i fem marker, se resultater og uddybende beskrivelse af modellens opbygning: Afprøvning af tysk beslutningsstøttemodel ”SkleroPro” for knoldbægersvamp i vinterraps
For yderligere forklaring af modellen se også: Afprøvning af ny SkleroPro model for knoldbægersvamp i raps.

Modellen er stillet til rådighed af ZEPP (se zepp.info), som har udviklet modellen og ISIP (se ISIP.de), som kører modellen i Tyskland. Vejrdata blev leveret af Cordulus.

Resultater af forsøg

I nærheden af hvert forsøg blev der placeret en lokal vejrstation, og modellen blev kørt med opdaterede vejrdata en til to gange om ugen (mandag hhv. torsdag) for hvert forsøg fra midt april til slut maj (uge 17-22). Modellen køres retrospektivt, dvs. den vurderer infektionsrisiko for en foregående periode. Bekæmpelse blev udført efter modellens anvisning, og forsøgsleddet skulle ved udløst bekæmpelse sprøjtes hurtigst muligt med 0,7 l Pictor Active + 0,25 l Agropol. 

Midt i juli blev angreb af knoldbægersvamp bedømt i alle seks forsøg. Se info om markerne, modellens risikovurdering under blomstringen (vækststadie 60-69) og resultater for angreb af knoldbægersvamp i tabel 1. Det fremgår, at der ikke var angreb i forsøgene udover i et forsøg med meget svage angreb (0,8 procent angrebne planter).

Desværre blev der i uge 19 (6. maj) ved en systemfejl udløst en behandling på lokaliteten Hjerm ved Holstebro, og leddet blev sprøjtet den 8. maj. Det fremgår dog af tabel 1, at den rigtige vejledning om at undlade bekæmpelse var korrekt, da der kun kom 0,8 procent angrebne planter. 

Modellen udløste ikke nogen behandling i de første fem uger. Ved sidste kørsel den 25. maj (uge 22) lå alle marker på nær markerne ved Fjællebro og Frørup dog over tærskelværdien, men da var markerne ved at være helt afblomstret og ikke længere modtagelige. Modellens anvisninger har derfor passet i alle seks forsøg.

Tabel 1. Information om markerne samt højeste risikovurdering for infektion under blomstring ifølge SkleroPro2.

Forsøgets
løbenummer
Markens beliggenhed
(i nærheden af)
Antal rapsfrie år Forventet udbytte (hkg/ha) Højeste risikotal (infektionsrisiko)
i vækststadie 60-70
Tærskelværdi1 for infektionsrisiko overskredet (ja/nej) Angreb af knoldbægersvamp
opgjort medio juli
Pct. angrebne planter
(ubehandlet led)
Pct. planter med stængelangreb
(ubehandlet led)
001 Fjællebro, Ringsted 4 50 12 nej 0 0
002 Frørup, Nyborg 4 eller flere år 50 22 nej 0 0
003 Labing, Aarhus 4 eller flere år 50 25 ja, i st. 68 0 0
004 Smørhullet, Vejle 4 eller flere år 50 25 ja, i st. 68 0 0
005 Styding, Vojens 4 eller flere år 50 30 ja, i st. 69 0 0
006 Hjerm, Holstebro 4 eller flere år 52 26 ja, i st. 68 0,8 0,8

1Tærskelværdien for infektionsrisiko i modellen er 23. 

Eksempel på modeloutput

Figur 1. Eksempel på modeloutput for marken ved Styding, Vojens i uge 21 (17.-20. maj). Øverst (a) vises vejrdata for den udvalgte periode. Nederst (b) ses sandsynligheden for infektion. Rød pil: Tærskel for infektionsrisiko (ligger på 23). Lilla pil: Aktuelt infektionsindex ses som grøn linje. Blå pil: Sandsynligheden for infektion for hele den udvalgte periode vises som en bjælke nederst, hvor lysegrøn angiver ”infektion usandsynlig”, gul angiver ”stigende infektionsrisiko” og rød angiver ”infektion sandsynlig (over tærskel)”. Her ses, at infektionsrisikoen den 20. maj lå på et infektionsindex på 22.

Vil du vide mere?

Støttet af

  • Logo for Planteafgiftsfonden (PLAF)