Kan ønsket om at vådlægge organogene arealer forenes med målsat natur?

Målet i Landbrugsaftalen er vådlægning af 55.000 hektar kulstofrige landbrugsjorder og ekstensivering af 38.000 hektar. Det kan være afgørende for indsatsen, hvis mange arealer ikke kan vådlægges fordi det vil påvirke eksisterende natur negativt.

I landbruget er vi vænnet til, at hensynet til naturen vejer meget tungt og at det er vanskeligt, eller umulig, at få lov til ”noget som helst” i naturen, når årsagen er en jordbrugsmæssig interesse. Derfor er der i erhvervet meget bekymring for, om det er muligt at lave lavbundsprojekter i områder, hvor der allerede forekommer arealer med beskyttet og målsat natur. 

Men lavbundsprojekterne har samfundsmæssig interesse, og kan med både vådlægning og driftsophør potentielt bidrage til både klimaindsats, miljøindsats og indsatsen for natur og biodiversitet. Meget natur er nemlig i dårlig tilstand grundet unaturlig hydrologi og fragmentering. Udtagning og vådlægning kan derfor, under de rette forudsætninger, være gavnlig for naturen.

Det er således spørgsmålet, om man alligevel kan lykkes med at gennemføre nogle lavbundsprojekter på arealer med vigtige naturforekomster, hvis man udformer projekterne med udgangspunkt i potentialet for at udvide arealet med den værdifulde natur? Projekter, hvor man udtager landbrugsarealer nær naturen og genskaber en mere naturlig hydrologi samt tillader en mere dynamisk forvaltning. Det vil sige, at man tillader at naturtyper måske ændres på enkelte arealer og opstår på nye, så længe man ikke går på kompromis med kvaliteten og udbredelsen af naturtypen i området.

Således, kan der formuleres et projekt med gevinster både for naturen, og for klimaet. Og således kan man kan opnå de nødvendige myndighedstilladelser til at påvirke eksisterende natur samt, evt. skaffe økonomi og incitament til både forundersøgelser, realisering gennem udbudte ordninger?

Eftersom nogle af forslagene til Natura 2000-planerne rummer en områdespecifikke retningslinje, der lyder: 

"Der søges udtaget kulstofholdige lavbundsjorder, der kan bidrage til sammenhængende arealer, øget robusthed og give mulighed for mere naturlig dynamik"

 er det tilsyneladende myndighedernes vurdering og intension, at lavbundsprojekter kan gennemføres i Natura 2000-områderne

Om det lader sig gøre i praksis afhænger i høj grad af myndighedernes indstilling og lodsejeres vilje og motivation for at bruge muligheden. 

Vi vurderer at projekterne har meget bedre forudsætninger for at lykkes, hvis man inddrager viden og erfaring om forvaltning af våde, dynamiske arealer samt viden om tilskuds- og støttemuligheder allerede i projekteringen. Det er vigtigt at indtænke omkostninger til forvaltningsforberedende tiltag i projekteringen, og derigennem begrænse dyreholderes udgifter og optimerer støtte- og tilskudsmuligheder. Herved øges chancen for den efterfølgende forvaltning, og forvaltningen kan være ret central for at kunne opnå myndighedstilladelserne. 

Dyreholdere og landmænds bekymringer og erfaringer samt rådgivernes viden kan derfor blive meget central for projekternes succes. 

SEGES Innovation har i nedenstående manual forsøgt at skitseret problematikkerne og samtidigt vejlede rådgivere og lodsejere i, hvordan natur og biodiversitet kan integreres og fremmes i lavbundsprojekterne. 

Ammoniakproblematikken berøres ikke, da det forventes at ammoniakudvalget finder løsninger på denne udfordring.

Forfatter: Specialkonsulent Winnie Heltborg, SEGES Innovation