Resumé
Notat 2604: Notatet bruger Beregnet Smågrisenoterings omkostningsgrundlag i perioden 2016-2025 til forskellige modelleringer af resultatet afhængig af smågriseprisen for både for smågrise- og slagtegriseproducenter. Notatet er suppleret med en analyse af Business Check Grise i samme periode for de 2 driftsgrene.
Den Beregnede Smågrisenotering har 1,5 års effektivitetsefterslæb. Med avlsfremgang svarer dette ca. til 16,7 kr./gris i sænkelsen af produktionsomkostningen i forhold til hvad grundlaget i Beregnet Smågrisenotering giver. Med denne korrektion indlagt så var den beregnede afkastningsgrad (AG) ca. 4,3-4,4 % for både smågrise- og slagtegriseproducent ifølge Beregnet Smågrisenotering i perioden.
Ifølge Business Check Grise så var afkastningsgraderne betydeligt højere i samme periode.
Vægtet AG for søer > 750 årssøer var den 14,4 % i perioden 2016-2025 mod 9,7 % for > 12.000 producerede slagtegrise. Hvis der kun regnes gennemsnitlig AG for 2016-2022, så var AG for > 12.000 producerede slagtegrise 12,6 % mod kun 10,6 % for > 750 årssøer.
Det kan bemærkes, at hvor afkastningsgraderne er væsentligt bedre for smågriseproducenter end for slagtegriseproducenterne så skyldes det altså primært udviklingen fra 2023-2025, hvor markedspriser for smågrise har været betydeligt højere end Beregnet Smågrisenoterings basispris.
Den endelige markedspris på smågrise fastsættes altså typisk mellem sælger og køber som en vægtning af Den Beregnede Smågrisenotering og en relevant puljenotering eller 100 % af en af dem samt et forhandlet tillæg/fradrag. Baseret på Business Check i perioden, så var den gennemsnitlige salgspris smågrise ved 30 kg i perioden ca. 51 kr./30 kg smågris højere end Beregnet Noterings basispris for > 750 årssøer.
For slagtegriseproducenter i Danmark var smågriseprisen ved 30 kg ca. 39-40 kr./højere end basisprisen ifølge Beregnet Smågrisenotering. Noget af prisforskellen på indkøbte smågrise i Danmark skyldes aftaler som vægter Beregnet Smågrisnotering med en puljenotering.
Med ca. 50 % af smågrisene til eksport, så må smågrise til eksport have fået ca. 72 kr./smågris mere end Beregnet Smågrisenoterings basispris. Eksporterede smågrise bruger dog oftest slet ikke Beregnet Smågrisenoterings basispris, men en af puljenoteringerne.
Modelberegningerne viser, at slagtegriseproducenternes afkastningsgrad falder med 1,5 procentpoint for hver gang smågriseprisen stiger 10 kr. pr. 30 kg gris i forhold til kalkuleforudsætningerne. De relativt høje afkastningsgrader for slagtegriseproducenterne, selv om regnskaberne viser høje smågrisepriser, kan delvist forklares ved, at producenterne i Business Check-analysen med mere end 12.000 producerede slagtegrise årligt havde ca. 23,5 % af kapitalomkostningerne som lejeudgifter til stalde. Lejede stalde indgår ikke i aktivmassen og kan ved gunstige lejevilkår forbedre afkastningsgraden.
Selv om afkastningsgraderne i Business Check var væsentligt højere end i Beregnet Smågrisenotering, var den korrigerede fremstillingspris i Beregnet Smågrisenotering næsten 1:1 med den korrigerede fremstillingspris i Business Check for en 30 kg smågris. Fremstillingsprisen ved 30 kg fra Beregnet Smågrisenotering kan derfor indgå som en del af aftalegrundlaget i en langsigtet smågrisepriskontrakt.
Som alternativ til noterings- eller puljeprisbaseret prisfastsættelse kan der laves en smågriseprisaftale udfra fremstillingspris ved 30 kg ifølge Den Beregnede Smågrisenotering - eventuelt med en aftalt korrektion i tillæg/fradrag per gris. Denne model kan give smågriseproducenterne et mere stabilt og forudsigeligt afkast over tid. Det er en prismodel, som er løsrevet fra danske og udenlandske slagteriers afregningspriser, og indebærer meget stabile smågrisepriser til budgettering for både smågrise- og slagtegriseproducent.
Historiske smågrisesalgspriser og modelberegninger peger på, at en langsigtet kontrakt baseret alene på fremstillingsprisen for en 30 kg gris i Beregnet Smågrisenotering vil give smågriseproducenten en meget lav afkastningsgrad, omtrent svarende til kalkulationsrenten i noteringen. Derfor vil faste tillæg sandsynligvis være nødvendige, før smågriseproducenter vil indgå denne type langtidskontrakt. Hver ekstra 10 kr. pr. smågris oven i fremstillingsprisen øger smågriseproducentens afkastningsgrad med 1,5 procentpoint. Udgangspunktet er en gennemsnitlig AG på kun 3,45 % ved salg til fremstillingspris for en 30 kg gris.
Et fast tillæg på fx 40 kr. pr. 30 kg smågris til Beregnet Noterings fremstillingspris vil øge AG med 6 procentpoint og dermed hæve den samlede AG til 9,45 %.
I perioden var fremstillingsprisen 415 kr. mod en beregnet pris på 418 kr. pr. 30 kg smågris i Beregnet Smågrisenotering. Med denne kontraktmodel ville slagtegriseproducenterne netto have betalt 37 kr. pr. smågris over basisprisen i Beregnet Smågrisenotering, hvilket er lidt lavere end den faktiske indkøbspris ifølge Business Check. Modellen ville derfor ikke have forværret slagtegrise-producenternes økonomi over en længere periode, samtidig med at smågriseproducenterne ville have opnået en meget stabil afkastningsgrad.
Vil du vide mere?
Emneord
