Kvæg

Hø får spædkalve til at æde mere kraftfoder

Vommen udvikler sig hurtigere hos spædkalve med fri adgang til hø, og de æder mere kraftfoder. Det viser et studie fra 2019. Det anbefales derfor altid at tilbyde kalvene hø eller andet grovfoder med høj fordøjelighed i mælkefodringsperioden.

Tildelingen af grovfoder til småkalve debatteres ofte, da det er en udbredt holdning, at kalvenes indtag af grovfoder sker på bekostning af kraftfoderet, hvilket forventes at medføre en reduceret tilvækst.

For at undersøge den teori nærmere har et sydamerikansk studie fra 2019 undersøgt, hvordan tildeling af hø påvirker tilvæksten og indtaget af kraftfoder (Toledo et al., 2019). I forsøget blev 39 Holstein kalve fra tre ugers alderen enten fodret med:

  • a) mælk og kraftfoder(kontrolgruppe)
  • b) mælk, kraftfoder og hø
  • c) mælk, kraftfoder og hele majskerner.

Alle kalvene fik seks liter mælk om dagen indtil dag 42, hvorefter de blev nedtrappet til fire liter om dagen frem til fravænning 14 dage senere ved dag 56.

Hø gav kalvene højere tilvækst

Et interessant resultat var, at tildeling af hø øgede indtaget af kraftfoder signifikant. Kalvene, som blev fodret med hø, indtog i gennemsnit 578 g/d af kraftfoderet mod 366 og 321 g/d for henholdsvis kontrolkalvene og kalvene, som fik hele majskerner.

Tildelingen af hø havde også en signifikant effekt på den daglige tilvækst, som var 648, 486, og 483 g/dag for henholdsvis hø-fodrede, majs-fodrede og kontrolkalve. Den højere daglige tilvækst resulterede i, at kalvene, der fik hø, også vejede signifikant mere ved slutningen af forsøget sammenlignet med de to andre grupper af kalve.

Forsøget studerede ikke vandtildelingen, men det er en forudsætning for resultatet, at kalvene tilbydes vand. Hvis kalvene ikke har nem adgang til vand, vil optagelsen af både kraftfoder og hø blive begrænset. Ud fra forsøget kan det konkluderes, at det er muligt at tildele hø til spædkalve, uden at det har negative konsekvenser for hverken tilvæksten eller indtaget af kraftfoder.

Godt hø giver kalvene endnu større appetit på kraftfoder

I Danmark vil vi også anbefale, at kalve tilbydes både kraftfoder og hø. Indtaget af godt grovfoder er med til at fremme den fysiske udvikling af vommen, da såvel muskulaturen som papillerne i vommen bliver udviklet. Kvaliteten af høet er dog ikke ligegyldig, hvis tildelingen skal have en positiv effekt på vomudvikling og tilvækst.

Vores danske forsøg viser, at en kalv med fri adgang til grønhø (dvs. kunsttørret hø af mellemste kvalitet ca. 1,3 kg tørstof/FE) og kraftfoder samtidig typisk vil æde 50-100 g hø og 200-400 g kraftfoder, når den ca. 4-5 uger gammel og fodres med ca. 6 L mælk pr dag.

I andre forsøg har vi fundet, at hvis høet eller wraphøet er af særlig god kvalitet, vil kalvene æde tilsvarende mere af det og samtidig reducere deres kraftfoderoptagelse, men uden det går ud over kalvenes tilvækst.

Kalve foretrækker grønt, bladrigt hø med højt sukkerindhold

Vores danske forsøg har vist, at småkalve foretrækker grønt bladrigt hø med højt sukkerindhold, høj fordøjelighed og høj foderværdi. Vi har i cafeteria-forsøg også fundet, at kalvene foretrækker tørt hø, wraphø og svagt forgæret ensilage (middel pH) frem for sur ko-ensilage (lavt pH).

Tænk på ovenstående, når du skal tilbyde dine kalve grovfoder i starterstalden.

Af Mirka Thorsteinsson, Finn Strudsholm & Mogens Vestergaard, SEGES

Kilde: 
TOLEDO, M., POCZYNEK, A. P., SILVA, M. G., COELHO, M. E., REIS, D. N., POLIZEL, R. C., SILVA, E., FIORUCI, A. & BITTAR, C. M. M. 2019. Whole corn grain or hay as fiber source on ruminal fermentation and performance of milk-fed dairy calves. Journal of Dairy Science, 102, Suppl. 1, 60-60 (Abstract).

Vil du vide mere?

Støttet af