
Vaccination mod lungebetændelse – hele året rundt
Mange forbinder lungebetændelse hos kalve med kolde vintermåneder. Men i praksis ser vi sygdom og behandlinger året rundt – ofte i forbindelse med flytninger, sammenblanding og perioder med stress.

Mange forbinder lungebetændelse hos kalve med kolde vintermåneder. Men i praksis ser vi sygdom og behandlinger året rundt – ofte i forbindelse med flytninger, sammenblanding og perioder med stress.
Hvis vi kun tænker på vaccination som noget, vi gør om vinteren, rammer vi for mange af kalvene forbi det tidspunkt, hvor de er mest sårbare.
Kalvens immunforsvar er ikke færdigudviklet ved fødslen. Den er afhængig af råmælk og sin egen gradvise opbygning af immunitet.
I de første uger sker der en kritisk udvikling, hvor råmælksantistoffer falder, samtidig med at kalvens egen immunitet endnu ikke er fuldt opbygget. Oven i det bliver mange kalve flyttet og blandet både ved malkekvægsbesætninger og ved slagtekalvebesætninger, som er en ekstra stressfaktor, der kan påvirke kalvens immunitet negativt.
Det skaber et immunologisk ”vindue”, hvor risikoen for infektion er særlig høj. Samtidig er kalvens øvre luftveje den første forsvarslinje. Slimhinden i næsen og bronkierne spiller en central rolle i at stoppe virus og bakterier. Men den påvirkes let af kulde, ammoniak, støv, dårlig luft og dehydrering.
Det betyder, at det ikke kun er vejret, der afgør, om kalven bliver syg – det er hele managementet omkring kalven.
Hvis vaccination primært bruges som “brandslukning” i vinterperioden, kommer vi ofte for sent.
I stedet bør vaccination være en fast del af setup’et hele året – målrettet og tilpasset i forhold til de perioder, hvor kalven er presset. Det gælder især ved indsættelse, omkring flytninger og fravænning samt ved holdskift.
Her giver det god mening at arbejde i to spor: en tidlig beskyttelse og en opfølgende strategi.
Intranasale vacciner kan gives allerede fra første leveuge og stimulerer immunforsvaret direkte i slimhinden i luftvejene. Det giver en hurtig lokal beskyttelse der, hvor infektionen starter, og kan hjælpe kalven gennem den mest kritiske periode. Senere kan vi bygge videre på denne beskyttelse med injektionsvacciner.

Kalv med næseflåd. Foto: Camilla Bøgested Svenning, SEGES Innovation.
Erfaringer fra besætninger, der arbejder systematisk med vaccinationsstrategier, der understøtter kalvenes immunitet, viser god effekt. Man ser færre behandlinger og genbehandlinger for lungebetændelse og en lavere dødelighed. Samtidig følger tilvæksten ofte med op.
Pointen er ikke ét bestemt produkt – men at have en plan, der understøtter kalvens immunitet hele vejen gennem opvæksten.
Vaccination kan ikke stå alene. Kalvens sundhed er altid et resultat af balancen mellem modstandskraft og smittepres. Den balance påvirker du hver dag gennem dit arbejde – blandt andet via hygiejne, fodring, klima, holdstørrelse, sammenblanding og stressniveau.
Vaccination er et stærkt værktøj til at løfte modstandskraften, men effekten bliver først rigtig god, når resten af management også spiller.
Start med at se på, hvordan vaccination indgår i din strategi i dag. Få lagt en plan, der dækker hele året – ikke kun vinterperioden. Kig især på de tidspunkter, hvor dine kalve er mest udsatte, som ved indsættelse, flytning og fravænning. Overvej, om du udnytter muligheden for tidlig vaccination, så kalven er beskyttet, før problemerne opstår.
Tag en snak med din dyrlæge om, hvad der passer til netop din besætning – for timing og forebyggelse er mindst lige så vigtig som selve vaccinen.
Forfatter: Lene Agerskov, kvægfagdyrlæge, LVK kvægdyrlægerne.
Emneord

