Hvis en landmand overvejer at etablere et virkemiddel til beskyttelse mod oversvømmelser på ejendommen, er det væsentligt at være opmærksom på de juridiske problemstillinger, der skal håndteres i denne forbindelse.
Efter vandforsyningslovens § 18 er det ikke tilladt at indvinde grundvand eller overfladevand uden en gyldig tilladelse. Mange landbrugere kender reglerne for grundvandsindvinding, men der opstår ofte tvivl, når det gælder vand fra drænrør, vandløb eller etablerede vandreservoirer. Spørgsmålet er, om der kræves indvindingstilladelse i disse situationer.
Der gælder to centrale begreber:
Det betyder, at hvis en landbruger etablerer et vandreservoir ved at lede vand fra dræn og anvender dette vand til markvanding, er begge kriterier opfyldt: Der er tale om overfladevand, og der er tale om indvinding til brug. Dermed kræves en indvindingstilladelse efter § 20.
Kommunen er den kompetente myndighed og behandler ansøgningen. Ved vurderingen skal kommunen tage hensyn til en række faktorer, jf. § 2, herunder:
Tilladelser gives for en begrænset periode, jf. § 22, stk. 1:
Det er vigtigt at være opmærksom på gyldighedsperioden og planlægge fornyelse i god tid.
Hvis en landbruger allerede har en indvindingstilladelse, anbefales det at kontakte kommunen for at afklare, om der er behov for en supplerende eller ændret tilladelse – særligt ved ændringer i anvendelsen, f.eks. etablering af et vandreservoir eller ændret vandingspraksis.
Nyt vandløb, jf. § 21
Det følger af vandløbslovens § 21, at ny vandløb kun må etableres efter afgørelse fra vandløbsmyndigheden, dvs. kommunen. Undtagelsen herfra er vandløb, der kan anlægges efter den frie dræningsret i vandløbslovens § 3.
Hvad er den frie dræningsret? Det er en ret, som enhver grundejer har til at sænke grundvandet på egen ejendom til den for dyrkningen nødvendige dybde ved almindelig udgrøftning og dræning med afløb til bestående vandløb uden anvendelse af pumpeanlæg, jf. § 3, stk. 1. Det er tilladt, jf. stk. 2, enhver bredejer fra egen grund at aflede overfladevand samt vand fra almindelige drænings- og udgrøftsanlæg til vandløbet.
Den frie dræningsret er begrænset på flere punkter. For det første begrænses de af, at det kun gælder med afløb til åbne, naturlige vandløb - dvs. afledning til rørlagte vandløb ikke er omfattet. Afløb til vandløb, der ikke er beliggende op til grundejerens egen ejendom, men f.eks. skal føres hen over naboens ejendom er heller ikke omfattet af den frie dræningsret. Dræningen må kun ske til den for dyrkningen nødvendige dybde og den må kun ske ved almindelig udgrøftning og dræning. Og endelig må der ikke benyttes pumpeanlæg som led i den frie dræningsret.
Dvs. at anlæg som f.eks. vandreservoirer ikke kan anlægges efter den frie dræningsret, allerede fordi et anlæg af denne størrelse ikke kan betragtes som et almindeligt udgrøftningsanlæg.
Der skal derfor som hovedregel søges tilladelse til at anlægge et nyt vandløb. Det skal i den forbindelse bemærkes, at der ikke gælder undtagelser for tekniske anlæg efter vandløbsloven. Disse skal, lige såvel som almindelige søer, have en tilladelse efter § 21.
I forbindelse med tilladelser til nye søer, bør man være opmærksom på afstanden til omkringliggende flyvestationer, idet der indenfor en zone på 13 kilometer fra flyvestationer, er begrænset mulighed for anlæggelse af nye vandløb med blankt vand af hensyn til flysikkerheden, da det øger risikoen for såkaldte bird strikes.
Tilladelse til regulering af vandløb skal indhentes i overensstemmelse med vandløbslovens § 16, hvis etablering af drænreservoir eller klimasø medfører ændringer i et eksisterende vandløbs forløb, bredde, bundkote eller skråningsanlæg.
Det bemærkes, at afbrydelse eller omlægning af et eksisterende dræn til vandløb ligeledes kræver tilladelse i henhold til gældende regler for regulering af vandløb, eftersom sådanne dræn er omfattet af vandløbslovens bestemmelser. Dette inkluderer også dræn, som oprindeligt er anlagt under den frie dræningsret.
Ved anlæg af et vandreservoir eller en klimasø vil der ofte være behov for en reguleringstilladelse, da sådanne projekter typisk indebærer omdirigering eller nedlæggelse af eksisterende drænanlæg for at sikre korrekt afledning til det nye vandanlæg.
Bemærk, at eksisterende vandløb kan have regulativer eller miljømål, som skal medtages ved vurdering af om myndigheden kan give de nødvendige tilladelser til regulering.
Afbrydelse af eksisterende dræn eller anden regulering af et § 3-vandløb kan desuden være strid med naturbeskyttelseslovens § 3, hvilket kan nødvendiggøre dispensation. For yderligere information henvises til afsnittet ”Naturbeskyttelsesloven og habitatbekendtgørelsen: Beskyttelseslinjer, beskyttet natur, Natura 2000-områder og Bilag IV-arter”.
Private udpumpningsanlæg til brug for afvanding må ikke etableres eller ændres, herunder driftsmæssigt, uden kommunens godkendelse, jf. vandløbslovens § 38, stk. 1.
I sager om grundvandspumpning til eksisterende anlæg skal en tilladelse efter § 38 i sagens natur altid bruges (medmindre der i særlige tilfælde anvendes offentlige udpumpningsanlæg, som vi ikke forholder os til i denne artikel). Men der vil også i mange tilfælde være behov for udpumpningsanlæg i forbindelse med etablering af vandreservoirer eller klimasøer, hvorfor der også kan være behov for en tilladelse efter § 38, stk. 1 i disse sager.
Etablering af vandreservoirer, klimasøer eller lignende er ikke tilladt i områder omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3, medmindre der foreligger dispensation. Grundvandspumpning kan ligeledes i visse tilfælde betragtes som en ændring af den beskyttede naturs tilstand og kræver i disse tilfælde også dispensation. Dispensationsmulighederne er begrænsede, og det bør ikke forventes, at hensyn til dræning eller vanding i sig selv vil kunne danne grundlag for en dispensation.
I det omfang der som led i anlæggelsen af reservoiret mv. skal omdirigeres vand fra et § 3-beskyttet vandløb eller fra dræn, der normalt løber til et § 3-vandløb, kræver dette forventeligt også en dispensation fra § 3.
Reglen om dispensation gælder også selvom det foretagne tiltag, f.eks. en klimasø, kan have være positiv for biodiversitet, miljø og/eller klima. Disse forhold må i stedet indgå i afvejningen af, hvorvidt en dispensation kan opnås.
Vær opmærksom på, at der efter anlæg af vandreservoiret eller klimasøen kan opstå en beskyttelse reservoiret/søen, jf. naturbeskyttelseslovens § 3, hvis den er over 100 m2. Det er et krav for beskyttelsen at søen er naturlig, men dette kan også indbefatte søer, som helt eller delvist skyldes menneskelig indsats, f.eks. tekniske anlæg, læs mere herom i Klagenævn: Regnvandsbassin ”vokset” ind i § 3-beskyttelse. Det naturlige refererer til, at der som udgangspunkt skal være opstået et naturligt/karakteristisk dyre- og planteliv i søen.
Søer, der er beskyttet under naturbeskyttelseslovens § 3, kan have væsentlig indflydelse på nærliggende husdyrbrug, idet disse søer herefter klassificeres som kategori 3-natur i henhold til husdyrbrugloven. Dette indebærer potentielle restriktioner på den tilladte ammoniakemission fra husdyrproduktion, når der ansøges om ny eller ændret godkendelse eller tilladelse til husdyrbrug. Har landbrugeren et husdyrbrug, der kan blive påvirket af ny § 3-natur, bør landbrugeren derfor kontakte sin miljørådgiver for en drøftelse om konsekvensen af en § 3-beskyttet sø på den planlagte placering.
Beskyttelseslinjer kan udgøre en hindring for etablering af vandreservoirer eller klimasøer, dette gælder f.eks. strandbeskyttelseslinjen og fortidsbeskyttelseslinjen. Sø- og åbeskyttelseslinjen kan desuden udgøre en udfordring, hvis der mod forventning ikke skal indhentes tilladelser efter vandløbsloven.
Som udgangspunkt anbefaler vi, at man planlægger sit vandreservoir, sin klimasø eller lignende på lokationer, der ikke er omfattet af disse beskyttelseslinjer, da flere af disse beskyttelseslinjer administreres strengt og dispensationsmulighederne er restriktive.
For strandbeskyttelseslinjen, jf. naturbeskyttelseslovens § 15, gælder, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Strandbeskyttelseslinjen går typisk 300 meter ud målt fra strandbredden. Der må f.eks. ikke placeres bebyggelse, ske beplantning eller terrænændringer, etableres hegn eller placeres campingvogne og lignende.
Der gælder i henhold til naturbeskyttelseslovens § 15 a, stk. 1 en række undtagelser, herunder gælder en undtagelse for byggeri indenfor strandbeskyttelseslinjen, hvis dette er erhvervsmæssigt nødvendigt for den pågældende ejendoms drift som landbrugs- eller skovbrugsejendom og som opføres i umiddelbar tilknytning til eksisterende bygninger. Denne undtagelse kan dog forventeligt ikke bruges til anlæg af vandreservoirer mv., allerede fordi de fleste af disse typer anlæg ikke vil opfylde lovens forståelse af ordet byggeri. Der skal derfor søges dispensation fra strandbeskyttelseslinjen.
For sø- og åbeskyttelseslinjen, jf. naturbeskyttelseslovens § 16, gælder, at der ikke må placeres bebyggelse, campingvogne og lignende eller foretages beplantning eller ændringer i terrænet inden for en afstand af 150 meter fra søer med en vandflade på mindst 3 hektar og de vandløb, der er registreret med en beskyttelseslinje i henhold til den tidligere lovgivning.
Også for sø- og åbeskyttelseslinjen gælder en række undtagelser, jf. § 16, stk. 2, f.eks. foranstaltninger, der efter lov om vandløb er meddelt påbud om eller tilladelse til (nr. 1). Da anlæg som vandreservoirer, klimasøer og grundvandspumpning til vandløb som udgangspunkt skal have en tilladelse efter vandløbsloven, er det ikke være nødvendigt at hente dispensation fra sø- og åbeskyttelseslinjen. Det har tidligere været for Nævnet om en kommune kunne kræve dispensation fra sø- og åbeskyttelseslinjen ved at tage stilling til naturbeskyttelsesloven før den forholdt sig til tilladelser efter vandløbsloven, men det er blevet afvist, se MFKN sagsnr. 21/12350.
Skal du undtagelsesvist lave et projekt, der ikke kræver en tilladelse efter vandløbsloven, vil det være nødvendigt at søge dispensation fra § 16.
For fortidsbeskyttelseslinjen, jf. naturbeskyttelseslovens § 18, må der ikke foretages ændringer i tilstanden af arealet indenfor 100 meter fra fortidsminder, der er beskyttet efter bestemmelserne i museumsloven. Der gælder ikke nogen relevante undtagelsesbestemmelser for fortidsbeskyt-telseslinjen i forhold til vandanlæg af denne karakter.
Der skal derfor søges dispensation fra fortidsbeskyttelseslinjen, hvis du planlægger et vandreservoir, der ligger helt eller delvist indenfor beskyttelseslinjen.
Hvis der som en del af projektet skal ansøges om dispensation fra fortidsmindebeskyttelseslinjen, er det kommunalbestyrelsens ansvar at underrette det relevante kulturhistoriske museum senest samtidig med, at dispensationen gives.
Der er to forskellige scenarier, i forhold til Natura 2000-områder. Det ene scenarie er, hvis landbrugeren ønsker at anlægge et vandreservoir eller lignende indenfor et Natura 2000-område og det andet scenarie er, hvis landbrugeren anlægger udenfor et Natura 2000-område.
I forhold til det første scenarie, dvs. planlægning af vandreservoir indenfor et Natura 2000 område, skal man forholde sig til reglerne om Natura 2000-områder, der følger af naturbeskyttelseslovens kapitel 2a.
Jf. naturbeskyttelseslovens § 19 b skal der i internationale naturbeskyttelsesområder (Natura 2000) gives skriftlig meddelelse til kommunen inden iværksættelse af de aktiviteter, der er nævnt i bilag 2. Aktiviteten kan iværksættes, hvis kommunalbestyrelsen ikke senest fire uger modtagelsen af meddelelsen har truffet afgørelse om at ville foretage en nærmere vurdering af aktiviteten.
Af bilag 2 fremgår bl.a. ændring i tilstanden af søer, heder, moser og lignende, strandenge, strandsumpe, ferske enge og overdrev, der ikke opfylder størrelseskravet i § 3.
Dvs. at i nogle tilfælde, hvor der sker en ændring i tilstanden af ovennævnte naturtyper, er der en pligt til at give kommunalbestyrelsen besked og afvente fire uger inden aktiviteten foretages. Ellers gælder som udgangspunkt ingen særlige restriktioner afledt af selve lokationen i Natura 2000-området for denne type af projekter.
Men de lodsejere, der anlægger et vandreservoir eller lignende indenfor Natura 2000-området, skal udover kravet i naturbeskyttelseslovens § 19 b, også opfylde de krav, der gælder for lodsejere udenfor Natura 2000-området, nemlig en vurdering af hvorvidt et projekt kan have væsentlig indvirkning på området, se umiddelbart nedenfor.
I forhold til det andet scenarie, kan der være krav om, at der foretages en vurdering af om et projekt (her vandreservoir eller lignende vandanlæg) væsentligt vil påvirke Natura 2000-området, jf. habitatbekendtgørelsens § 6. Kravet gælder for projekter, der skal have tilladelse efter de i §§ 7 og 8 oplistede bestemmelser. Af særlig interesse for nærværende artikel er; dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3, dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, sø- og åbeskyttelseslinjen eller fortidsmindebeskyttelseslinjen, tilladelse til regulering af vandløb efter vandløbslovens § 17, tilladelse til anlæg af nye vandløb efter vandløbslovens § 21, godkendelse af etablering eller ændring af private udpumpningsanlæg til brug for afvanding efter vandløbslovens § 38 og tilladelse til indvinding af grundvand og overfladevand efter vandforsyningslovens §§ 18 og 20.
Hvis myndigheden vurderer, at projektet kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområdes integritet, kan der ikke meddeles tilladelse, dispensation eller godkendelse til det ansøgte, jf. § 6, stk. 2.
Der kan desuden ikke gives tilladelse, hvis projektet kan skade eller ødelægge levesteder for særligt beskyttede dyre- eller plantearter (bilag IV-arter).
Tilstedeværelsen af bilag IV-arter kan derfor medføre, at anlæggelsen af projekter ikke kan gennemføres, hvor disse arter findes. Hvis arterne observeres ved vandreservoiret eller klimasøen efter etableringen, kan det begrænse mulighederne for at ændre projektet fremadrettet.
Emneord
