Planter, Kvæg, Økologi

1. slæt 2025 sætter flere rekorder

Der er nu gennemført 244 analyser af 1. slæt, svarende til ca. 25 % af sidste års analyser. 1. slæt i 2025 sætter rekord på både høsttidspunkt, tørstofindhold, sukkerindhold og fordøjelighed af organisk stof.

Der er i skrivende stund gennemført 244 analyser af konventionel kløvergræsensilage af 1. slæt 2025, svarende til 25 % af sidste års analyser af 1. slæt, så det er muligt at sige lidt om tendenserne for 1. slæt 2025. Erfaringsmæssigt er den ensilage, der analyseres tidligst mere fordøjeligt end den der analyseres senere. Desuden sker der en fortsat fermentering af sukker til mælkesyre og eddikesyre, så sukkerindholdet må forventes at falde lidt over tid.

Analyserne viser, at den gennemsnitlige høstdato for 1. slæt er 18. maj. Det er 10 dage tidligere end de foregående 3 år og det tidligste tidspunkt siden 2007.

Tørstofindholdet i analyserne er usædvanligt højt – i gennemsnit 404 gram pr. kg – hele 49 % af analyserne har et tørstofindhold over 400 gram pr. kg som det fremgår af figuren herunder. Det høje tørstofindhold skyldes sandsynligvis ekstraordinære gode forvejringsbetingelser med stor solindstråling og vind i midten af maj måned.

Fordeling af tørstofindhold

Indholdet af sukker er i gennemsnit 147 gram pr. kg tørstof hvilket er det højeste der er målt siden 2007 og knap det dobbelt af sidste 3 års gennemsnit på 83 gram pr. kg tørstof. Det høje sukkerindhold skyldes kombinationen af høj solindstråling med mange nætter med temperaturer under 5 grader, så sukkeret blev ophobet i planterne fremfor at blive udnyttet til vækst.

Indholdet af råprotein er gennemsnitligt 140 gram pr. kg tørstof, hvilket er 3 gram lavere end sidste 3 års gennemsnit.

Fordøjelighed af organisk stof er gennemsnitlig 81,3, hvilket også er det højeste siden 2007 og noget højere end de sidste 3 års gennemsnit på 79. Det høje sukkerindhold er årsagen til at fordøjeligheden af organisk stof er usædvanlig høj.

De 66 prøver med mineralstofanalyser viser et gennemsnitligt indhold af bl.a. kalium og svovl, men et markant højere indhold af natrium, som samlet set betyder en højere CAB-værdi for 1. slæt.

For flere detaljer om foderværdien af årets ensilage og for hele tiden at kunne følge de opdatere værdier, se Tal om kvæg.

Læs mere om varmedannelse i sukkerrig græsensilage i artiklen Sød græsensilage giver problemer med varmedannelse.

Vil du vide mere?

Støttet af

  • Logo for Planteafgiftsfonden (PLAF)