Den grønne omstilling i landbruget foregår i et krydsfelt mellem politiske ambitioner, markedsdynamikker og finansielle realiteter.
Projektet En styrket miljø-, natur- og biodiversitetsprofil på landbrugsbedrifterne har fokus på E-delen (Environment) af ESG – med særlig vægt på miljø-, natur- og biodiversitetsindsatser i landskabet på bedriftsniveau.
Målet er at optimere arealanvendelsen, reducere tab af næringsstoffer, styrke biodiversiteten og sænke klimaaftrykket. Projektet undersøger samtidig hvilke indikatorer aftagervirksomheder og den finansielle sektor finder væsentlige.
På EU-niveau har ESG-reguleringen udviklet sig hurtigt. CSRD-direktivet og ESRS-standarderne har hævet ambitionsniveauet for bæredygtighedsrapportering, mens Omnibus-pakken fra 2025 søger at lette byrderne gennem en mere væsentlighedsbaseret tilgang og færre sektorspecifikke krav. Efterspørgslen efter troværdige ESG-data forsvinder sandsynligvis ikke.
For landbruget betyder det et stigende behov for dokumentation, der kan understøtte både risikostyring og markedsdifferentiering. MRV (Monitoring, Reporting, Verification) fremhæves som en nøgle til at sikre datakvalitet og for at undgå greenwashing.
Biodiversitet er et særligt fokusområde, hvor værdisætning og målemetoder stadig er under udvikling. Funktionelle indikatorer skal gøre det muligt at koble bedriftens indsatser til værdikædens bæredygtighedsmål.
En ESG-profilering kan blive en strategisk ramme for fremtidens landbrug, hvor grønne tiltag omsættes til både miljøeffekt og forretningsværdi. Opgaven rummer væsentlige udfordringer, blandt andet:
- Krav om dokumentation for miljø- og naturindsatser, hvor datakravene er komplekse og under forandring.
- Biodiversitet som et vanskeligt område at måle og værdisætte.
- Spændingen mellem lovgivning og markedslogik: Aftagere ønsker synlighed og produktdifferentiering, mens finansielle aktører fokuserer på risikostyring og investeringssikkerhed.
- Behov for stabile rammer, økonomiske incitamenter og klare modeller for, hvordan grønne tiltag kan skabe forretningsværdi.
- Uvildighed og sikring mod greenwashing - herunder finansiering af betroet tredjepart.
SEGES Innovation og Innovationscenter for Økologisk Landbrug (ICOEL) har gennem møder, workshops og bedriftsbesøg arbejdet med at afdække disse udfordringer. I 2026 testes ESG-profilering på udvalgte bedrifter for at vurdere anvendeligheden i praksis.
Det vedlagte notat er et første forsøg på at samle de mange aspekter, der indgår i en ESG-profilering af landbrugsbedrifter på landskabsniveau. Herunder afklaring af, hvilke behov landbruget kan dække i dag, og hvilke behov der forventes at skulle kunne dækkes i fremtiden.