Herbicidresistens kan undgås, men det kræver omtanke

Herbicidresistens

Den mest effektive måde at forebygge udvikling af herbicidresistens er med ikke kemiske tiltag at sørge for, at der er så lidt ukrudt som muligt, der skal bekæmpes med kemi.

Hastighed af resistensudvikling

Mange forhold har indflydelse på hvor hurtigt, der udvikler sig herbicidresistens:

• Sædskifte og brug af flere effektive virkemekanismer til den kemiske bekæmpelse i kombination af ikke-kemiske tiltag reducerer udviklingen af resistens
• Hyppighed af resistensgener i ukrudtspopulationen, eksempelvis har italiensk rajgræs og agerrævehale en stor naturlig hyppighed af resistensgener
• Ukrudtsmidlernes virkemåde, eksempelvis giver hyppig anvendelse af ALS-hæmmere og ”fop/dim” midler en hurtig resistensudvikling, mens f.eks. hormonmidler (auxindannere) har været anvendt i årtier uden væsentlig resistensudvikling.
• Størrelsen af populationen, jo mere ukrudt, jo flere resistente individer vil der være, og jo højere bliver selektionstrykket, når der bruges en høj indsats med kemisk bekæmpelse
• Andelen af populationen, som bliver udsat for et ukrudtsmiddel. En større andel bliver påvirket ved no-till og en mindre andel ved pløjning, hvor frøpuljen er blandet op i pløjelaget.
• Ukrudtsmidlets effekt:

Tokimbladede arter har såkaldt target-site resistens. Det betyder i princippet, at høj dosis øger selektionstryk, fordi alle andre planter end de resistente bliver bekæmpet.

Græsser har primært såkaldt metabolisk resistens. En dosis, som giver nedsat effekt, øger selektion af resistensgener, idet resistensgener giver sig udtryk i en nedsat følsomhed. Er effektniveauet for lavt, kan disse planter overleve og dermed gradvist øge resistensniveauet i populationen.

Grundreglen er derfor, at der skal anvendes effektive doseringer, hverken mere eller mindre.

• Lugning eller nedvisning af overlevende resistente planter, så resistente frø ikke bliver en del af frøpuljen
• Stort henfald af frø i stub efter høst, ved at lade frøene ligge urørt længst muligt forsinker resistens.

Græsukrudt

Langt de største problemer med resistens findes hos græsukrudt, fordi den metaboliske resistens betyder, at de kemiske alternativer hurtigt bliver brugt op.

Sædskifte og jordbearbejdning

Sædskifte og jordbearbejdning har stor betydning for om græsukrudt bliver et problem. Tilbage i begyndelsen 1980’erne, hvor der blev dyrket ca. 1,9 mio. ha vårafgrøder og under 300.000 ha vintersæd, var der stort set ikke græsukrudt i danske marker. Bedre hvedesorter, midler til at bekæmpe græsukrudt, skift fra vårraps til vinterraps mv. har betydet, at vinterafgrøder blevet en meget større del af sædskiftet, og dermed er græsukrudt og vinterannuelle tokimbladede ukrudtsarter blevet mere og mere udbredt. Hertil kommer, at tidligere såning og mere udbredt pløjefri dyrkning end dengang, også bidrager til mere græsukrudt.

Jordbearbejdningens betydning for frøpuljen

Jordbearbejdning påvirker ukrudtsbestanden ved at:

• opblande jorden, så ukrudtsfrø bliver flyttet rundt i jordprofilen, hvilket gør, at nogle frø får spiremulighed, mens andre frø kan blive ”konserveret” i jorden eller gå i spirehvile
• provokere lysfølsomme frø, særligt frø af småfrøede arter, til at starte spiring
• ødelægge små ukrudtsplanter eller spirende planter på ”trådstadiet”

Det er vekselvirkningen mellem disse påvirkninger og øvrige dyrkningstiltag som sædskifte og ukrudtsbekæmpelse, som afgør, om mængden af ukrudt vil gå op eller ned.

I figur 1 er vist fordeling af ukrudtsfrø ved forskellig jordbearbejdning. Ved pløjefri dyrkning får langt flere frø mulighed for at spire, fordi de fleste ukrudtsfrø kun flyttes rundt i det øverste jordlag. Derfor kan det gå meget hurtigere med opformering og udvikling af herbicidresistens. Hvis ukrudtsfrø får lov at ligge oven på jorden i stubben, vil de fleste arter spire første gang, der kommer en fugtig periode, blive ødelagt af svampe eller spist af fugle og insekter. De fleste frø af græsser har en levetid nede i jorden på 2-4 år. Ved en pløjning, hvor frøene placeres på furebunden, vil der årligt være et henfald af frø. Som tommelfingerregel omkring 70 procent pr. år. De fleste frø af tokimbladet ukrudt har betydelig længere levetid i jorden. Det gælder også hanespore og grøn skærmaks, som kan leve 10-15 år.

No-till

No-till/conservation agriculture, hvor jorden kun bearbejdes, hvor såsæden skal placeres, kan fremme eller forsinke udvikling af resistens afhængig af hvordan ukrudt håndteres.

Scenarie 1

No-till kan hurtigt udtømme frøpuljen i øverste jordlag, såfremt der ikke tilføres nye frø. Generelt skal ukrudtsfrø have en eller anden påvirkning for at spire. Det kan f.eks. være lys, mere ilt eller en mekanisk påvirkning. Ved etablering af afgrøden med minimal bearbejdning af jorden, er der derfor en mindre fremspiring af ukrudt, end ved traditionel etablering af såbed. Dertil kommer, at mange ukrudtsfrø går til grunde, når de efterlades på overfladen efter høst. Ved et sædskifte med en passende stor andel vårsæd, udeladelse af meget tidlig såning af vintersæd og andre tiltag, som sanerer mod græsukrudt, vil der derfor være gode muligheder for at minimere ukrudtsbestanden, og dermed nedsætte antallet af sprøjtninger mod ukrudt. Dette vil gøre udvikling af herbicidresistens langsom, særligt hvis man samtidig viser nul-tolerance og fjerner de sidste ukrudtsplanter af arter som agerrævehale og italiensk rajgræs manuelt.

Scenarie 2

Det er både i praksis og forsøg set, at græsukrudt meget hurtigt bliver opformeret i sædskifter med meget vintersæd, og ikke mindst ved pløjefri dyrkning, herunder ved direkte såning. Det skyldes, at en stor del af ukrudtsfrøene uden pløjning kan spire samme år, som de bliver kastet. Desuden bliver opformeringen ikke forsinket gennem nedpløjning. Og endelig kan stub-perioden mellem to vintersædsafgrøder blive så kort, at henfaldet af frø bliver begrænset. Hvis ukrudtsproblemerne løses med kemi frem for sædskifte med vårsæd, vil det føre til en hurtig udvikling af herbicidresistens

I et flerårigt forsøg hos Århus Universitet i Flakkebjerg blev denne sammenhæng mellem meget vintersæd og hurtig opformering vist for væselhale (figur 2). Væselhale opformerede sig lynhurtigt ved direkte såning i det rene vintersædssædskifte, mens væselhale stort set blev elimineret ved direkte såning, hvor der var 40 procent vårsæd. Det samme vil gælde andre græsser, selv om eliminering vil ske lidt langsommere for arter som agerrævehale og rajgræs, som også kan nå at sætte frø, men meget færre, i vårsæd.

Sådan modvirker udvikling af resistens hos græsukrudt

• Planlæg sædskiftet og dyrkning med fokus på at imødegå problemer med græsukrudt.
• Sørg for at etablere afgrøderne optimalt, så de kan konkurrere med ukrudtet.
• Øg andelen af vårsæd så meget, at bestanden af rajgræs, agerrævehale, vindaks og væselhale aldrig bliver et problem, der kræver kemisk bekæmpelse i alle afgrøder.
• Sæt en kort stub, og sørg for, at halmen bliver snittet fint og spredt helt jævnt, så stubbearbejdning lige efter høst ikke er nødvendig.
• Lad ukrudtsfrøene ligge længst muligt på jordoverfladen efter høst.
• Gold hejre er eneste art du med fordel bekæmper ved at harve øverligt lige efter høst.
• Overvej pløjning et enkelt år, hvis der er meget græsukrudt.
• Gå altid markerne igennem før høst, hvor det er let at opdage ukrudtsproblemer, så du kan gøre en tidlig indsat
• Kig især efter de steder i marken, hvor høstmaskiner kan have spildt ukrudtsfrø fra forudgående mark.
• Erkend problemet og juster praksis, inden det vokser over hovedet.

Tokimbladet ukrudt

Efter mange års anvendelse af ALS-hæmmere (virkningsklasse B) som Ally, Atlantis, Broadway, Express, Hussar, Lexus, Primus m.fl., er der hos især fuglegræs, kamille og kornvalmue udviklet resistens mange steder. For fuglegræs er der i 2013-15 i en undersøgelse fra Aarhus Universitetet fundet resistens i hver sjette mark.

Kemisk bekæmpelse

De kemiske midler bør bruges så varieret som muligt, så den samme virkemekanisme ikke bliver brugt ensidigt igen og igen. Fuglegræs og kamille udløser ofte behov for bekæmpelse i vintersæd om foråret. I mange år har forårsløsningerne i høj grad bygget på ALS-midler som Ally, Broadway, Cossack, Express, Hussar etc. Er der mistanke om ALS-resistens hos fuglegræs eller kamille bør der vælges en strategi, hvor de bekæmpes så effektivt som muligt med midler med andre virkemekanismer. I vintersæd kan der om efteråret anvendes effektive doser af Buctril/Maya/Xinca og/eller DFF-midler.

Kamille

Om foråret har Mustang forte effekt mod ALS-resistente kamiller på grund af indhold af aminopyralid, som er i virkningsklasse O. Effekten mod kamille med Zypar, Starane XL og Primus XL kommer fra florasulam, dvs. virkningsklasse B, og er således ikke resistensbrydere i forhold til de rene ALS-hæmmere.

Fuglegræs

Mod fuglegræs er Starane/Tomahawk, Starane XL og Pixxaro gode resistensbrydere, når der vælges en effektiv dosis af fluroxypyr/haloxyfen med virkningsklasse O. Haloxyfen i Zypar/Pixxaro har bedst effekt mod små fuglegræs, og er derfor ikke så gode resistensbrydere i vintersæd, som i vårsæd.

Kornvalmue

ALS-resistens hos valmue kan imødegås ved at bruge Stomp om efteråret og/eller halauxifen-midler om foråret (Zypar eller Pixxaro).

Ikke-kemiske tiltag

Det er langt hen af vejen de samme tiltag der er aktuelle for at forsinke resistens hos tokimbladet ukrudt som for græsukrudt. Men da frøene har en meget længere levetid, vil effekten ikke være nær så hurtig som for græsukrudt.

Radrensning og ukrudtsharvning vil bidrage til at forebygge udvikling af resistens.