
Case: En fordel for lodsejere at forenes i vandløbslaug
For at komme vandudfordringerne til livs er Niels Iversen fra Tinglev sammen med andre lodsejere med i et vandløbslaug. Her diskuterer de løsninger og har fælles dialog med kommunen.
For at komme vandudfordringerne til livs er Niels Iversen fra Tinglev sammen med andre lodsejere med i et vandløbslaug. Her diskuterer de løsninger og har fælles dialog med kommunen.
En af de landmænd, som oplever udfordringerne med vand, er Niels Iversen, som ved Tinglev dyrker 190 hektar sandjord og i stalden har 40 limousine-kødkvæg.
”Vandet udfordrer vores aktiviteter i foråret i forhold til kornafgrøderne. I forhold til majsen skal vi vælge sorter, som gør, at høsttidspunktet ikke ligger for langt henne i efteråret, hvor vi også kan opleve de våde marker. De udfordrer også dyrkning af roer og kartofler,” siger Niels Iversen.
Den sønderjyske landmand er medlem af Sønderå – Gammelå Vandløbslaug, som dækker området fra Padborg i øst til Lydersholm mod vest. I lauget kan alle områdets lodsejere være medlem, og Niels Iversen takkede i 2018 ja til formandsposten efter at have siddet i bestyrelsen siden laugets oprettelse i 2014.
Niels Iversen
Vandløb har Niels Iversens interesse, fordi der netop her er fokus på afvanding, og fordi markvandingstilladelse er bundet op på vandløbenes tilstand.
”Reelt set er nogle af de modificerede vandløb – hernede kalder vi dem kanaler – at betragte som åbne dræn. Vi oplever nu, at nogle vandløb længere mod vest næsten hvert år løber over deres bredder og skaber yderligere udfordringer. Derfor er det i vandløbslauget også vores interesse at danne et overblik over udfordringerne i hele området og tage en debat med myndighederne ud fra det,” fortæller Niels Iversen.
Han fortæller, at de syv lodsejere, som er medlemmer af bestyrelsen i lauget, mødes flere gange om året omkring de udfordrede steder for at diskutere mulige løsninger.
”Vi får debatteret de største udfordringer, og vi kommer nok også af med et par frustrationer internt. Så samler vi vores erfaringer og forslag, så vi kan præsentere det, når vi efterfølgende har møde om vandløbsvedligeholdelse med Aabenraa og Tønder kommune. Det har givet en mere konstruktiv dialog,” siger Niels Iversen.
Lauget har f.eks. haft dialogmøder i felten med to-tre personer fra forvaltningen i Aabenraa Kommune om alt fra grødeskæring til sandpuder.
”Det er klart vores oplevelse, at når vi kommer som vandløbslaug, bliver vi i højere grad lyttet til, end hvis vi hver især skulle have haft dialogen med kommunen.”
Emneord