I forundersøgelsen fastlægges det, hvilke virkemidler der kan sikre, at lavbundsarealet bliver tilstrækkeligt vådt, samtidig med at arealer udenfor projektarealet ikke påvirkes negativt.
For at kunne opnå den ønskede CO2-reduktion med projektet er det nødvendigt at genskabe den naturlige hydrologi i området. Den bedste effekt opnås, når vandstanden kommer til at stå så tæt som muligt på terrænoverfladen på en stor del af projektområdet. Herved skabes iltfri forhold, der bremser nedbrydningen af jordens organiske materiale.
Arealerne kan vådgøres ved at holde på nedbør, der falder direkte på markerne indenfor projektområdet, ved at sløjfe dræn, tilkaste grøfter eller slukke eventuelle drænpumper. Herudover kan dræn og grøfter, der fører vand igennem projektområdet fra et højere beliggende drænopland sløjfes, så drænvandet overrisler projektområdet.
Endelig kan det være, at man kan hæve vandstanden i et vandløb, så der indimellem forekommer oversvømmelser. Hyppigheden af oversvømmelser kan øges ved at genslynge vandløbet eller hæve bunden ved udlægning af grus.
Samtidig skal det sikres, at der ikke sker uhensigtsmæssig vandpåvirkning af marker udenfor projektarealet. Dette kan sikres naturligt, hvis omgivende marker ligger højere i terrænet. Ellers kan der som afværgetiltag etableres nye dræn, grøfter eller membraner i kanten af projektområdet.
For at sikre en effektiv vådlægning af et lavbundsområde skal dræn indenfor projektområdet sløjfes. Dette kan man enten gøre ved at grave hele drænrøret op eller overskære/knuse rørene med passende afstand, så der ikke er vandstrøm igennem røret. Hvor der kommer rør fra drænsystemer udenfor projektarealet, skal det sikres, at drænvandet kan risle ud på terrænoverfladen uden risiko for tilbagestuvning.
Hoveddræn kan omlægges med reduceret fald, så der er frit udløb på terræn. Det kan være nødvendigt at øge dimensionen på de nye rør, så kapaciteten opretholdes. Hvor rørene kommer ud på terræn, skal det sikres, at de ikke kan ødelægges af maskiner eller græssende dyr ved fx at lægge sten omkring og ovenpå rørene.
De gamle drænrør er fjernet og vandet ledes igennem en kort grøft indtil det er i niveau med terræn.
Eksisterende grøfter skal tildækkes langs hele strækningen eller med passende mellemrum. Hvis grøften tilkastes på delstrækninger og bevares herimellem, kan det være hensigtsmæssigt at afgrave brinkerne på de bevarede strækninger. Så bliver skråningerne flade og lette at færdes på af hensyn til efterfølgende afgræsning. Samtidig kan der etableres små lavvandede søer, hvilket øger naturindholdet.
Overskudsjord fra afgravende brinker kan anvendes som fyldmateriale andre steder. Generelt bør jord til tilkastning af grøfter skaffes som overskudsjord indenfor projektområdet for at sikre imod tilførsel af fx forurening eller næringsstoffer.
Ved at genslynge et kanaliseret vandløb øges vandløbets udstrækningen hvorved faldet og hastigheden reduceres. Begge dele fører ti en naturlig tilstand i vandløbet. Dette fører til hyppigere oversvømmelser af de omkringliggende arealer.
Det er vigtigt at udformningen af den nye vandløbsstrækning og brinkernes skråningsanlæg er mest hensigtsmæssig af hensyn til vandløbets naturlige dynamik og forekomst af levesteder for dyr og planter.
Den tidligere udrettede grøft er genslynget, så vandhastigheden nedsættes.
Vandløbets bund kan hæves ved udlægning af enten råjord eller gydegrus. Når vandløbsbunden ligger højere nedsættes kapaciteten til at transportere vand og der vil oftere være oversvømmelser af de omkringliggende arealer. Når vandet står højere i vandløbet, er den afdrænende effekt på de omgivende arealer reduceret og grundvandsspejlet vil stå højere.
Inden vandløbet ændres ved genslyngning eller hævning af bunden er det væsentligt at sikre, at der ikke sker en uhensigtsmæssig opstuvning og negativ påvirkning udenfor projektarealet.
Ved udlægning af grus og store sten hæves vandløbsbunden og der skabes skjul og gydesteder for fisk.
I forundersøgelsen skal det dokumenteres, at projektet ikke vil påvirke dræningsforholdene udenfor projektområdet negativt. Det vil som udgangspunkt sige, at grundvandsspejlet ikke må øges, så det står tættere på terræn end 1,25 meter i en middelsituation. Hvor det er muligt, bør projektgrænsen fastsættes, så lavtliggende arealer indgår i projektet, og højere beliggende arealer ligger udenfor.
Hvor der fx er naboarealer, der ikke kan medtages i projektet, kan grundvandsspejlet sænkes ved etablering af drængrøfter eller drænrør langs projektgrænsen. Hvis drænene placeres i 1,25 meters dybde er der sikret tilstrækkelig dræning af marker udenfor projektområdet. Etablering af dræn vil dog også udtørre en del af lavbundsarealet, hvilket mindsker projektets effekt.
Er det nødvendigt at hæve vandstanden helt ud til projektgrænsen, kan der nedgraves en membran ved projektgrænsen. Dette er dog et omkostningsfuldt tiltag, der typisk anvendes, hvor der er ønske om at genoprette en højmose, hvor naturindholdet er betinget af en høj vandstand.
