Planter, Grise, Kvæg

I alt 33 kommuner får forlænget frist for udbringning af flydende husdyrgødning og affald i efteråret 2025

En våd sommer og efterår kan udløse en forlængelse af fristen for udbringning af flydende husdyrgødning og flydende affald til vinterraps og fodergræs. Fristen bliver forlænget i 33 kommuner, og da opgørelsesperioden for nedbør sluttede med udgangen af uge 38, kommer der ikke flere til.

Nyhed

11. september 2025

 Opdateret 25. september 2025

Normalt er fristen for udbringning af flydende husdyrgødning og flydende affald den 1. oktober, men megen regn kan forlænge fristen til og med 14. oktober. 

For at udløse en forlængelse skal der i ugerne 21-38 (ca. juni til sidst i september) falde mere nedbør end normalt, og samtidig skal der i ugerne 30-38 (ca. starten af august til sidst i september) falde 30 pct. mere nedbør end normalt. Reglerne er beskrevet i Gødningsanvendelsesbekendtgørelsens § 9 stk. 10.

Ved opgørelsesperiodens afslutning (21. september) er fristen udløst i 33 kommuner. Kommunerne fremgår af tabel 1.

Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø foretager en officiel offentliggørelse af kommunerne med forlænget frist på deres hjemmeside.

Årsagen til den forlængede frist i især Sydøstdanmark er bl.a. de ekstremt store mængder nedbør, som faldt i slutningen af juli. Siden da har det været relativt tørt.

Uanset om udbringningsfristen forlænges eller ej, så er det en god ide at få gylleudbringningen planlagt, så den kan ske så tidligt som muligt og gerne i god tid inden 1. oktober, da kvælstofudnyttelsen generelt er bedre, jo tidligere gyllen udbringes om efteråret.

Kommuner, hvor fristen for udbringning af flydende husdyrgødning og affald er forlænget til og med 14. oktober 2025:

  • Assens
  • Billund
  • Esbjerg
  • Fanø
  • Faxe
  • Faaborg-Midtfyn
  • Guldborgsund
  • Holbæk
  • Kalundborg
  • Kerteminde
  • Kolding
  • Langeland
  • Lemvig
  • Lolland
  • Middelfart
  • Nordfyns
  • Nyborg
  • Næstved
  • Odense
  • Ringkøbing-Skjern
  • Ringsted
  • Slagelse
  • Sorø
  • Stevns
  • Struer
  • Svendborg
  • Tønder
  • Varde
  • Vejen
  • Vejle
  • Vordingborg
  • Ærø
  • Aabenraa

Vil du vide mere?

Støttet af

  • Logo for Planteafgiftsfonden (PLAF)