Kvælstofudledning år 1900 contra mål i vandområdeplaner

Aarhus Universitet har i 2022 publiceret en rapport indeholdende beregninger af kvælstofudledningen til kystvande omkring år 1900[1]. Ifølge rapporten var udledningen på dette tidspunkt omkring 36.000 ton kvælstof pr. år fra danske vandoplande. Det er mere end det dobbelte af den tidligere beregning af udledningen år 1900, der i forbindelse med Vandområdeplaner for 2015-2021 blev betragtet som den såkaldte referencetilstand i Vandrammedirektivet. Referencetilstanden bliver brugt til beregning af, hvilken kvælstofudledning, der maksimalt må være for at den i Vandrammedirektivet krævede ”god økologisk tilstand” kan opnås i vandmiljøet. ”God økologis tilstand” er specifikt defineret som en afvigelse fra referencetilstanden på hhv. 26% for ålegræssets dybdegrænse og 36-56% for koncentrationen af klorofyl-a (proxy for planktonalger) afhængig af vandområde.

Men genberegningen af udledningen år 1900 har ikke ført til, at kvælstofudledningen i referencesituationen er blevet reduceret, og at ”god økologisk tilstand” i vandmiljøet kan nås med en mindre reduktion af kvælstofudledningen end forudsat i vandområdeplanerne for 2015-2021.

Tværtimod har Aarhus Universitet beregnet, at for at nå målene i 2027 skal kvælstofudledningen til kystvandene reduceres til 38.400 ton på landsplan[2]. I Vandområdeplanerne for 20215-2021 viste beregningen, at kvælstofudledningen kun skulle reduceres til ca. 44.000 ton for at nå målene[3]. 

Det betyder, at kvælstofudledningen som gennemsnit af kystvandoplandene skal reduceres til et niveau, der er tæt på udledningen år 1900. Men da de af AU fastsatte reduktionskrav er meget forskellige for kystvandene, betyder det, at for nogle kystvandoplande vil den beregnede tilladelige kvælstof-udledning ligge betydeligt under kvælstofudledningen år 1900. 

SEGES har fra data leveret af DCE med udledningen år 1900 fordelt på kystvandoplande og fra udkastet til vandområdeplaner beregnet, hvor stor den tilladelige udledning er angivet til i vandområdeplanerne i procent af udledningen i år 1900. 100 pct. svarer således til, at vandområdeplanerne angiver, at der i 2027 må udledes samme kvælstofmængde som i år 1900. I 40 pct. af kystvandoplandene må udledes mindre kvælstof i 2027 end i samme kystvandopland år 1900, mens der i resten af oplandene må udledes mere kvælstof end i år 1900. I 15 pct. af oplandene skal udledningen være mindre end 60 pct. af udledningen år 1900. I tolkningen af resultater skal man være opmærksom på, at der er en betydelig usikkerhed på udledningen år 1900 særlig i mindre kystvandoplande. 

I figur 2 er der for tre forskellige kystvandoplande af en betydelig størrelse angivet den beregnede udledning i år 1900, den målte udledning 2014-2018 og den tilladelige udledning ifølge vandplanerne for 2021-2027. Udledningen til Østersøen fra Bornholm skal reduceres til et niveau, der ligger 51 pct. under udledningen i år 1900. For Odense Fjord skal udledningen ned på et niveau, der ligger 20 pct. under udledningen år 1900. Omvendt må udledningen til Lister Dyb forøges med 60 procent ifølge vandområdeplanerne.

Beregningerne viser således, at selvom målsætningen i vandplanerne for udledningen af kvælstof i 2027 for nå god økologisk tilstand samlet for hele landet er lidt højere end kvælstofudledningen i år 1900, er der kystvandoplande, hvor udledningen skal reduceres til et niveau betydeligt under år 1900 niveauet. SEGES vurderer, at landbrugsproduktionen i disse områder skal reduceres betydeligt for at kunne opfylde disse reduktionskrav. 

Hvorfor har Århus Universitet ændret udledningen i referencesituationen?   

Den oprindelige tilgang fra Aarhus Universitet var, at tilstanden i vores kystvande i år 1900 var svarende til referencetilstanden. Dette beror på observationsdata for ålegræsset dybdeudbredelse omkring år 1900. Ålegræsset voksede på dette tidspunkt ud på stor vanddybde, som man mente var tilfredsstillende i forhold til at angive dette som referencetilstand. Det var samtidig logikken, at vandet nødvendigvis måtte være klart for, at ålegræsset kunne vokse ud på de store dybder og heraf, at der måtte være få alger i vandet, hvorfor også indholdet af klorofyl i år 1900 blev betragtet som reference. 

Efter genberegningen af udledningen år 1900 mente Aarhus Universitet ikke, at man kunne betragte udledningen år 1900 som referencetilstand, da udledningen af kvælstof allerede her var påvirket af landbrugsproduktionen. Aarhus universitet valgte fortsat at beskrive referencetilstanden for ålegræs ved tilstanden år 1900, men mente ikke man kunne beregne referencetilstanden af klorofyl på baggrund af den senest beregnede udledning år 1900. Man valgte i stedet at beregne en referencetilstand for klorofyl ved fortsat at bruge kvælstoftilførslen som svarer til ”naturoplande”[4]

Hvad er SEGES vurdering?

Aarhus Universitets valg i forhold til at fastlægge referencen for klorofyl har endog meget stor betydning for kvælstofreduktionskravene. Det paradoksale ved Aarhus Universitets valg er, at de ser bort fra, at der nødvendigvis måtte have været relativt lidt klorofyl i vandet år 1900, da vandet var klart, fordi ålegræs voksede ud på stor vanddybde. Man burde således kunne få en tilstand, som man havde omkring år 1900 med den kvælstofudledning man havde omkring år 1900. 

Når Aarhus Universitet vælger at anvende en udledning som svarer til naturoplande, så kompliceres fastsættelsen af referencen, da ålegræssets dybdegrænse fastsættes på baggrund af tilstanden år 1900, mens referencen for klorofyl-a fastsættes efter en beregning, hvor man anvender en kvælstoftilførsel fra en tidsperiode mange hundrede år før år 1900. Dermed er der reelt ikke fastsat en økologisk reference for et samlet økosystem, men for et økosystem på 2 forskellige tidspunkter i historien. Dette er problematisk i forhold til vandrammedirektivet. Universitets beslutning skærper desuden kvælstofreduktionskravene til landbruget kraftigt i forhold til den observerede tilstand man havde år 1900.

Det betyder, at kvælstofudledningen i nogle oplande skal reduceres meget i forhold til udledningen år 1900, hvor indtrykket har været, at miljøtilstanden var god i kystvandene. Det er ligeledes overraskende, at indsatskravet fra Vandområdeplanen for 2014-2021 til Vandområdeplan for 2021-2027 kan ændre sig så meget geografisk. 

F.eks. har der været et meget højt krav om målrettede efterafgrøder i Nordjylland men ingen krav på Djursland i vandområdeplan 2014-2021. I Vandområdeplan 2021-2027 er det omvendt. SEGES har løbende fremført en række indvendinger mod beregningen af indsatskrav, hvoraf de vigtigste er:

• Ingen hensyntagen til den tidslige fordeling af udledningen
• Manglende sammenhæng mellem ålegræs og klorofyl som indikatorer
• Manglende hensyntagen til andre presfaktorer såsom fosfor, fiskeri mv.