Giftige planter - Tigger-Ranunkel
Beskrivelse, giftvirkning, behandling og bekæmpelse af Tigger-Ranunkel.
Beskrivelse, giftvirkning, behandling og bekæmpelse af Tigger-Ranunkel.
Familie: Ranunkelfamilien (Ranunculaceae), Crowfoot
Slægt: Ranunkel (Ranunculus), "smørblomst", Buttercup
Art: Tigger-Ranunkel (R. scleratus), Celery-leaved Buttercup
Tigger-Ranunkel er grenet, bleggrøn næsten glat 15 - 60 cm høj buskagtig plante med hul stængel, glinsende 3 - 5-delte blade, de øverste med linjeformede flige. Små bleggule blomster på furede stilke. Frugtsamlingen er aflang og består af talrige små nødder. Planten er enårig og blomstrer i juni - juli.
Tigger-Ranunkel vokser ved søer, langs vandløb og på fugtige arealer.
Tigger-Ranunkel kan forveksles med andre arter i Ranunkel slægten f.eks. Nyrebladet Ranunkel (R. auricomus), Langbladet Ranunkel (R. lingua), Nedbøjet Ranunkel (R. flammula), Ager-Ranunkel (R. arvensis ), Stivhåret Ranunkel (R. sardous), Knold-Ranunkel (R. bulbosus), Lav Ranunkel (R. repens), Bidende Ranunkel (R. acris).
Tigger-Ranunkel kan kendes fra andre Ranunkel arter på, at blomsterne er små, og frugtstanden er aflang.
Andre arter i Ranunkelfamilien har samme giftvirkning som Tigger-Ranunkel. I Ranunkel-slægten er det Bidende-Ranunkel, Knold-Ranunkel og Ager-Ranunkel. Af andre slægter i Ranunkelfamilien, som har en giftvirkning er Anemone-slægten (Anemone), Kobjælde-slægten (Pulsatilla) og Kabbeleje-slægten (Caltha).
Tigger-Ranunkel og andre planter i Ranunkelfamilien indeholder giftstoffet protoanemonin, som kan fremkalde forgiftninger hos alle husdyr.
Dyrene vil vrage Tigger-Ranunkel under afgræsning, hvis der er andet foder. Planten kan give problemer ved afgræsning. Giftstoffet protoanemonin omdannes let til anemonin, som ikke er giftigt. Derfor vil hø med et stort indhold af Tigger-Ranunkel ikke være giftig. Ensilage med Tiger-Ranunkel kan derimod være giftigt, da protoanemonin er stabilt ved pH 4,8 - 8. Det er derfor nødvendigt at vurdere indholdet af Tigger-Ranunkel i ensilagen inden den udfodres.
For kvæg er det undersøgt, at de kan æde 2,5 kg Tigger-Ranunkel, uden af det giver problemer. Lave doser af Tigger-Ranunkel kan dog være et problem, da det kan ændre dyrets balance, så mælkeydelsen eller tilvæksten går ned.
Optagelse af Tigger-Ranunkel giver savlen, betændelse og hævelser i munden samt skader på fordøjelseskanalen. Der kan være diarré og mørk eller blodig urin, usikker gang samt svækkelse af synet. Ved en meget stor optagelse af Ranunkel kan der opstå kramper, koma og kredsløbskollaps og eventuelt respirationslammelse.
Undgå at fodre med Ranunkel, hvis der er symptomer på forgiftning. Er der skader på fordøjelseskanalen, kan der behandles med intravenøs tildeling af 150 - 250 ml 10% natriumthiosulphat 2 gange om dagen i 3 dage.
Canadian Poisonous Plants Information System
Indiana Plants Poisonous to Livestock and Pets
Kilde: Ebbe Thorsen, Giftige planter i kvægets foder. Bachelorprojekt 1996.