Resumé
Meddelelse 1325: Obduktion af 101 selvdøde søer fra seks besætninger viste, at lever- og miltdrejninger, reproduktionsvejslidelser, mavesår samt universel tarmblødning var de primære årsager til, at søerne døde spontant. Risikoen for akutte dødsfald blandt søer er størst umiddelbart efter flytning af søer og omkring faring.
Obduktion af 101 selvdøde søer fra seks danske besætninger gennemført i perioden 2023-25 viste, at reproduktionsvejslidelser (15 %), leverdrejninger (12 %), miltdrejninger (10 %), traumer (12 %), mavesår (10 %) samt universel tarmblødning (6 %) var de primære årsager til, at søerne døde.
Perioderne umiddelbart efter flytning (0-5 dage) og omkring faring var særligt kritiske. Leverdrejninger forekom kun i farestalden og primært hos søer med en rygspæktykkelse over det anbefalede interval. Hele 68 % af de selvdøde søer havde en rygspæktykkelse over det anbefalede interval, hvilket peger på, at bedre huldstyring kan være en vigtig indsats for at reducere risikoen for spontan død – især ved organdrejninger.
Kun hos 30 % af søerne blev der registreret manglende ædelyst eller sygdomstegn forud for dødsfaldet, så disse registreringer kunne oftest ikke forudsige de spontane dødsfald. Registreringer af nedsat velbefindende/utrivelighed var især knyttet til mavesår og universel tarmblødning (>50 %) samt børslyngning/-betændelse med rådne fostre (40 %). Desuden havde hver tredje so, der døde af leverdrejning, nedsat ædelyst dagen før.
Resultaterne understreger behovet for øget opmærksomhed på søernes trivsel før, under og efter faring samt for yderligere forskning i årsagerne til og forebyggelsen af lever- og miltdrejning.
Systematiske obduktioner anbefales som et vigtigt redskab til at identificere mønstre og årsager til dødelighed, så forebyggende tiltag kan målrettes mere effektivt. Samlet set peger undersøgelsen på, at bedre management omkring flytning, faring og fodring samt præcis styring af huld kan bidrage til at reducere sodødeligheden og forbedre både dyrevelfærd og produktivitet i besætningerne.
Vil du vide mere?
Emneord
