Grise

Etablering af faciliteter til bestemmelse af fodermidlers fordøjelighed hos grise på Forsøgsstation Grønhøj

Resumé

Notat 2224: Den fækale fordøjelighed af et givent næringsstof er defineret som forskellen mellem den mængde, der er indtaget med foderet og den mængde, der er tilbage i gødningen. Tyndtarmsfordøjeligheden af et næringsstof følger samme princip og defineres som forskellen mellem den mængde, der er indtaget med foderet og den mængde, der er tilbage i tarmindholdet målt ved enden af grisens tyndtarm, før det transporteres videre til blind- og tyktarm. 

I disse år er der fokus på at udvikle alternative proteinkilder, som kan produceres med et lavere klimaaftryk end sojaprodukter. En succesfuld anvendelse af nye alternative proteinfodermidler er betinget af, at vi er i stand til at vurdere den næringsmæssige værdi med høj nøjagtighed, således at disse fodermidler kan indgå i foderet i betydelige mængder uden tab af produktivitet og foderudnyttelse.

I det danske fodervurderingssystem rangeres fodermidlernes aminosyreindhold ved hjælp af standardiserede tyndtarmsfordøjeligheder, mens næringsstofværdien af fibre og mineraler er baseret på fækale fordøjeligheder. Det er derfor centralt at kende tyndtarmsfordøjeligheden af de essentielle aminosyrer og de fækale fordøjeligheder af mineraler og fibre i alternative proteinfodermidler for at kunne beskrive næringsstofværdien og lave en produktionsøkonomisk optimering af foderets sammensætning.

Fordøjelighedsforsøg vil forbedre muligheden for at optimere foderblandinger mere effektivt for at forbedre foderudnyttelsen og dermed reducere klima- og miljøbelastningen. Der er derfor behov for at etablere faciliteter til en systematisk fastlæggelse af fodermidlers fordøjelighed. I første omgang (år 2023) etableres faciliteter på Forsøgsstation Grønhøj til bestemmelse af tyndtarmsfordøjeligheder, da resultater vil kunne indarbejdes i det danske fodervurderingssystem på kort sigt. Herefter etableres faciliteter til bestemmelse af fækal fordøjelighed.

Vil du vide mere?

Støttet af