Køer i overgangsperioden klarer sig bedre, hvis de har god plads. En ædeplads til hver, bløde og store sengebåse og god plads på gangarealerne afspejler sig i både ydelse og sundhed. Foto: SEGES.

Kvæg

Disse forhold for goldkøer og nykælvere påvirker ydelsen mest

I USA har de et indeks for køernes overgangsperiode, Transition Cow Indeks, der viser, hvor godt køerne kommer igennem tiden som goldkøer og nykælvere. Se også listen over, hvilke forhold i køernes overgangsperiode, der påvirker mælkeydelsen mest.

Amerikanerne har en helt anden tradition for at fokusere på perioden fra at være goldko til at være nykælver. 

De skelner ikke på samme måde mellem goldkøer og nykælvere, men kalder køer i hele perioden fra tre uger før kælvning til tre uger efter kælvning for ’transition-cows’, som kan oversættes til ‘overgangskøer’.

Amerikansk indeks for overgangsperiode – Transition Cow Index (TCI)

Dr. Ken Nordlund, University of Wisconsin, Madison, som blandt andet har gæstet kvægkongressen, har udviklet et indeks, Transition Cow Index (TCI), der viser, hvor godt køerne har klaret sig igennem den periode. 

Indekset er et udtryk for nykælvernes ydelse ved første ydelseskontrol i forhold til den forventede ydelse. Indekset er beregnet ud fra:

  • Tidligere ydelse
  • Kviers alder ved kælvning
  • Genetisk niveau
  • Besætningens ydelsesniveau 
  • Tidligere sygdom 
  • Goldperiodens længde.

Et positivt TCI viser, at koens ydelse ligger over det forventede niveau, mens et negativt viser, at ydelsen ligger under.

Madrasser i sengebåsene koster mælkeydelse – sandsenge giver mere mælk

Med TCI kan man forudsige en negativ effekt på køernes mælkeydelse ud fra vurdering af staldsystem og managementniveau i kvægbesætningen. 

Fx betyder madrasser i overgangsperioden -2,2 kg mælk pr. ko. pr. dag, hvorimod sand giver +1,8 kg mælk pr. ko pr. dag. 

 

Madrasser i overgangsperioden betyder -2,2 kg mælk pr. ko. pr. dag, hvorimod sand giver +1,8 kg mælk pr. ko pr. dag.
Dr. Ken Nordlund, University of Wisconsin

 

Disse forhold i overgangsperioden betyder mest for mælkeydelsen

Ken Nordlund har ranglistet, hvad der har den største positive indflydelse på TCI. 

En prioriteret rangliste ser således ud:

  1. Plads ved foderbordet
    Tilstrækkeligt antal ædepladser til, at alle køer i gruppen af højdrægtige goldkøer og nykælvere kan æde samtidig. En goldko af stor race bør have 80 cm ædeplads, en nykælver 75 cm. 
  2. Blødt underlag
    Lejet bør være sengebåse med sand (eller andet blødt løslejret materiale) eller dybstrøelse. 
  3. Store sengebåse
    Rigelig plads i sengebåsen, så køerne kan lægge og rejse sig:

    130 cm brede sengebåse til goldkøer af stor race
    125 cm brede sengebåse til lakterende køer af stor race
    115 cm brede sengebåse til jersey goldkøer
    110 cm brede til lakterende jerseykøer.
    Fokus på, at sengebøjler, nakkebom og brystbom er korrekt placeret, så sengebåsen er tilpasset koens bevægelser. 

  4. Minimering af social stress
    Undgå, at køerne skal etablere en social rangorden i overgangsperioden. Sammensæt stabile grupper af køer med forventet kælvning indenfor 10 til 14 dage. Det kan gøres ved at etablere stabile grupper i perioden 25 til 60 dage før forventet kælvning.
  5. Hurtig behandling
    Effektive rutiner for hurtig og effektiv udpegning af køer med behov for behandling, fx systematisk undersøgelse af nykælvere. 

Ken Nordlund pointerer, at TCI ikke er et værktøj, der anvendes på enkeltkoniveau, men alene siger noget om management i overgangsperioden på besætningsniveau. 

Vil du vide mere?