Natur og vandmiljø, Planter

Multifunktionel jordfordeling – meget mere end arrondering

Når landbrugsproduktionen samtænkes med biodiversitet, drivhusgasreduktion, klimatilpasning, rent vandmiljø, friluftsliv eller landdistriktsudvikling taler vi om multifunktionel jordfordeling. Staten har afsat 150 mio. kr. til projekter.

Jordfordeling kender vi godt til. Når ordet multifunktionel føjes til, betyder det, at jordfordelingen skal skabe andre gavnlige effekter end det med at af få en bedre arrondering. Med andre ord skal landbrugsproduktionen kobles med bl.a. biodiversitet, drivhusgasreduktion, klimatilpasning, rent vandmiljø, friluftsliv og landdistriktsudvikling.

I 2020-2022 har staten afsat 150 mio. kr. til multifunktionel jordfordeling. Det er kommuner og Naturstyrelsen, der søger Landbrugsstyrelsen om at gennemføre de multifunktionelle jordfordelinger.  

Ved Tim i Vestjylland er man i fuld gang med at lægge brikkerne til en multifunktionel jordfordeling.

Video: Multifunktionel jordfordeling ved Tim i Vestjylland

Den multifunktionelle idé om jordfordeling

Multifunktionel jordfordeling er et puslespil, hvor jorden skal omfordeles på nye måder i et samarbejde mellem områdets lodsejere, kommunen og lokale foreninger. Det er ikke altid nemt at få til at gå op, men målet er, 

  • at lodsejerne får samlet deres marker i større blokke eller på placeringer, som giver god mening for deres bedrift. Lodsejerne, der lader jord gå ud af drift eller dyrker den ekstensivt, kan få tilbud om landbrugsjord i erstatning 
  • at kommuner får mulighed for at realisere kommunale udviklingsplaner inden for natur, miljø og friluftsliv
  • at foreninger får mulighed for at realisere idéer, der kommer lokalsamfundet til gode og udvikler landdistrikterne. 

I den multifunktionelle jordfordeling er frivillighed en grundpræmis. Der kan således ikke ske arealændringer, medmindre lodsejerne er med på dem. Det skal være en win-win situation, hvor landdistrikterne udvikles, lokalsamfundet får bedre natur, miljø og friluftsmuligheder, og klimaet tilgodeses. Samtidig får lokale lodsejere mulighed for at tage arealer med ringe dyrkningsværdi ud af drift for til gengæld at få bedre driftsøkonomi ved bl.a. at samle jorden omkring deres bedrifter. 

Video: Multifunktionel jordfordeling ved Juelsminde

Pilotordningen for multifunktionel jordfordeling

I 2020 åbnede pilotordningen for multifunktionel jordfordeling. Kravene til projekter er blandt andet:

  • Projektet skal omfatte mellem 100 og 1.000 ha
  • Selve jordfordelingen er betalt af Landbrugsstyrelsen, men du skal selv betale for udgifter til fx rådgiver, Evt. værditab på jord med ændret arealanvendelse finansieres gennem andre ordninger som fx vådområdeprojekter og lignende.
  • Projektet skal gavne mindst 3 nationale interesser, hvor af mindst én af interesserne skal have karakter af direktivforpligtelse 
  • Nationale interesser med direktivforpligtigelse: rent vandmiljø, rent drikkevand, Natura 2000 og Bilag IV-arter, drivhusgasreduktion
  • Nationale interesser i øvrigt: klimatilpasning, natur og biodiversitet, skovrejsning, økologisk landbrug, friluftsliv, landdistriktsudvikling, arrondering af landbrugsjord.

Kontakt din kommune, Naturstyrelsen eller din lokale rådgivningsvirksomhed, hvis du har ideer til eller er interesseret i at deltage i et projekt med multifunktionel jordfordeling.

Rådgivningen om multifunktionelle jordfordeling er med fremme

Som lodsejere er landmænd en helt central spiller i den multifunktionelle jordfordeling. Derfor samarbejder LandboThy, SAGRO, Østdansk Landboforening, VELAS, Lemvigegnens Landboforening og SEGES med at udarbejde redskaber og modeller, som gør landmænd og rådgivere i stand til at implementere multifunktionel jordfordeling. 

Vil du vide mere?

Støttet af