Kaj Kirk, Thy

Natur og vandmiljø, Planter, Økonomi og ledelse

Case: Tidligere mælkeproducent - Derfor planter jeg skov på den dårlige landbrugsjord

Kaj Kirk fra Thy har plantet 5,4 hektar skov på sin ejendom ved Hundborg. Dårlig landbrugsjord, kronvildt, jagtmuligheder og tilskud fik den tidligere mælkeproducent til at vælge skov frem for fortsat landbrugsdrift.

”Med den dårlige landbrugsjord, udsigten til at gøre noget for natur og jagt og med de gode tilskudsordninger, der findes, ja, så er jeg da ikke i tvivl om, at det her er en god investering.”

Sådan siger Kaj Kirk, der har plantet 5,4 hektar skov på sin ejendom ved Hundborg i Thy. Han har fået tilskud fra Klimaskovfonden og hjælp til projektet fra skoventreprenøren Proviido.

Kaj Kirk har tidligere drevet en gård med 180 malkekøer og havde en særlig passion for at dyrke græs og kløver som foder til køerne. For nogle år siden solgte han køerne og købte en gård på Tyskebakken med 74 hektar jord.

Der var allerede plantet skov på en del af arealet, og de første år forsøgte han at drive landbrug på de resterende 20 hektar.

Men det blev ikke ved med at give mening.

”Jorden var ikke den bedste, og den store bestand af kronvildt i området trampede kornet ned gang på gang. Derfor besluttede jeg at plante skov og drive ekstensivt landbrug i stedet,” fortæller Kaj Kirk.

Kaj Kirk, Thy

Video: Skov med blik for næste generation

En ny skov handler ikke kun om træerne. I videoen fortæller lodsejere om ønsket om at skabe mere plads til dyreliv og natur og samtidig efterlade noget, som kommende generationer kan få glæde af. 

14 træ- og buskarter i den nye skov

I den nye skov står 14 forskellige træ- og buskarter nu blandet i rækkerne.

Et eksisterende læhegn indgår i skoven og giver læ for vestenvinden, mens der omkring skoven er åbne græsarealer.

For Kaj Kirk handler omlægningen ikke kun om at finde en anden anvendelse for den dårligere landbrugsjord. Jagten og muligheden for at skabe gode forhold for vildtet er også en vigtig del af projektet.

Skoven skal derfor være med til at skabe levesteder for vildtet, samtidig med at området skal danne ramme om jagt.

”Der er ikke noget bedre end at stå her. Jeg elsker simpelthen at være herude. Der er en helt særlig ro, og man får det bare godt,” siger Kaj Kirk.

Hvis du selv overvejer at bruge en del af din landbrugsjord til skov, har Klimaskovfonden netop åbnet en ny ansøgningsrunde. Fristen for at søge er 2. december 2026. 

Søg om støtte til skovrejsning

Hvis du selv overvejer at omlægge en del af din landbrugsjord til skov, har Klimaskovfonden åbnet en ny ansøgningsrunde. Tilskuddet fra Klimaskovfonden består af to dele:

  • En variabel auktionspris på op til 65.000 kr. pr. hektar.
  • En fast indkomstkompensation på 29.500 kr. pr. hektar almindelig skov eller 44.500 kr. pr. hektar urørt skov.

De to dele giver mulighed for samlet støtte på op til 94.500 kr. pr. hektar almindelig skov og 109.500 kr. pr. hektar urørt skov, afhængigt af skovens CO₂-effekt.

Ansøgere har i gennemsnit modtaget 87.000 kr. pr. hektar i 2025 og 2026.

Frist for ansøgning: 2. december 2026.

Læs mere og søg her  

Har du spørgsmål?

Hvis du har spørgsmål, kan du kontakte:

Laura Eske Madsen
Klimaskovfonden
2480 7091
lm@klimaskovfonden.dk

Mette Thomsen
Klimaskovfonden
2036 4725
met@klimaskovfonden.dk

logo for Klimaskovfonden