solen skinner på en mark

Økonomi og ledelse, Økologi, Grise, Kvæg, Planter

Merkur lancerer ny udlånspulje til bæredygtige projekter

Med en ny udlånspulje gør andelskassen Merkur det nu muligt for økologiske landmænd at låne op til 2 mio. kr. til projekter, der understøtter grøn omstilling eller bedre sociale forhold på bedriften.

Vil du gerne installere solcelleanlæg på taget af stalden? Drømmer du om at give køerne bedre vilkår med nyt staldinventar? Eller går du med tanker om at opgradere frokoststuen? 

Så kan du låne penge til projektet i en ny udlånspulje, som andelskassen Merkur netop har lanceret. I puljen kan økologiske landmænd låne op til 2 mio. kroner til projekter, som understøtter grøn omstilling, bedre dyrevelfærd, biodiversitet eller bedre sociale forhold på bedriften. 

”Mange landmænd drømmer om at investere i bæredygtige tiltag på bedriften, men har ikke mulighed, fordi der lige mangler det sidste på de økonomiske nøgletal. Her giver vi en hjælpende hånd med vores nye udlånspulje, som er målrettet alle former for projekter, der understøtter mennesker, natur og miljø,” siger gruppeleder for Merkurs landbrugsteam Michael Kampp Mortensen. 

Udlånspulje indeholder 20 mio. kroner

Den nye pulje indeholder 20 mio. kroner, og både nuværende og potentielle kunder hos Merkur kan låne midler gennem puljen.

”Puljen er beregnet til gode formål på bedriften, hvor finansieringen måske ikke ligger lige til højrebenet. Samtidig er det en utålmodig pulje i den forstand, at vi ud fra de økonomiske nøgletal har mulighed for lidt større fleksibilitet uden at gå på kompromis med kreditværdigheden i projekterne,” siger Michael Kampp Mortensen. 

Puljen løber resten af 2025

Udlånspuljen løber resten af 2025, og der er ingen faste frister for at søge om et lån i puljen. For at komme i betragtning til puljen kan du med fordel tage fat på en landbrugsrådgiver i Merkur, der kan fortælle om lånemulighederne. Herefter skal du lave en kort projektbeskrivelse med et budget, som sendes til landbrugsrådgiveren. 

”Hvis man overvejer at søge om et lån i puljen, vil jeg opfordre til, at man tager fat på mig eller en af mine kolleger. Vi kan være med til at kvalificere projektet, og vi bidrager også gerne med gode idéer, hvis man gerne vil gøre en indsats, men ikke har konkrete forslag til sin egen bedrift,” siger Michael Kampp Mortensen. 

Både små og store bedrifter kan søge om lån

Den nye pulje er beregnet til både små og store bedrifter inden for alle driftsgrene. I tråd med andelskassens værdigrundlag skal produktionen være økologisk eller biodynamisk. 

”For at låne penge i puljen skal man leve op til Merkurs værdigrundlag, som bl.a. har stort fokus på økologien. Men derudover er det underordnet, om man er kvægbruger, griseproducent eller planteavler, eller om man er et stort landbrug eller blot har 5 hektar jord. Det vigtigste er, at man har viljen til skabe bedre vilkår for miljøet, naturen, dyrene eller medarbejderne på sin bedrift,” siger Michael Kampp Mortensen. 

Har du spørgsmål, kan du kontakte Michael Kampp Mortensen, Gruppeleder, landbrug på mkm@merkur.dk eller tlf. 62 65 68 61.

Emneord

Merkur andelskasse logo