Natur og vandmiljø, Kvæg

Case: Afgræsser kun en del af lavbundsarealet

Niels Minke Nielsen lader en del af arealerne i lavbundsprojektet afgræsse, mens han i andre slår græsset af og lader det ligge på marken eller bjærger wrapballer. Han er glad for, at han gik med i projektet.

Da Niels blev kontaktet af Syddjurs Kommune og spurgt, om han var interesseret at lade sine jorde indgå i det 87 ha store lavbundsprojekt i Termestrup Enge, var han ikke i tvivl om, at det var en god chance. 

- Jeg kunne se, at jorderne gennem de seneste 10 år er blevet mere og mere våde. De gravede meget tørv her i 50-erne, og i nogle områder er det meget vådt. For at overholde aktivitetskravet for at få grundbetaling, har jeg prøvet at hyre en entreprenør med en lille slåmaskine, som kunne køre på de våde områder. Det var en meget dyr slåning i forhold til støtten. 

Afgræsser og slår lavbundsarealet

Det er nu 2 år siden, projektet blev afsluttet. Ved etablering af lavbundsområdet blev adskillige grøfter blokeret. 
- Det er blevet lidt vådere, men jeg synes ikke, det er blevet så vådt, som projektkortet viste. Desværre er det en jord, som man virkelig kan synke ned i, og det gælder også dyrene, hvis de kommer for tæt på de mange grøfter. Det er sværere at holde øje med dem, fordi arealerne er lidt væk fra gården, så det med afgræsning er noget besværligt og usikkert på en del af arealet. 

Kødkvæget græsser på 20-25 ha af lavbundsarealerne, og Niels slår græsset af og lader det ligge på marken eller bjærger wrapballer. Dyrene er krydsninger, der er lette at arbejde med og giver en vis kødproduktion.

Kommunen har snakket med ham om at hegne mere af arealet, men han har ikke lyst til at afgræsse de mere ukurante eller vådeste hjørner. Det samme gælder arealer med dybe grøfter, hvor dyrene kan falde i og sidde fast. Og så har han heller ikke behov for så meget græsningsareal til sin besætning. 

Ved etablering af lavbundsprojektet må Niels ikke længere gøde jorden. Han har observeret flere smørblomster og mere siv, så han er klar over, at græsproduktionen vil falde med årene.
- Jeg er glad for, at jeg gik med i projektet. Jeg har fået en kompensation, for at området nu bliver vådt, og jeg er overordnet godt tilfreds, for jeg synes, det er en realistisk pris i forhold til jordens værdi. Og så synes jeg, det er sjovt at have området.

Lavbundsprojektet ved Termestrup Enge – etableret i 2018

Termestrup Enge ved Hornslet i Syddjurs Kommune. Lavbundsområdet blev på 88 hektar. 
Forventet reduktion af drivhusgasser: 1450 t CO2/år svarende til 16,5 t CO2 pr. ha.  

Vil du vide mere?