
EU-støtte til naturpleje ved forpagtnings- og græsningsaftaler
Før man søger EU-støtte (Grundbetaling, plejegræstilskud og økologitilskud) til et landbrugs- og naturareal, er det vigtigt at være helt sikker på, hvem der råder over arealet.
Før man søger EU-støtte (Grundbetaling, plejegræstilskud og økologitilskud) til et landbrugs- og naturareal, er det vigtigt at være helt sikker på, hvem der råder over arealet.
Ved forpagtningsaftaler er det forpagter, der kan søge om EU-støtte. Ved græsningsaftaler er det som udgangspunkt ejeren, der har råderetten. Men indehaveren af græsningsretten kan principielt godt søge Grundbetaling, dog ikke pleje- og miljøtilskud eller økologitilskud.
EU-støtte til landbrugs- og naturarealer udbetales til den, der råder over arealet og samtidig overholder betingelserne for at modtage støtte. Derfor skal man kunne dokumentere, at man er den aftalepart, der har rådigheden, hvis man for eksempel søger Grundbetaling, økologistøtte, tilskud til pleje af græs- og naturarealer og lignende. Hvis man ikke kan påvise sin rådighed over arealet, kan det føre til krav om tilbagebetaling og i værste fald sanktion.
Derfor er det vigtigt, at grundlaget for aftalen er stringent, og at det er helt klart, hvem der har rådigheden. Der er set eksempler, hvor to ansøgere har søgt støtte til det samme areal - begge i den tro, at de havde rådigheden ud fra samme aftale.
Aftalens stringens starter allerede i valg af ord. Udtrykket “forpagtningsaftale” dækker aftaler, der tillægger forpagter rådigheden over arealet, mens græsningsaftale sikrer, at det som udgangspunkt er ejeren, der fortsat råder over arealet. I forpagtningsaftaler er det således forpagter, der kan søge om EU-støtte, mens det i græsningsaftaler er ejeren.