Kvæg

Få styr på maskinomkostninger med gratis digitalt kursus


Gratis, digitalt kursus guider dig igennem den del af FMS (Foder-Mark-System), der fokuserer på brugen af egne maskiner.

Nu er det slut med at gætte sig til, hvordan nye tiltag i maskinparken vil påvirke økonomien. Eller gætte sig til, hvordan det overhovedet forholder sig med bedriftens maskinomkostninger. Et gratis digitalt kursus lærer dig nemlig, hvordan du bruger den del af FMS, Foder-Mark-System, der fokuserer på økonomien i egne maskiner.

Afprøv ideerne

Peter Hvid Laursen, SEGES, står bag det digitale kursus. Kurset henvender sig til både rådgivere og landmænd, der gerne vil lære, hvordan man bruger FMS. Peter Hvil Laursen fortæller, at denne del af programmet bør bruges af alle, der anvender egne maskiner til markarbejdet. ”For det første finder man ud af, hvad ens maskinomkostninger reelt er. Derudover er FMS genialt til at afprøve økonomien i de ideer, man får. Hvad sker der fx, hvis jeg går over til pløjefri dyrkning og skal investere i nye redskaber i stedet for ploven? Eller hvordan er økonomien i at bytte den 4-furede plov ud med en 5-furet? Det overrasker mange,” fortæller han.

Spol tilbage, så tit du vil

Det digitale kursus er det andet i rækken om FMS. Man skal have taget FMS modul 1, før man kaster sig over modul 2. Det bygger nemlig videre på de beregninger, man lavede i modul 1. Til gengæld er digitale kurser ifølge Peter Hvid Laursen en optimal måde at lære, hvordan man bruger et nyt program. ”Man kan stoppe kurset og høre det samme, så tit man vil. Og man kan have kurset kørende på én skærm, samtidig med at man prøver tingene af i selve programmet på en anden skærm,” forklarer Peter Hvid Laursen.

Inspiration til bedriftens forudsætninger

Målet med kurset er, at brugeren efter at være blevet ledt rundt i programmet inspireres til at arbejde videre med bedriftens egne forudsætninger.

Du kan tage de digitale kurser i FMS på din pc, når det passer dig. Det er gratis og varer ca. 27 minutter. Se kurserne her

Hvis ikke du allerede har FMS, kan du få det tilsendt ved at sende en mail til phl@seges.dk

Du kan finde de gratis kurser i FMS på landbrugsinfo.dk/digitalekurser

Artiklen har været bragt i KvægNYT nr. 14, 2018.

Vil du vide mere?