Planter

Første resultat af genotypetest af kartoffelskimmel 2024

Aarhus Universitet har frigivet de første foreløbige resultater af genotypetest (fingerprints) af indsamlede isolater af kartoffelskimmel fra første halvdel af vækstsæsonen 2024.

Alle testede isolater er de såkaldte ”others” (figur 1), som indikerer, at hvert eneste skimmelisolat er en enkeltstående type, og som med stor sandsynlighed stammer fra jordsmitte (oosporer). Der er således ingen forekomst af genotypen EU43 i starten af 2024, som i 2022 og 2023 var stærkt korreleret med resistens overfor Revus (mandipropamid) eller andre genotyper (EU37 og EU46), som i større eller mindre grad er korreleret til resistens overfor Shirlan/Banjo/Zignal (fluazinam) eller Zorvec Enicade (oxathiapiprolin). 

Resultaterne er fremkommet meget hurtigt i et samarbejde mellem Aarhus Universitet og James Hutton Institute i Skotland indenfor det europæiske forskningsnetværk EuroBlight. Resultaterne skal tages med forbehold, da de endnu ikke dobbeltkontrolleret, men er af så stor betydning for den fremtidige bekæmpelsesstrategi, at de bringes nu.

Foreløbige resultater af genotypetest

Figur 1. Foreløbige resultater af genotypetest foretaget af James Hutton Institute i samarbejde med Aarhus Universitet viser, at alle isolater er af typen ”others”, dvs. enkeltstående isolater. De endelige resultater vises senere på året på EuroBlights hjemmeside. Isolaterne er indsamlet af Aarhus Universitet, konsulenter fra rådgivningsvirksomheder og fra stivelsesfabrikkerne.

Når isolaterne tilsyneladende stammer fra oosporer, som er dannet for mindst tre år siden, er der lille risiko for, at der er udviklet resistens i isolater fra oosporer i første halvdel af vækstsæsonen overfor Revus eller Zorvec Enicade (oxathiapiprolin). Dette betyder, at der forventelig har været god effekt af både Zorvec Enicade og Revus i blanding med andre midler i første halvdel af sæsonen. Det er endnu ikke muligt at sige noget om sandsynligheden for følsomhed overfor Shirlan/Banjo/Zignal (fluazinam), men da kartoffelskimmel generelt er under kontrol, selv under de meget skimmelfavorable forhold i starten af vækstsæsonen 2024, ser det ud til, at fluazinam fortsat har godt effekt. 

De endelige resistenstest af svampemidler er tidskrævende og kommer først senere på året.

Fortsat anbefaling

Nedgangen i forekomsten af blandt andet EU 43 viser, at strategien med blanding og alternering har vist sig at være effektiv. Strategien skal derfor fastholdes, også i sidste halvdel af vækstsæsonen, både af hensyn til forebyggelse af kartoffelskimmel i sæson 2024 men også i 2025 og fremadrettet.

  • Zorvec Enicade bør ikke længere bruges i sæson 2024, da der nemt udvikles resistens, hvis der behandles på selv lidt skimmel. Det er vigtigt, at effekten af Zorvec Enicade fastholdes.
  • Anvend altid mindst to forskellige virkemekanismer/midler i hver behandling.
  • To behandlinger efter hinanden bør indeholde mindst tre forskellige virkemekanismer.

Vil du vide mere?

Støttet af