Planter, Natur og vandmiljø

Udvaskning og kvælstofbalancer i SEGES’ forsøg med sugeceller

Resumé

Ud fra 17 fastliggende landsforsøg i perioden 2015-19 er det ikke muligt at konkludere, om eftervirkning af handelsgødning påvirker kvælstofudvaskningen. Ifølge den eksisterende viden på området, vil effekten på udvaskningen også være ganske beskeden; 3 til 4 kg N/ha højere udvaskning i led tilført 300 kg N/ha sammenlignet med led tilført 200 kg N/ha, sammenlignet med de forskelle, som eksempelvis de forskellige års klima (især nedbør/afstrømning) og afgrøde indvirker på udvaskningen. 

Beregningerne af samlede kvælstofregnskaber, inkluderende alle til- og fraførselsposter, viste, at der ved kvælstoftilførsel op til normen sker en netto-frigivelse fra jordens kvælstofpulje på både ler- og sandjord. Ved kvælstoftilførsel over ca. 10% af N-normen var der i gennemsnit et kvælstofoverskud, hvilket dog på især lerjord afhænger meget af den estimerede denitrifikation.

De altdominerende poster i kvælstoffraførsel på sandjord er kerne/frø, evt. bjærget halm og udvaskning. På sandjord beregnedes disse poster til at udgøre over 94% af det samlede tab ved kvælstoftilførsler over 150 kg N/ha. På lerjord kan tabet ved denitrifikation desuden udgøre en væsentlig post, her beregnet til alene at udgøre >10 % af det samlede tab ved kvælstoftilførsler over 150 kg N/ha.     

Analysen er foretaget på de samlede resultater fra SEGES’ sugecelleforsøg, 2015-2020, med stigende kvælstoftilførsel. I forsøgene er der målt udbytte, mens udvaskningen er beregnet ved sugecellemetoden.

Vil du vide mere?

Støttet af