Kvæg

DMS: Hold styr på dine kvier med ”Tilvækst og størrelse”

Når kvierne vejes og måles flere gange i løbet af opdrætsperioden, er det en måde at sikre, at kvierne med det største potentiale for mælkeproduktion kommer til at indgå i produktionen. Hold styr på kviernes tilvækst i DMS, så du er sikker på at opnå deres fulde ydelsespotentiale.

Registrering af kviernes vækst er en af de vigtigste metoder til at måle kviernes ydeevne. Ved at holde styr på kviernes tilvækst, kan der holdes styr på, om opdrætsomkostningerne er på niveau med de resultater, der opnås, og man kan sikre, at den fremtidige produktion ikke sættes over styr på grund af dårligt management eller for ringe sundhed og ernæring.

Stort set alle sunde og velvoksende kvier bør fordoble deres fødselsvægt ved 56 dage efter fødsel. Det er den tidligste parameter for, om tilvæksten og sundheden er i orden. Derfor anbefales det at veje kvierne ved fødsel og dernæst omkring de 56 dage efter fødsel, som de første 2 vejninger.

Kom godt i gang med at bruge værktøjet ved at se filmen med vejledning.

I DMS finder du funktionen under: Analyse og Lister > Analyseudskrifter.

Sådan bruger du “Tilvækst og størrelse”

  1. Fordoblet fødselsvægt på dag 56. I denne første del af værktøjet er der fokus på daglig tilvækst fra fødsel til 56 dage, som er et vigtigt nøgletal. Der beregnes, hvor stor en andel af kvierne, der har fordoblet deres fødselsvægt ved 56 dage. De registrerede vejninger på kvier i aldersgruppen 42 til 84 dage vises og er baggrunden for beregning af 56- dages vægten. Det er i dag kun et fåtal af landmænd, som registrerer vejninger, men dette kan gøres under Dagligt overblik, Vægt/højde.
  2. Hold styr på kviernes ydeevne. Produktion af kælvekvier udgør en stor andel af de samlede omkostninger i mælkeproduktionen. Tiden fra fødsel til 1. kælvning er én lang periode med omkostninger, der er forbundet med at opdrætte kvien til en holdbar og højtydende ko. Da mange køer højst gennemfører tre laktationer, bruger disse dyr næsten halvdelen af deres liv som voksende ikke-produktive kvier. Derfor fortjener produktionen af kælvekvier omhyggelig opmærksomhed.
  3. Kvier med størst potentiale skal indgå i mælkeproduktionen. I en del besætninger er kvie-management ikke kritisk, men variationsbredden mellem besætninger er stor. Hvis næringsstoftildelingen eller sundhedsniveauet ikke er tilfredsstillende, kan det betyde, at kvierne kælver meget ældre end 24 måneder eller er alt for små ved kælvning og har for lav livs-tidsydelse sammenlignet med de kvier, der er fodret korrekt og har et højt sundhedsniveau. Sunde, produktive 1. kalvs køer er resultatet af godt management, der begynder, før kalven er født og fortsætter, indtil kvien har kælvet og har klaret overgangen til hendes 1. laktation.

Funktionen udvides efterhånden med visning af vejninger fra de ældre kvier.

Vil du vide mere?

Støttet af