Kvæg

Klovregistreringer sikrer det rette fokus

Et kig på besætningens klovregistreringer viser, hvor du gør det godt nok, og hvor en øget indsats vil give pote.

Hvis du vil have det optimale ud af indsatsen mod klovlidelser, er der god hjælp at hente i besætningens klovregistreringer. En analyse af klovregistreringerne viser, hvilke klovlidelser der forekommer hos de enkelte dyregrupper, hvordan den enkelte lidelse udvikler sig gennem laktationen og dermed, hvor det vil være fornuftigt at intensivere indsatsen.

”Det er et spørgsmål om ’work smarter not harder’”, siger dyrlæge Peter Raundal, SEGES HusdyrInnovation. Og han forklarer:
”I mange besætninger viser klovregistreringerne, at andelen af digital dermatitis er højest i startlaktationen og falder hele vejen gennem laktationen. Det er et billede på, at den indsats, man gør mod digital dermatitis hos de lakterende køer, rent faktisk virker. I sådan en besætning vil man få noget ud af at øge indsatsen mod digital dermatitis hos kvier og goldkøer, mens det giver mindre mening at gøre endnu mere hos de lakterende køer,” fortæller han.

Digital dermatitis eller hornrelaterede lidelser

Klovregistreringerne afslører også hvilken form for klovlidelser, der er den primære udfordring i besætningen, og hvad indsatsen dermed skal være.
”Det er jo rigtig ærgerligt at investere i en klovvasker for derefter at finde ud af, at man har ret godt styr på digital dermatitis, men har et hav af hornrelaterede lidelser,” forklarer Peter Raundal.

I 2016 var der 1360 ud af ca. 3000, der ikke registrerede. I 2020 var der ca. 1225 ud af ca. 2500, der ikke registrerer. Så nok er der færre besætninger, der ikke registrerer, men andelen er steget lidt siden 2016 grundet strukturudviklingen. De seneste år har andelen af besætninger, der ikke registrerer ligget på 45-50 pct. Derfor er der stadig et stort potentiale i forhold til dybere viden om klovsundheden i mange besætninger.

Klovregistreringsprogram og Nordisk Klovatlas opdateret 

I 2020 gennemgik klovregistreringsprogrammet en større opdatering med nye diagnoser og et mere brugervenligt registreringsbillede. 
Nye diagnoser, fx tynd sål og skade, er kommet til, og nogle af de gamle og sjældne er fjernet. Nogle har også fået har fået nyt navn. 

1: Kronisk digital dermatitis erstatter digital vorte

Et eksempel er kronisk digital dermatitis, der før hed digital vorte og stort set ikke blev brugt. De kroniske former for digital dermatitis udgør meget betydende smittekilder til nye tilfælde af sygdommen. Derfor er der god grund til at få dem bedre registreret, så der er bedre mulighed for at få dem under kontrol i besætningerne. 

2: Billeder af klovlidelser i Nordisk Klovatlas

Sammen med det nye registreringsprogram er Nordisk Klovatlas blevet opdateret. Klovatlasset indeholder billeder af de klovlidelser, der kan registreres i det nye registreringsprogram. Atlasset finder du nedenfor, hvor der også er link til klovregistreringsprogrammet.

Se eller hent Nordisk Klovatlas

Tag fat i din dyrlæge eller rådgiver og analyser sammen bedriftens klovregistreringer, hvis du også vil sikre, at din indsats giver maksimal effekt på klovsundheden.

Vil du vide mere?