Mælkefodring af kalve

Kvæg

Når kalvene ikke drikker op

Kalvene drikker op om morgenen, men ikke om eftermiddagen. Måske tænker du, at de ikke er sultne endnu og fristes til at sætte mælkemængden ned? Men forklaringen skal ofte findes et helt andet sted: i mælkens kvalitet, udfodringen eller kalvens sundhed.

Der går typisk 8–10 timer mellem morgen- og eftermiddagsfodringen, men 14–16 timer frem til næste morgen. En kalv, der levner om eftermiddagen, kan derfor være meget sulten næste morgen og drikke op dér. At kalven drikker op om morgenen, betyder ikke nødvendigvis at morgenfodringen fungerer optimalt, men blot at kalven er meget sulten. 

Når flere kalve gentagne gange levner, bør vi undersøge årsagen, før vi ændrer mælkemængden.

Følg mælken hele vejen

Bliver mælken hurtigt kølet efter udmalkning, og hvor længe står den lun før eller efter pasteurisering? Pasteuriseret mælk kan igen blive forurenet i taxa, slanger, haner, sutter og spande. Gamle mælkerester og mangelfuld rengøring kan give bakterier gode vækstbetingelser og påvirke mælkens kvalitet og smag. 

Gennemgå derfor både opbevaring, tid, temperatur og rengøring frem til udfodringen. Kimtal måles i mælkeprøver fra udvalgte steder i systemet (f.eks. fra mælk der har været i berøring med malkespand, mælketaxa, skåle eller mælk der har passeret hane og sutter) og kan påvise eventuel bakterievækst. Det gør det muligt at målrette indsatsen og bruge ressourcerne der hvor det giver mening.

Ved brug af mælkeerstatning skal pulver og vand afmåles præcist, og opblandingstemperatur skal følge produktets anvisning. Mål drikketemperaturen ved både den første og sidste kalv – ikke kun i taxaen. Kig samtidig efter bundfald. Brix på den første og sidste portion over flere fodringer kan afsløre, om den samme blanding ændrer sig undervejs. Brug målingerne til at sammenligne portioner af samme mælk, ikke som et mål for tørstof. Kvalitet og smag af mælkepulver, kan naturligvis også spille en afgørende rolle i kalvenes drikkelyst og almene trivsel.

Vær desuden opmærksom på kvaliteten af det vand, der anvendes til opblanding af mælk. Er der mistanke om problemer, kan en vandprøve hjælpe med at afklare dette. 

Se kalven drikke

Virker kalven ivrig, eller drikker den langsomt og afbrudt? Hvor lang tid tager det for kalven at optage sin portion? En tilstoppet eller meget træg sut kan gøre det svært, særligt for de yngste kalve. Sutterne må heller ikke være så slidte og have så højt flow, at mælken løber uden at kalven patter. Kontrollér, at flowet er ensartet, og at sutten passer til kalvens alder og energi til at patte.

Kalv der sutter mælkeskum

Foto: Camilla Bøgested Svenning Geven, SEGES Innovation.

Husk også kalvens sundhed

Nedsat drikkelyst kan være et tidligt sygdomstegn. Undersøg almenbefindende, temperatur, afføring, væskebalance, navle og luftveje. Ved diarré kan din rådgiver eller dyrlægen f.eks. hjælpe med at vurdere gødningsprøver for blandt andet E. coli, rotavirus, coronavirus og cryptosporidium. Kalve med diarré har fortsat brug for mælkens energi. Behovet for ekstra væske og elektrolytter skal vurderes ved siden af. 

Hvis problemerne starter hos de yngste kalve, bør råmælksrutiner og passiv immunisering også undersøges.

Tre steder at begynde:

  • Observer fodringerne. Notér alder, almenbefindende og hvor meget hver kalv levner. Mål drikketemperatur og Brix ved første og sidste kalv.
  • Kontrollér mælk og udstyr. Tjek køling, pasteurisering, blandingsforhold, bundfald, sutter og rengøring gennem hele systemet.
  • Tag målrettede prøver. Mælkeprøver fra udvalgte led, fx taxaens hane og suttespande, kan vise, hvor kvaliteten forringes. ATP-målinger på rengjort udstyr kan kontrollere rengøringen, men erstatter ikke mikrobiologiske kimtalsmålinger af mælkeprøver.

Målet er, at kalvene kan og vil drikke den planlagte mængde ved begge fodringer. Det er særlig vigtigt nu, hvor vi går en koldere tid i møde og hvor kalvene skal bruge ekstra energi på at holde varmen. Oplever I gentagne rester i spandene, så kontakt jeres kalverådgiver eller dyrlæge og få lavet en gennemgang af mælkefodringen, så I kan finde ud af hvor det giver bedst mening at sætte ind.

Kalv ved suttebar

Foto: Terese Jarltoft, Kalve- og Slagtekalvespecialist, VikingDanmark.

Forfatter: Terese Jarltoft, Kalve- og Slagtekalvespecialist, VikingDanmark, tlf: 5566 3944, tcj@vikingdanmark.dk, 

Vil du vide mere?

Støttet af

  • Logo KalveFokus