Kuldestressalarm er tilpasset sæson og behov
DMS er udviklet som din digitale partner i dansk kvægbrug – et værktøj, der samler data, analyser og viden, så du kan handle på det, der betyder noget i hverdagen.
Med kuldestressalarmen tager DMS endnu et skridt i retning af forebyggelse og rettidig handling - en løsning, der gør det lettere for dig at reagere, før problemerne opstår, og sikre kalvenes trivsel, også når vejret arbejder imod dig.
Den nye funktion i DMS består af to alarmer, som hjælper dig med at reagere på kulde i tide:
< 5 grader-alarm (marts-september): Aktiveres, når temperaturen er under 5 grader i mere end 12 sammenhængende timer. Alarmen minder om, at vedvarende kulde kan påvirke kalvenes trivsel, og opfordrer til at igangsætte forebyggende tiltag.
< 0 grader-alarm (hele året): Aktiveres, når temperaturen er under frysepunktet i mere end 3 dage. Denne alarm signalerer høj risiko for kuldestress og behov for en akut indsats.
”Kuldestress kan hurtigt påvirke kalvenes sundhed, men med DMS har man en digital partner, der automatisk følger udviklingen af vejret og guider til handling i tide. Formålet med de to nye alarmer er helt enkelt at reagere, før problemerne opstår”, fortæller Henrik Læssøe, der er Kvægfagdyrlæge i SEGES Innovation.
Kulde påvirker kalvenes sundhed
Kuldeindekset (chill faktor), som kombinerer temperatur og vindhastighed, viser tydeligt, at lav temperatur og træk øger risikoen for sygdom og dødelighed blandt kalve. Især kalve under fire uger er sårbare, da de bruger meget energi på at holde varmen. Allerede ved temperaturer under 15 grader har de små kalve brug for ekstra støtte til at opretholde deres kropstemperatur.
Sådan hjælper du dine kalve gennem kuldeperioder
Når alarmen lyder, kan du gøre en stor forskel med disse enkle tiltag:
- Øg mælkemængden med 0,5 liter pr. fodring pr. kalv for hver 5 graders temperaturfald under 15 grader (for små kalve) og under 5 grader (for større kalve).
- Giv ekstra råmælk til nyfødte – gerne to fodringer inden for 12 timer.
- Brug kalvejakker eller dækkener.
- Brug varmelamper, især til nyfødte kalve.
- Sørg for læ og undgå træk i kalvens næsehøjde.
- Tildel ekstra halm og strø ofte.
Med de rigtige forholdsregler kan du forebygge mange tilfælde af kuldestress, før de udvikler sig til egentlige sundhedsproblemer.
Fra alarm til indsigt - lær af dine data
Kuldestressalarmen i DMS er mere end blot et varsel.
I Power BI-oversigten kan du:
- Se tilbage i tiden og sammenholde egne data om kalvedødelighed og sygdomsfrekvens med det såkaldte kuldeindeks - en beregning, der kombinerer temperatur og vindhastighed.
- Sammenligne dine resultater med landsgennemsnittet for at vurdere, om dine kalve er mere eller mindre påvirkede af kulde end gennemsnittet.
Det giver et stærkt beslutningsgrundlag både her og nu og på længere sigt.
På den måde bliver kuldestressalarmen ikke kun et advarselsværktøj, men også en kilde til læring og udvikling.