Vandmiljøet i Danmark er generelt ikke i god tilstand ifølge definitionerne for god økologisk tilstand i EU’s Vandrammedirektiv. Det gælder både de ferske vande; søer og vandløb samt de danske fjorde og kystvande.
Historisk set har vandmiljøet været under pres fra mange menneskeskabte påvirkninger, både påvirkninger fra industri, spildevand og landbrug. Degraderingen af vandmiljøets tilstand har været en løbende proces, især op gennem det tyvende århundrede, hvor ”tipping point” for et sundt økologisk system er tippet over til ny ”steady state”, ofte i meget synligt dårlige tilstande med kraftig vækst af alger. Det ses f.eks. i søer, der er helt grønne af blågrønalger - også den dag i dag - hvilket skyldes for store udledninger af fosfor. I fjordene kommer det til udtryk i form af store mængder søsalat, trådalger på vegetationen, for høj produktion af alger, som giver mudret bund og iltsvind.
År 1900 betragtes som referenceår for ålegræsudbredelsen i de danske kystvande og fjorde og er indberettet til EU som sådan. På trods af den menneskeskabte påvirkning fra landbrug og byer, så var der generel god tilstand i de danske kystvande på dette tidspunkt. Andre påvirkninger end næringsstoffer, som f.eks. klima, har også spillet en rolle. Ålegræssygen i 1930’erne reducerede udbredelsen af ålegræs til få procent af den daværende udbredelse og formodes at skyldes en svampesygdom, hvilket blev forstærket af stigende temperaturer.
I sidste del af 1800-tallet begyndte en teknologisk udvikling af landbruget, hvor dræning var et stort fremskridt for produktionssikkerhed og udbyttestigninger, men også havde negative konsekvenser for vandmiljøet, da landskabets evne til at tilbageholde næringsstoffer mindskes i takt med dræningsgraden.
Omkring år 1800 boede der cirka 1 million mennesker i Danmark, hvoraf langt størstedelen boede på landet. Det ændrede sig med en kraftig stigning i befolkningstallet, så der i år 1900 boede 2,5 millioner mennesker i Danmark og i 1950 4,2 millioner.
Med industrialiseringen fik byerne en kraftig tilvækst, og spildevand blev et større og større problem. Industrien i sig selv kunne også skabe problemer for vandmiljøet, f.eks. udledninger fra slagterier mv.
Kanslergadeforliget 1933 skabte et bredt økonomisk/arbejdsmarkedspolitisk kompromis med flere tiltag, som kom landbruget til gode. Det gjorde det politisk muligt at igangsætte større offentligt støttede tiltag i landbruget i de efterfølgende år.
Frem til omkring 1960’erne blev der gennemført mange dræningsprojekter, som degraderede mange naturlige vådområder, som i dag må restaureres. Industrialiseringen af landbruget indebar også brugen af mineralsk gødning efter omkring anden verdenskrig, som grundlæggende ændrede driftsformerne og mulighederne for at dyrke landbrug med både øget udbytter og øget tab af næringsstoffer til vandmiljøet som følge.
I 1980’erne begyndte de første egentlige foranstaltninger for at reducere næringsstofudledningerne til vandmiljøet. Gennem 1980’erne og 90’erne blev spildevandsrensningen etableret til det, vi kender i dag, og som følge heraf blev 5.500 ton P (95 %) og knap 20.000 ton N (85 %) reduceret ved spildevandsrensning. Reguleringen af landbruget tog sin begyndelse sidst i 1980’erne, hvor reguleringen primært havde til hensigt at minimere kvælstofudvaskningen. Ved at indføre bedre udnyttelse af husdyrgødningen blev brugen af mineralsk gødning i store træk halveret. Desuden havde kravet om bl.a. efterafgrøder betydning for, at man nåede målet om en 50 % reduktion af kvælstofudvaskningen fra markerne.
Restaurering af økologiske systemer er ofte en kompliceret proces, fordi vejen tilbage til god tilstand i vandmiljøet ikke nødvendigvis er enkel. Degraderede økosystemer kan have ændret sig fundamentalt: En blød bund egnet til ålegræs kan være blevet eroderet, så den fremstår stenet i dag som følge af ålegræssets fravær, hvilket f.eks. skete som følge af ålegræssygen eller senere som følge af eutrofiering. Et lavbundsområde kan være sunket sammen som følge af dræning, og genetablering vil skabe en sø i stedet for et højorganisk ”filter i landskabet”.
Klimaændringer, som stigende temperaturer og øget nedbør, gør det vanskeligere at nå tidligere tiders tilstand. F.eks. medfører stigende vandtemperaturer øget iltsvind pga. øget iltforbrug ved højere temperaturer, og øget nedbør medfører, at flere næringsstoffer udvaskes. Flere ekstreme regnhændelser medfører større erosionsrisiko med tab af fosfor til vandmiljøet til følge.
Reduktion af tilførslen af næringsstoffer, kvælstof og fosfor til vandmiljøet spiller en nøglerolle i forhold til at få vandmiljøet i god tilstand. Fosfor spiller en hovedrolle i forhold til at få de ferske vande i god tilstand. De fleste danske søer er i dag ikke i god tilstand. Det kan skyldes forsat høje tilførsler af fosfor, men også gamle fosforophobninger i sedimentet, som bliver ved at recirkulere, kan have en negativ påvirkning.
Vandløb er i Vandrammedirektivet målsat med fire biologiske kvalitetselementer, hvoraf planter og phytobenthos (algerbevoksning på sten) er negativt påvirket af for højt fosforindhold i vandet. Fjordene er følsomme for både fosfor og kvælstof. I det tidligere forår, typisk februar til maj/juni, er algevæksten begrænset af tilgængeligheden af fosfor. En reduktion af fosfor vil derfor gavne fjorden på dette tidspunkt, mens fjordene typisk er kvælstofbegrænsede fra maj/juni og resten af sommeren. Der er ofte et overlap mellem de to perioder med begrænsning i henholdsvis fosfor og kvælstof, hvilket betyder, at man i mange fjorde kan få gavn af at reducere fosfor modsvaret af et mindsket kvælstofindsatsbehov.
I Vandområdeplanerne 2021-2027 er der udarbejdet omregningsfaktorer for alle danske fjorde. De varierer fra, at tilførsel af 1 kg fosfor modsvarer op til tilførsel af 70 kg kvælstof, til at der ikke kan laves en omregning. Uanset denne omregningsfaktor vil det oftest være gavnligt også at se kvælstof- og fosforreduktion som supplerende, idet begrænsning af algevæksten forår (fosfor) og sommer (kvælstof) er forskellige perioder på en vækstsæson.
En yderligere væsentlig komponent i forhold til at forbedre tilstanden i vores fjorde er at sikre, at næringsstofreduktionen - og i særlig grad nitrat - sker på det rigtige tidspunkt på året. Mange af de danske fjorde har en relativ kort opholdstid, hvilket betyder, at vandet bliver udskiftet i løbet af dage eller uger.
I visse større fjorde som f.eks. Ringkøbing Fjord og Isefjord kan der være taler om måneder. Konsekvensen af den korte opholdstid er, at nitrat, som udledes efterår og vinter, ikke er i fjorden om sommeren. Det er ikke helt det samme for partikler, og fosfor, som ofte er partikelbundet eller organisk bundet kvælstof, vil i højere grad bundfældes i en fjord. Nitrat, som er et uorganisk opløst stof, vil flyde med vandet ud af fjorden om vinteren, mens det om sommeren vil indgå som næringsstof i algeproduktionen. Det er således vigtigt for fjorde med kort opholdstid at sikre, at de tiltag, man iværksætter i oplandet, har den største effekt om sommeren.
Timingen af virkemidler kan vende billedet i forhold til, hvilke virkemidler, som er mest effektive. Det betyder f.eks., at man skal overveje, hvorvidt drænvirkemidler er egnede i de dele af landet, som er mest tørre om sommeren (f.eks. Sjælland). Omvendt er drænvirkemidler ofte også gode til at reducere fosfor, derfor skal der altid en konkret vurdering til for at sikre, at man finder de rigtige virkemidler. Spildevand kan pga. af denne timing ofte betyde mere, end det fremgår, når der kun ses på årlige tilførselsopgørelser. Det skyldes, at de store tab af kvælstof fra landbruget kommer om vinteren, mens tabet fra spildevand er mere konstant hen over året. Spildevand kan således betyde relativt mere om sommeren.
Det er f.eks. tilfældet for Odense Fjord, hvor man i Kystvandrådsarbejdet lavede denne analyse. På årsbasis udgør spildevand af den samlede tilførsel til Odense Fjord henholdsvis cirka 20 % og 45 % for kvælstof og fosfor. Tallene er relativt høje, fordi oplandet er beboet af relativt mange mennesker. Over de vigtige sommermåneder juni – august udgør spildevand væsentligt over 50 % af den samlede udledning til fjorden af både kvælstof og fosfor. Disse tal vil være forskellige fra fjord til fjord og ikke nødvendigvis relevante i alle fjorde.
I nogle fjorde spiller opstrøms søer en rolle. Søer kan forstærke en negativ påvirkning af de næringsstoffer, som løber til en nedstrøms fjord, hvis søen er i dårlig tilstand. Omvendt kan søer også have en rensende effekt, hvis de er i god tilstand. Haderslev Fjord og den opstrøms sø (Haderslev Dam m.fl.) udgør et fint eksempel herpå. Halvdelen af oplandets afstrømning løber gennem søen, og der afstrømmer store mængder kulstof, kvælstof og fosfor ud i den indre del af fjorden gennem hele sommeren som følge af kraftig algevækst i søen, hvilket har en markant negativ indflydelse på fjordens tilstand.
Samlet set bør man se på genskabelse af et bedre vandmiljø med en økosystembaseret tilgang. Det vil sige en bred tilgang, hvor alle presfaktorer er i spil. Kvælstof fra landbruget spiller en nøglerolle, men andre faktorer som fosfor, tidslighed, spildevand og marine påvirkninger som muslingeskrab mv. bør indgå i en holistisk økosystembaseret tilgang.
Staten har med den grønne trepartsaftale igangsat ændringer af den danske vandforvaltning hen mod mere lokal indflydelse i form af lokale treparter og Kystvandråd. Med disse initiativer er der potentiale for, at der i fremtiden kommer flere lokalt tilpassede planer og løsninger til gavn for hver enkelt fjord og vandområde i Danmark, således man finder de bedste løsninger for alle og mindsker konfliktniveauet mellem primærproducenter, grønne organisationer og i samfundet som sådan.
Forfatter: Flemming Gertz, chefkonsulent, SEGES Innovation.
Emneord
