Resumé
Meddelelse 1339: Analyserne viste, at dødsfaldene især knyttede sig til bestemte tidspunkter i cyklus og til en række kendte risikofaktorer hos både so og besætning. Den største risiko sås omkring faring, hvor langt størstedelen af både selvdøde og aflivede søer forekom.
Derudover sås en mindre stigning i forekomsten af selvdøde søer omkring dag 28 efter løbning, hvor søerne typisk indsættes i drægtighedsstalden. Risikoen for både selvdød og aflivning steg med stigende kuldnummer, dvs. ældre søer er en særlig risikogruppe. Risiko for både selvdød og aflivning var højest for søer, der som polte var løbet med høj løbealder. Flere managementforhold havde betydning.
I drægtighedsstalden var elektronisk sofodring forbundet med øget risiko for både aflivning og selvdød, mens risikoen for selvdød var højere ved brug af ESF med dynamiske grupper i drægtighedsstalden. Tilsvarende øgede vådfodring i drægtighedsstalden risikoen for aflivninger.
Forhold omkring faring var desuden centrale: få totalfødte og mange dødfødte var tæt forbundet med øget risiko for både selvdød og aflivning og peger på betydningen af faringskomplikationer. Allerede når udendørstemperaturen nåede 15°C sås der signifikant stigning i antallet af selvdøde søer på faringsdagen. Det understreger behovet for at forebygge varmestress selv ved forholdsvis lave udendørs varmegrader.
Samlet peger resultaterne på, at sodødelighed kan reduceres ved at fokusere særligt på perioden omkring faring, håndtering af ældre søer, optimal alder ved første løbning samt management og overvågning i drægtigheds- og farestald.
Vil du vide mere?
Emneord
