Økonomi og ledelse

Case: Langsigtet strategi for landbrugsbedrift giver stærk økonomi hos svineproducent

En langsigtet strategi er nøglen til at opnå økonomisk succes, mener den vestjyske svineproducent Søren Andersen.

For Søren Andersen fra Spøttrup Svineproduktion på Salling er det altafgørende, at alt, der foretages på bedriften, er en del af virksomhedens strategi.

- Min ledelse af virksomheden hænger sammen med den strategi og de mål, vi har sat for virksomheden. Og 
den overordnede strategi hos os er helt enkel: Vi vil producere så mange grise til så lav en pris som muligt, siger Søren Andersen.

Målet for strategien er at skabe en stærk økonomi. Derfor har den vestjyske griseproducent et benhårdt fokus på at optimere produktionen med et øje på udgiftssiden. 

- For mig er det ikke acceptabelt at levere flotte produktionstal, uden økonomien følger med. Det kan være nok så flot at producere mange grise, men hvis det koster en formue at producere de sidste, så er det måske den forkerte strategi for os. Jeg tror på, at det kan lade sig gøre både at være ambitiøs i forhold til produktionsmål og bundlinje, hvis man har den rette strategi, siger Søren Andersen.

Svineproducent Søren Andersen

Forretningsstrategi kræver motiverede medarbejdere

Hvis strategien skal lykkedes, kræver det ifølge Søren Andersen, at medarbejderne yder deres bedste. Derfor lægger han stor vægt på, at de 11 medarbejdere får grundige instrukser, så de kan være strategiens forlængede arm i bedriften.

- For at kunne føre strategien ud i verden, så er vi nødt til at involvere nogle medarbejdere, som køber præmissen. Det er lige præcis der, hvor ledelsen tager over, og strategien stopper. Vores ledelsesopgave består derfor i at rekruttere, motivere, uddanne og fastholde vores medarbejdere, så vi præsterer på allerhøjeste plan. Og det kræver, at medarbejderne er dygtige og motiverede, forklarer Søren Andersen.

Tendenser i markedet præger strategi

Spøttrup Svineproduktion har i dag omkring 2.100 søer og producerer cirka 87.000 smågrise årligt. Det står dog ikke skrevet i sten, at virksomheden i fremtiden kommer til at fortsætte i den form, den har nu. 

Derfor bruger Søren Andersen meget tid på at kigge på forskellige tendenser i markedet, som er med til at forme den strategi, der lægges for virksomheden fremover.

- Det er vigtigt for os at orientere os i kommende tendenser og ændringer i markedet. Det er vi simpelthen nødt til at gøre, for ellers risikerer vi at blive fanget på det forkerte ben. Og det er ikke acceptabelt, siger Søren Andersen.

Langsigtet perspektiv for svineproduktion

For at sikre, at virksomheden på den lange bane er på rette kurs, har svineproducenten konstant et langsigtet perspektiv for udviklingen.

- Vi arbejder med femårsplaner, som stikker den langsigtede retning ud. Det er en god øvelse, for så ved både jeg og mine medarbejdere, hvor vi skal hen. Og så bliver det igen nemmere at fastlægge detaljerne og sætte mål for medarbejderne, slutter Søren Andersen.

Vil du vide mere?

Støttet af