Sådan genkender du væselhale
Se hvordan væselhale ser ud, gemmer sig, spredes og gør skade.
Se hvordan væselhale ser ud, gemmer sig, spredes og gør skade.
SEGES ønsker med denne fotoserie at understrege, at væselhale som ukrudt skal tages meget alvorligt. Og det skal ske på et tidligt tidspunkt, inden det koster både udbytte og en langvarig indsats for at komme tilbage på sporet.
Billede 1. Væselhale kendes ved sine tynde aks, hvor småaks vender ensidigt til den ene side. Det ser du ved at bøje akset.
Billede 2. De tynde aks og let bøjelige stængler gemmer sig nede i afgrøden og er svære at få øje på, når der er få.
Billede 3. Væselhale er lettest at få øje på i kørespor. Se især efter, hvor mejetærsker eller halmpresser har startet i marken.
Billede 4. Gå i gang med en sanerende indsats så snart du opdager væselhale, ellers opformerer den sig med lynets hast.
Billede 5. I en dårligt etableret vinterraps, tager væselhale livet af rapsen. Foto: Carsten Kløcher, Djurslands Landboforening.
Billede 6. Væselhale er en væsentlig trussel for den danske frøavl, da frarensning er vanskelig og leder til store rensetab og/eller fradrag ved afregning.
Billede 7. Frøene har en lang tynd stak, så frøene hænger fast i mejetærskerens solde og spreder sig let. Foto: DLF.
Billede 8. Spredningen sker også ved dyrs og menneskets færden ved at hænge fast i pels og fodtøj.
Billede 9. I vårsåede afgrøder kan væselhale heldigvis ikke sætte frø. Planten skal have kuldepåvirkning, såkaldt vernalisering, for at sætte frøstængler. Foto: Bo Melander, Aarhus Universitetet, Flakkebjerg.