hero_sat_slagtekalven_pa_vagten

Kvæg

Sæt slagtekalven på vægten en gang om måneden

Punktvejninger er den optimale måde til at følge op på, om slagtekalvene bliver fodret optimalt. God fodring er en forudsætning for slagtekalve med en god tilvækst.

Vej kalvene fra de er 3 måneder

Det er altid godt at følge op på, om fodringen af slagtekalvene fungerer, og kalvene trives godt nok. Det gør du bedst ved at lave nogle punktvejninger af kalve, f.eks. en gang hver måned i perioden fra tre måneder til før slagtning.

Der ligger vækstkurver i DMS, så du kan se den forventede vægt og sammenligne med den opnåede. Hvis du ønsker en daglig nettotilvækst på min. 650 g, skal bruttotilvæksten gerne ligge på min. 1.400 g fra tre til ti mdr.

For at tjekke om det foder, der udfodres, passer med det forventede, opfordrer vi til, at der tages KMP-fuldfoderprøver (analyser af sammensætning af aktuelt foder). DLBR slagtekalve udtager gerne denne prøve ved besøg.

Punktvejninger af slagtekalve motiverer medarbejderne

Punktvejninger får i sig selv selvfølgelig ikke tilvæksten til at stige. Det, punktvejningerne kan, er at finde frem til relevante indsatsområder på den enkelte bedrift. Hurtigt og nemt plottes punktvejningerne ind på en standardkurve, og alle medarbejdere kan se, på hvilke alderstrin kalvene ikke lever op til den ønskede tilvækst.

Flere forskellige faktorer har betydning for både kalvenes totale tilvækst og marginale tilvækst. Det er den marginale tilvækst, der skal bruges som styringsværktøj på bedriften.

Især, hvis der laves ændringer i fodersammensætning, er det godt at følge op med vejninger ca. en måned efter for at se, om kalvene trives efter målet.

Vil du vide mere?