Oprettet: 06-03-2020

Mælkeproducent: Det giver god mening at tegne overenskomst

Noget modvilligt endte Jacob Bjerrum med at tegne overenskomst for sin malkekvægsbedrift. Nu er han meget tilfreds med det og ser en lang række fordele både for sit landbrug og for sine ansatte.


Vi har jo styr på dyrevelfærd, mælkekvalitet, kemi osv. Som arbejdsgivere bør vi også have styr på vores medarbejderforhold,” mener Jacob Bjerrum, Fårup. Foto: SEGES

Som regel er det konflikthistorierne, der trækker overskrifter i medierne, når vi læser om 3F og overenskomst. Og for mælkeproducent Jacob Bjerrum var det heller ikke som udgangspunkt helt frivilligt, da han tegnede overenskomst for sin bedrift. Alligevel er han endt med at være rigtig glad for det.  

Mange fordele ved overenskomst

”Da 3F første gang kørte ind på vores gårdsplads, var jeg ikke selv hjemme. De kørte igen, og så tænkte jeg ikke mere over det. Anden gang var jeg heller ikke hjemme. Tredje gang de kom, var jeg klar over, at vi nok skulle have en snak. Efter tre kvarters god dialog spurgte jeg, hvad konsekvensen ville blive, hvis jeg ikke gjorde det, og det listede de så op.”

Sådan beskriver Jacob Bjerrum det forløb, der endte med, at han valgte at melde sig ind i landbrugets arbejdsgiverforening, GLS-A og tegne overenskomst.

”Og det har faktisk vist sig at have en del fordele,” forklarede Jacob Bjerrum og ridsede fordelene op:

Overenskomsten sætter lønnen, og det er det vi kører efter. Der er ikke alle mulige aftaler oveni om nye dæk, gummistøvler til mor osv.

Medarbejderne får sparet op til pension. Jeg har ikke selv sparet op til pension – det har bare ikke været kulturen. Men som arbejdsgiver synes jeg, at jeg har et ansvar for, at mine medarbejdere ikke kommer til at stå i samme situation.

Det er nemmere at rekruttere folk. Når man har tegnet overenskomst, signalerer det, at der er styr på tingene. Det kan vi mærke, folk er glade for. Og de er glade for det med pensionsopsparing.

En fordel når vi søger finansiering. Også her har det vist sig at være en fordel, fordi det signalerer, at man har styr på tingene.

Rådgivning. Som medlem af GLS-A har vi adgang til rådgivning om bl.a. ansættelsesret, arbejdsmiljø og uddannelse samt gratis advokatbistand ved tvister.

Økonomien i at have overenskomst på landbrug 

Selvom Jacob Bjerrum i forvejen lønnede sine folk godt, har overenskomsten alligevel betydet noget rent økonomisk.

”Med de lønninger vi havde, tænkte jeg ikke, at overenskomsten ville betyde så meget økonomisk. Men så er der jo det med pension, søn- og helligdagstillæg og tillæg ved arbejde før kl. 5. Så det koster da nok 3-4 øre pr. kg mælk,” forklarede Jacob Bjerrum. Han understregede derfor også, at det har haft den effekt, at han er blevet endnu skarpere på rigtig rekruttering og personalesammensætning. Og han er ikke i tvivl om, at det er er den rigtige beslutning.

”Vi har jo styr på dyrevelfærd, mælkekvalitet, kemi osv. Så bør vi som arbejdsgivere også have styr på vores medarbejderforhold,” konkluderede han.

Artiklen har været bragt i KvægNYT nr. 5, 2020

 

Sidst bekræftet: 06-03-2020 Oprettet: 06-03-2020 Revideret: 06-03-2020

Forfatter

Marketing og Fagkommunikation
Kommunikationskonsulent

Kirsten Foss Marstal

Fagkommunikation


Af samme forfatter

Kvægnyt nr. 7 - 2020
Fokus på grovfoderprisen blev kickstartet i gårdrådet; Etabler det bedste såbed til majs; Korrekt kvælstof og startgødning ...
03.04.20
Kvægnyt nr. 6 - 2020
Beskyt din bedrift mod coronavirus; Det skal du overveje, før du gødsker kløvergræs til slet; Det kan blive dyrt at spare p...
20.03.20
Smitte og smittebeskyttelse
Her kan du finde svar på de mest almindelige spørgsmål om coronavirus.
11.03.20
Kvægkongres: Her de ti mest populære indlæg
Se hvilke ti indlæg, som fik flest tilmeldinger på Kvægkongres 2020
06.03.20
Kvægkongres: Laura vandt prisen som Årets kvægelev
For første gang blev prisen ’Årets elev i kvægbruget’ uddelt. Prisen skal sætte fokus på de mange dygtige elever i kvægbrug...
06.03.20