Produkter til brug før malkning
Produkter, der anvendes før malkning, har fortrinsvis effekt på miljøbakterier som E. coli og streptokokker. At der kan isoleres bakterier på pattehuden umiddelbart før malkning, er beskrevet som en potentiel indgangsvinkel til en infektion i kirtlen (Piccinini, et al., 2009). Der er mange produkter til rådighed, men det er ikke dem alle, der indeholder desinfektionsmidler som eks. jod.
Jod er ikke opløselig i vand, hvorfor det altid er bundet i et kompleks. Den mængde jod, der er tilgængelig i et produkt, er derfor den del, som er frigivet fra dette kompleks. Der er dokumenteret effekt på miljøbakterier i eks. skumprodukter med tilsat jod helt ned til 250 ppm (Böhme et al, 2017), hvorfor det ikke er den totale mængde, der er afgørende – men hvor stor en andel der er i den frie form.
Dette er relevant, fordi eks. Strep. agalactiae er forekommende i miljøet og derfor skal håndteres både som miljø- og malkeoverført bakterie (Jørgensen et al., 2016). Der er i STOPMAST identificeret køer med Strep. agalactiae på pattehuden mellem malkninger. Dermed kan man stille spørgsmålstegn ved desinfektionen efter malkning og anskueliggøre behovet for en for-dyp indeholdende desinfektion som f.eks. jod.
Produkter til brug efter malkning
Hvis man anvender spray-systemer, skal man forvente et øget forbrug pr. ko/malkning. Samtidig kræver spray meget disciplin for at sikre fuldstændig dækning på > 95 % af kirtler ved alle malkninger.
En vigtig effekt i forbindelse med påføring af produkter på patterne efter malkning er den hudplejende effekt.
Det er muligt at anvende nogle mere tyktflydende plejeprodukter ved brug af dyp, i forhold til at man anvender spraysystemer. Bl.a. derfor er den helt klare anbefaling at anvende dyp baseret produkter med jod i besætninger med smitsom mastitis. I AMS, hvor der anvendes spray, er det vigtigt at kontrollere funktion og dækning af spray på alle enheder dagligt.
I nogle besætninger kan det være forbundet med en vis risiko at dyppe, hvis koen sparker. Umiddelbart kan spray måske være at foretrække i disse besætninger, men så er det vigtigt at der instrueres meget grundigt i, at pattespray betyder spray på hver enkelt af de fire patter. Patten skal være helt dækket med desinfektionsmiddel og der skal hænge en dråbe under hver patte. Et pust ind under koen er ikke nok.
Pattedesinfektionsmidler skal være godkendt efter EU’s biocidforordning, men godkendelsen er ikke en garanti for at produktet har en god effekt på reduktion af smitsom yverinfektion.
Tjekliste ved brug af pattedesinfektionsprodukter
- Vælg et godkendt produkt med aktive stoffer, der medvirker til reduktion af bakterier på patteoverfladen, både før og efter malkning
- Vær kritisk med rengøring og hygiejne af udstyr til påføring
- Kontroller løbende dækningsgrad – både før og efter malkning, både ved manuel og automatisk påføring