I et forsøg med nykælvere ved Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet, var der en bedre sammenhæng mellem indholdet af ketonstoffer i blod og urin end mellem indholdet af ketonstoffer i blod og mælk.
Af Mogens Larsen, Marie Engbæk og Niels Bastian Kristensen, Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet
De sammenlignende målinger af ketonstoffer i blodplasma, urin og mælk tyder på, at måling af ketonstoffer i urin giver en mere sikker bestemmelse af koens ketogene status end målinger i mælk.
Det afspejler sig også i en sammenligning af strimmeltests til hhv. urin og mælk.
Dermed kan en strimmeltest for ketonstoffer i urin be- eller afkræfte et tilfælde af subklinisk ketose først identificeret med strimmeltest på mælk.
Forsøget er beskrevet i Kvæginfo 2059 og gik ud på at undersøge virkningen af et lucernerigt fuldfoder i den første uge efter kælvning på foderoptagelsen hos 13 nykælvere.
Køerne blev fulgt i de første fire uger efter kælvning. Der blev udtaget prøver af blod, urin og mælk på dag -14 (ikke mælk), 4, 15 og 29 i forhold til kælvning. Køerne blev stimuleret til at urinere ved at stryge koen let på området mellem yver og vulva (supra-mammære område).
Koncentrationen af ketonstofferne 3-OH-butyrat og acetoacetat+acetone i blodplasma, urin og mælk blev analyseret kemisk.
Derudover blev indholdet af ketonstoffer i urin og mælk bestemt med teststrimlerne Ketostix ® og Ketolac BHB ® til hhv. urin og mælk. Disse bliver ofte brugt i praksis til at afgøre , om en ko har subklinisk ketose .
Der blev fundet en krumlinet sammenhæng mellem 3-OH-butyrat i blodplasma og ketonstofferne 3-OH-butyrat og acetoacetat+acetone i urin (Figur 1), hvorimod der i dette forsøg ikke var en tydelig sammenhæng til disse ketonstoffer i mælk.
Figur 1: Sammenhæng mellem 3-OH-butyrat i blodplasma og ketonstofferne 3-OH-butyrat og acetoacetat+acetone i urin og mælk hos nykælvere .
Disse resultater tyder på , at der er en tærskelværdi for nyrernes udskillelse af ketonstoffer. Tærskelværdien ligger omkring 1,5 mM 3-OH-butyrat i blodplasma, idet koncentrationerne af ketonstoffer i urin var meget lave ved koncentrationer under 1,5 mM af 3-OH-butyrat i blodplasma, mens de steg kraftigt ved koncentrationer over 1,5 mM i blodplasma.
Dette illustrerer de fysiologiske mekanismer, der gør måling af ketonstoffer i urin til en bedre biomarkør for subklinisk ketose i sammenligning med måling i mælk.
Ketostix ® og Ketolac BHB ® teststrimler til hhv. urin og mælk bliver brugt i praksis til at afgøre, om en ko har subklinisk ketose.
I dette forsøg brugte vi begge teststrimler. Sensitiviteten og specificiteten af teststrimlerne ved forskellige aflæsninger er beregnet og vist i tabel 1.
Et sandt tilfælde af subklinisk ketose defineres ved en koncentration af 3-OH-butyrat i blodplasma over 1,4 mM. Denne grænseværdi bliver ofte brugt for, om en ko har subklinisk ketose (Duffield et al., 1998). Sensitiviteten angiver, hvor stor en andel af de sandt positive tilfælde testen erklærer positive, hvorimod specificiteten angiver, hvor stor en andel af de sandt negative tilfælde, testen erklærer negative.
Jo tættere summen af sensitiviteten og specificiteten er på 200, jo større præcision har testen.
| Sensitivitet, % | Specificitet, % | Sum | |
|---|---|---|---|
| Ketostix® teststrimmel til urin | |||
| ≥ 0,5 mM | 94 | 68 | 162 |
| ≥ 1,5 mM | 82 | 86 | 168 |
| ≥ 4,0 mM | 76 | 100 | 176 |
| Ketolac BHB® teststrimmel til mælk | |||
| ≥ 50 μM | 82 | 64 | 146 |
| ≥ 100 μM | 53 | 86 | 139 |
| ≥ 200 μM | 24 | 100 | 124 |
| ≥ 500 μM | 0 | 100 | 100 |
Tabel 1: Sensitivitet og specificitet for Ketostix ® og Ketolac BHB ® teststrimler for subklinisk ketose ved forskellige aflæsninger på teststrimlen (n = 39)
Teststrimlen til urin ( Ketostix ® ) gav det mest valide udtryk for koens ketogene status.
Vi vurderer, at der ved aflæsninger på 1,5 mM eller derover på en Ketostix ® teststrimmel, er stor sandsynlighed for at detektere de fleste sande subkliniske ketose tilfælde uden samtidig at erklære ret mange køer falsk positive.
Denne mindre afprøvning af de to teststrimler (n = 39) er i rimelig overensstemmelse med en stor (n = 859) amerikansk afprøvning (Carrier et al. , 2004) .
Der var høj korrelation mellem de kemiske bestemmelser af ketonstoffer og bestemmelserne med teststrimmel.
Dermed skyldes den højere sensitivitet og specificitet for teststrimlen til urin formentlig den tættere sammenhæng til blodets indhold for urin end for mælk.
Teststrimlen til mælk måler således ikke forkert, men indholdet af ketonstoffer i mælk afspejler ikke blodets indhold så tæt som indholdet i urin.
Den store fordel ved test på mælk er, at en mælkeprøve er meget let tilgængelig.
Vi har dog erfaret, at man forholdsvis let kan få en urinprøve ved at stryge koen på området mellem yver og vulva (supra mammære område) og det er således en prøve, som lægmand kan udtage. Derfor kan teststrimler til urin anvendes som et ekstra og mere sikkert test for, om en ko har subklinisk ketose, hvis en aflæsning på teststrimlen til mælk viser 50 μM eller derover.
De sammenlignende målinger af ketonstoffer i blodplasma, urin og mælk tyder på, at måling af ketonstoffer i urin giver en mere sikker bestemmelse af koens ketogene status end målinger i mælk.
Dermed kan en strimmeltest på urin bruges til at be- eller afkræfte et tilfælde af subklinisk ketose, som der først er identificeret med strimmeltest på mælk.
Carrier, J., Stewart, S., Godden, S., Fetrow, J., Rapnicki, P., 2004. Evaluation and use of three cowside tests for detection of subclinical ketosis in early postpartum cows. J. Dairy Sci. 87, 3725-3735.
Duffield, T.F., Sandals, D., Leslie, K.E., Lissemore, K., McBride, B.W., Lumsden, J.H., Dick, P., Bagg, R., 1998. Efficacy of monensin for the prevention of subclinical ketosis in lactating dairy cows. J. Dairy Sci. 81, 2866-2873.
Emneord