Køer på græs

Kvæg

Opnå lette kælvninger med ekstensive kødkvægskrydsninger

En af anbefalingerne fra TaskForce kalve er en ekstensiv og en intensiv kødkvægslinje til krydsning med malkekvæg. Ekstensive kødkvægstyre er ofte bedre på fødselsegenskaber end renracede malkekvægstyre.

Ønskerne til en god krydsningskalv er mange, og for at opfylde dem bedst muligt, specialiserer Viking nu kødkvægstyrene til malkekvægskrydsning endnu mere i en intensiv og en ekstensiv linje. 

Hvis man ikke har problemer i forbindelse med kælvning, og hvis man satser benhårdt på at lave store kalve med en tilvækst helt i top, skal man vælge tyre fra den intensive linje – typisk Blåkvæg, Charolais eller Limousine. Hvis man derimod vægter lette og problemfri kælvningsforløb højt, eller hvis man påtænker at kalvene skal bruges til naturpleje, vil man få det bedste resultat ved at vælge en tyr fra den ekstensive linje, fx Angus eller Hereford.

Særligt i forhold til fødselsegenskaber er de ekstensive racer typisk helt i top, fortæller rådgivningschef Lisbet Holm, Viking: ”De ekstensive racer er generelt bedre på fødselsegenskaber end de intensive kødkvægsracer, og oftest også bedre en renracet malkekvæg,” forklarer hun.

Avlsmål for kødkvæg til krydsning

Kødkvæg generelt:

  • Lette kælvninger
  • Høj kalveoverlevelse
  • Høj kalvesundhed (indeks på vej)
  • Høj tilvækst

Intensiv kødkvægslinje:

  • Kombination af lette kælvninger samtidig med høj tilvækst

Ekstensiv kødkvægslinje:

  • Endnu lettere kælvninger – stadig i kombination med høj tilvækst

Brug altid afprøvede tyre

Vigtigst er dog, at man vælger en afprøvet tyr, påpeger Lisbet Holm.

”Hvis du vælger en god afprøvet tyr, ligegyldigt om det er en ekstensiv eller intensiv race, er du sikker på at få kalve, der fødes let, ikke skader koen og samtidig har fornuftige slagteegenskaber til gavn for dem, der aftager dine kalve,” lyder det fra Lisbeth Holm.

Denne artikel har været bragt i KvægNyt nr. 16, 2020

Vil du vide mere?