Esbjerg Kommune fik den BVD-frie status midlertidigt suspenderet fra 31. marts til 31. maj 2026, efter der var konstateret BVD i tre besætninger. I perioden har der derfor været særlige regler for flytning af kvæg fra besætninger i kommunen.
Ifølge Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri ophører de særlige regler nu, fordi den planlagte sanering er gennemført.
Flytning af kvæg kan ske som normalt igen
Suspenderingen betød, at der i perioden var særlige krav til test ved flytning af kvæg fra Esbjerg Kommune. Formålet var at hindre, at smitten blev spredt til andre besætninger, og samtidig sikre, at resten af Danmark kunne bevare den sygdomsfrie status for BVD.
For mælkeleverende ejendomme kunne dyr som udgangspunkt flyttes som hidtil, fordi besætningerne allerede overvåges via tankmælksprøver. For andre ejendomstyper var der krav om enten besætningsundersøgelse eller test af de dyr, der skulle flyttes.
De krav ophører nu, og kvæg i Esbjerg Kommune er igen omfattet af de samme vilkår som i resten af landet.
BVD kræver fortsat opmærksomhed
Danmark opnåede officiel BVD-fri status i EU i 2022. Sygdommen er dog fortsat vigtig at have fokus på, fordi sporadiske tilfælde kan forekomme, blandt andet som følge af indførsel af smitte fra udlandet.
BVD er en smitsom virussygdom hos kvæg. Symptomerne kan variere fra milde til mere alvorlige og kan blandt andet omfatte feber, nedsat ædelyst, diarré, rindende øjne, næseflåd og sår på slimhinder. Sygdommen kan også give reproduktionsproblemer som omløbninger, kastninger, svagt fødte kalve eller kalve med misdannelser.
En særlig risiko ved BVD er persistent inficerede dyr, såkaldte PI-dyr. De kan udskille store mængder virus gennem hele livet og udgør derfor en væsentlig risiko for smittespredning både i egen besætning og til andre besætninger.
Ved mistanke om BVD skal egen dyrlæge kontaktes. Læs mere i artiklen
Værd at vide om Bovin Virus Diarré (BVD)
Smittebeskyttelse skal være en fast rutine
Selv om Esbjerg Kommune igen har generhvervet sin status som BVD-fri, understreger Erik Rattenborg, specialkonsulent, dyrlæge, ph.d. hos SEGES Innovation, at hændelsen viser, hvorfor smittebeskyttelse skal være en fast del af hverdagen i kvægbesætninger.
”Det er selvfølgelig positivt, at saneringen er gennemført, og at Esbjerg Kommune igen har BVD-fri status. Men det ændrer ikke ved, at BVD og andre smitsomme sygdomme kræver løbende opmærksomhed. God smittebeskyttelse handler ikke kun om at reagere, når der er et udbrud. Det handler om at have faste rutiner, der hver dag mindsker risikoen for at få smitte ind i besætningen,” siger Erik Rattenborg.
Han peger især på, at indkøb og flytning af dyr, besøgende, køretøjer, udstyr og kontakt til andre besætninger er områder, hvor der bør være klare procedurer.
”Når Danmark har en høj sundhedsstatus, er det netop fordi sygdomme som BVD overvåges systematisk, og fordi landmænd, dyrlæger og myndigheder reagerer hurtigt ved mistanke. Men den enkelte besætnings smittebeskyttelse er stadig helt central. Det er her, man kan lukke mange af de huller, hvor smitten ellers kan komme ind,” siger Erik Rattenborg.