IPM og pløjefri dyrkning

Uanset jordbearbejdningssystem er det vigtigt at tilpasse sædskifte, dyrkningsteknik og – strategi ud fra de forudsætninger, som er givet på den enkelte ejendom. Artiklen fokuserer på forhold omkring plantebeskyttelse og retter en særlig fokus på pløjefri dyrkning, som både på dyrknings- og maskinsiden har været under betydelig udvikling de sidste 20-25 år.

Pløjefri dyrkning

Pløjefri dyrkning er i de fleste systemer mindre ressourcekrævende når det gælder brændstof og tidsforbrug til etablering af afgrøderne, og dermed bliver kapaciteten øget i spidsbelastningsperioder. Det er ikke mindst på svære lerjorde, som er vanskelige at bearbejde, at pløjefri dyrkning giver en række fordele. På lette sandjorde, hvor der er stor risiko for sandflugt, reducerer pløjefri dyrkning risikoen for vinderosion. På skrånende arealer nedsætter pløjefri dyrkning risikoen for overfladeafstrømning.

Ved pløjefri dyrkning sker der ændringer i jordens fysiske egenskaber. Årsagen er primært, at det organiske materiale kun indarbejdes i det øverste jordlag. Regnormene bliver opformeret og er med til at skabe en større afledning af vand. De ændrede fysiske egenskaber resulterer ofte i, at den vandholdende evne i pløjefri systemer øges. I pløjefri systemer vil opvarmning og nedkøling af jorden være langsomre end i tilsvarende marker, der er pløjet.

De ændrede forhold i pløjefri systemer betyder, at betingelser for ukrudt, sygdomme og skadedyr på nogle punkter er anderledes end ved pløjning, og derved er forekomst og dynamik i ukrudtsbestanden og for nogle skadevoldere en anden.

Ukrudt

Græsukrudtsarterne trives i sædskifter med meget vintersæd, fordi deres livscyklus svarer til vintersæd. Ved pløjefri dyrkning får græsserne endnu en fordel, idet langt flere frø har mulighed for at spire, når de fleste ukrudtsfrø kun flyttes rundt i det øverste jordlag. Figur 1 viser eksempelvis, at en art som væselhale relativt hurtigt kan opformeres, hvor der dyrkes ensidig hvede, mens den ikke er opformeret ved 40 procent vårafgrøder.

I langvarige forsøg i Tyskland er tilsvarende set, at vindaks opformeres langt kraftigere ved pløjefri dyrkning. Resultaterne i figur 2 er fra sædskiftet med meget vintersæd i disse forsøg. Resultaterne viser, at det øgede pres på opformering af vindaks ikke har kunnet modvirkes ved at øge dosis ved den kemiske bekæmpelse af vindaks.

Management af frøbanken

Omsætningen af ukrudtsfrø i jorden er illustreret i figur 3. De fleste ukrudtsfrø spirer i de øverste 5 cm, og kun få arter med store frø som burresnerre, ital. rajgræs og gold hejre, kan spire fra lidt dybere lag. Ved pløjefri dyrkning, hvor jorden bearbejdes intensivt i de øverste 8-10 cm, skønnes omkring halvdelen af de nykastede ukrudtsfrø at få spiremulighed, mens ca. 10 procent af de gamle frø i jorden vil komme op og få spiremulighed. Ved pløjning vil ca. 95 procent af de nykastede ukrudtsfrø blive begravet i 15-20 cm’s dybde, mens ca. 35 procent af de gamle frø kommer op i øverste 5 cm jordlag.

Når pløjefri dyrkning med en vis frekvens bliver kombineret med pløjning, vil der ske et henfald af ukrudtsfrø, som bliver placeret i den nederste del af pløjelaget. Ukrudtsfrøene har forskellig levetid, f.eks. lever gold hejre mindre end et år, mens kornvalmuefrø kan holde sig i live op til 50 år. Så effekten af det, der går under betegnelser som strategisk pløjning eller behovsbestemt pløjning, vil være forskellig fra art til art. Effekten er stor mod græsser, fordi frøene har en forholdsvis kort levetid.

Dødelighed for frø af græsser

En vigtig del af omsætningen af ukrudtsfrø sker på jordoverfladen. Hvis ukrudtsfrø får lov at ligge oven på jorden i stubben, vil de fleste arter spire første gang der kommer en fugtig periode, blive ødelagt af svampe eller spist af fugle og insekter. Når frøene kommer mere end nogle få cm ned i jorden, er holdbarheden meget større end på jordoverfladen. Gold hejre er en undtagelse, hvor forsøg viser, at frøene går i spirehvile, når de ligger oven på jorden og får lys. Derfor er harvning i stub straks efter høst en fordel, så frøene kommer ned i mørke, så de kan spire.

Århus Universitetet, Flakkebjerg har undersøgt spireevnen hos en række græsser, når frøene har ligget i jorden i forskellig dybde. Figur 4 viser, at agerrævehalefrø, som bare ligger oven på jorden næsten alle mister spireevnen efter bare en enkelt måned, mens dækning med 2 cm jord bevarer spireevnen hos halvdelen af frøene. I figur 5 er vist spireevne, når frøene er udlagt oven på jorden og i forskellige dybder i august og derefter er indsamlet til spiretest det følgende efterår. Også her er det entydigt, at placering oven på jorden giver den største dødelighed af frøene.

Levetiden af væselhalefrø er undersøgt på tilsvarende måde. Der er som det ses i figur 6 en noget større variation, men der tegner sig helt det samme billede, at frø oven på jorden har størst dødelighed.

Konklusion

Hvis det skal være muligt at lade ukrudtsfrøene ligge i stubben, er det vigtigt at sætte en kort stub, og sørge for, at halmen bliver snittet fint og spredt helt jævnt, så stubbearbejdning lige efter høst ikke er nødvendigt. Hvor hurtigt frø bliver ødelagt ved spiring vil afhænge af fugtighedsforhold, men det vil under alle omstændigheder være en fordel at lade ukrudtsfrøene ligge længst muligt på jordoverfladen efter høst. Gold hejre er eneste art, hvor det er en fordel harve øverligt lige efter høst.

Såtidspunkt om efteråret

Det er et kendt dilemma, at tidlig såning giver højere udbytte, større kvælstofoptagelse og sikkerhed for at få vintersæden etableret til tiden, men til gengæld giver en større fremspiring af ukrudt. Ved pløjefri dyrkning er det vigtigt at bruge såtidspunkt som et redskab til at holde styr på græsukrudtet, således at marker med et kendt og stort problem med græsukrudt aldrig bliver sået meget tidligt. Et forsøg fra UK viser, hvor effekten af såtidspunkt i kombination med jordbearbejdningsstrategi (figur 7). Agrii har produceret en video om forsøget.

Figur 7 viser den opnåede effekt af kemisk bekæmpelse af agerrævehale i 2013. Under figuren er vist hvilken jordbehandling, der de forudgående år er gennemført. Claydon er et system til etablering af afgrøden med reduceret jordbearbejdning, men er ikke såkaldt no-till. I 2011 er den ene halvdel af forsøgsarealet pløjet. Uanset jordbearbejdningsmetode i 2011 har effekten mod agerrævehale været størst ved sen såning. Hvor der alle 3 år er gennemført pløjefri etablering og tidlig såning er agerrævehale opformeret så meget, at det kun har været muligt at opnå en effekt på 35 procent (t.v.). Søjle nr. 4 fra venstre viser, hvor effektivt et enkelt års pløjning kombineret med sen såning kan være. Behandling nr. 7 fra venstre viser ikke er effekt. Det skyldes, at de nedpløjede frø i 2011 er pløjet op igen i 2012, hvor en del frø stadig har været spiredygtige.

Konklusion om såtid og pløjning

Danske, tyske og engelske forsøg viser, at der under nordeuropæiske klimaforhold er en meget stor effekt af såtidspunkt for fremspiring af græsukrudt. I danske forsøg er set en halvering af fremspiringen af agerrævehale ved blot at udskyde såtiden med to uger. De fleste frø af græsser har en levetid nede i jorden på 2-4 år. Derfor har det stor effekt at foretage en pløjning et enkelt år i ellers pløjefri dyrkningssystemer, hvis der opstår problemer med græsukrudt.

Integreret ukrudtsbekæmpelse

Uanset jordbearbejdningssystem er det i sædskifter med mange vinterafgrøder nødvendigt at tage alle tiltag i brug, som kan forebygge opformering af græsukrudt. I figur 8 er vist et scenarie baseret på resultaterne af et stort antal forsøg med de viste indsatser. I eksemplet forudsættes, at nuværende dyrkning af meget vintersæd ved pløjefri dyrkning har ført til, at der er 500 italiensk rajgræs pr. m2. År 1 pløjes og sås vårsæd. År 2 udsættes såtid af vintersæd og 2-3 uger forinden harves op, så der kan nedvisnes med glyphosat før såning (falsk såbed). Udsædsmængden øges og der vælges en konkurrencedygtig sort. Der gennemføres kemisk bekæmpelse med en dosis, der giver 90 procent effekt.

Ikke mindst ved pløjefri dyrkning skal driftsledelse omkring sædskifte og de nævnte tiltag være på højeste plan, så man kan holde græsproblemer nede

Herbicidresistens

I dyrkningssystemer med meget vintersæd og gentagen brug af ukrudtsmidler med samme virkningsmekanisme er der en stor risiko for at opformere resistent græsukrudt. Når ukrudtsfrø pløjes ned vil kun en del have overlevet, når de pløjes op igen. Derimod vil en større andel af ukrudtsfrøene spire samme år, når der ikke pløjes, og ukrudtsbestande, både resistente og ikke resistente har større risiko for at blive opformeret. Derfor bør der være særlig fokus på at minimere resistensudvikling i pløjefri dyrkningssystemer.

Tokimbladet ukrudt

Frø af mange tokimbladede arter har en lang levetid i jorden. Derfor er der ikke så stor forskel mellem pløjefri dyrkning og pløjning.

Rodukrudt

Rodukrudt klarer sig uanset jordbearbejdningssystem. Ved pløjefri dyrkning ligger kvikudløberne højere oppe mod jordoverfladen.

Spredning af ukrudtsfrø

Spredning af frø med halmpresser og mejetærsker er ofte årsag til at væselhale, italiensk rajgræs og agerrævehale bliver slæbt ind på nye arealer.

Forebyggelse af sygdomme i systemer med pløjefri dyrkning

Plantemateriale, som ligger på jordoverfladen fra den ene dyrkningssæson til den næste, øger risikoen for at smitstof fra sygdomme kan overføres. Et højt niveau af smitstof er dog ikke ensbetydende med, at sygdommene opformeres og giver kraftige angreb. Angrebsstyrken afhænger af udviklingsbetingelserne i foråret. Sygdomme, som kan overleve på dødt plantemateriale (halm og stubrester), får kun betydning i den efterfølgende dyrkningssæson, hvis der dyrkes en modtagelig afgrøde.

De sygdomme, hvor der er større risiko for angreb i pløjefri systemer, er hvedebladplet (DTR) i hvede og aksfusarium i både korn og majs med korn eller majs som forfrugt. Også angreb af bygbladplet og skoldplet kan blive større ved pløjefri dyrkning. Hvis smitstof og betingelser for opformering er til stede, vil de ovennævnte sygdomme forekomme tidligere i sæsonen i pløjefri systemer, fordi der er mere smitstof til stede i bunden af afgrøden. Hvis der i år to dyrkes en afgrøde, hvor der kan overføres smitstof fra år ét, kan stubharvning være med til at minimere risikoen. En stubharvning resulterer i, at en del af plantematerialet får kontakt med jorden, så mikroorganismer og fysiske forhold i jorden øger nedbrydningen af smitstoffet. Valg af sorter med lav modtagelighed for udvalgte sygdomme bør også være et led i strategien for at forebygge sygdomme. Et varieret sædskifte er ligeledes med til at nedsætte smittetrykket.

Angreb af bladsvampene majsbladplet og majsøjeplet i majs med forfrugt majs forekommer tidligere og angrebene er ofte kraftigere end i tilsvarende marker med pløjning. Årsagen er, at der ligger meget smitstof i overfladen af marken. Stubbearbejdning forud for etablering vil reducere risikoen, men det mest effektive middel i et pløjefrit system er et sædskifte, hvor der ikke er majs som forfrugt.

Forebyggelse af skadedyr i systemer med pløjefri dyrkning

Agersnegle i vinterraps

Risikoen for angreb af agersnegle er større ved pløjefri etablering af vinterraps. Stubharvning en eller flere gange fra høst og frem til etablering kan reducere angreb af snegle. Effekten afhænger af niveauet af agersnegle og vil ikke altid være tilstrækkelig. Ved pløjefri-/grubesåning af raps laves der såriller med hulrum under, som gør, at sneglene hurtigere kan bevæge sig i planterækkerne og derved forvolder større skade.

Majshalvmøl i majs

Majshalvmøllet er et nyt skadedyr i Danmark. Risikoen for at opformere majshalvmøl er størst i majsmarker uden pløjning. Det anbefales at pløje enten efterår eller forår i de områder, hvor der allerede er fundet majshalvmøl.

Yderligere information

Græsukrudt stortrives ved pløjefri dyrkning

Italiensk rajgræs som ukrudt

Begræns spredningen af ukrudt

Forebyg resistens mod ukrudtsmidler

Sygdomme og skadedyr ved pløjefri dyrkning