Fosfortallet er en indikator for plantetilgængeligt fosfor. Ved høje fosfortal over 4 er der tilstrækkeligt plantetilgængeligt fosfor i jorden og derfor normalt ikke behov for yderligere tilførsel. Gødes der med fosfor ud over bortførslen af fosfor på sådanne jorde, vil fosforpuljen i dyrkningslaget øges uden nogen kortsigtet gevinst for landbrugeren. Denne forøgede fosforpulje kan medføre et øget tab til vandmiljøet – hovedsageligt via makroporetab og vanderosion, men også via matriceudvaskning, hvor der dog er en meget lang tidshorisont for at ændre jordens mætningsgrad i drændybden, hvilket bestemmer størrelsesordenen af matriceudvaskning.
Fosfortal og risiko for fosfortab kan variere meget indenfor enkelte marker. Ved modellen for positionsbestemt P-tilførsel i CropManager varieres tildelingen af fosfor inden for marken ud fra de målte fosfortal. I områder i marken med fosfortal over 2-3 tilføres mindre fosfor end hvad der bortføres, mens der ved lavere fosfortal tilføres mere. Der er derfor en miljømæssig gevinst ved den generelle model for positionsbestemt fosfortildeling.
Den miljøoptimerede fosforfordelingsmodel undlader helt tilførsel af fosfor i områder af marken med høj risiko for fosfortab, dvs. områder hvor der både er høje fosfortal i jorden og samtidig høj risiko for makroporetab, vanderosion og/eller matriceudvaskning.
Vil du vide mere?
Emneord
