Virkemiddelvælger kan give inspiration til at opfylde efterafgrødekravet

Natur og vandmiljø, Planter

Virkemiddelvælger kan give inspiration til at opfylde efterafgrødekravet

På landmand.dk kan du se et forslag til, hvordan du på din bedrift vælger den økonomisk bedste fordeling af efterafgrøder og andre virkemidler.

Virkemiddelvælger giver inspiration, men er ikke en facitliste, fordi der kan være individuelle hensyn på bedrifterne, som der ikke er taget hensyn til.

Med fem forskellige typer efterafgrøder med hver deres regelsæt, mister selv erfarne landmænd og rådgivere nemt overblikket. Dertil kommer at nogle af efterafgrøderne kan skiftes ud med bl.a. tidlig såning, normreduktion eller brak. Det er kompliceret, og derfor er computerkraft en god ven, når den bedste løsning skal findes.

Forslag til valg af virkemidler

SEGES har nu første udgave klar af et program, som kan give et bud på det økonomisk set optimale valg af virkemidler på den enkelte bedrift. I disse dage vil ca. 14.000 landmænd på landmand.dk kunne se forslag til, hvordan de på billigste vis kan opfylde efterafgrødekravet på deres bedrift. 

Det er vigtigt at notere sig, at der er mange individuelle forhold på en bedrift, som kan afgøre valget af virkemidler, men som programmet ikke kan tage hensyn til. Derfor er resultatet af virkemiddelvælgeren kun et forslag, der forhåbentligt kan virke som inspiration.

 

Sådan opfyldes efterafgrødekravet

SEGES har bygget en beregningsfunktion – en såkaldt algoritme - som beregner efterafgrødekravet på den enkelt bedrift. I kravberegningen indgår både MFO, pligtige efterafgrøder, husdyrefterafgrøder, græsefterafgrøder på kvægundtagelsesbrug og målrettede efterafgrøder. 

Algoritmen beregner desuden, i hvilket omfang det er muligt at anvende de forskellige virkemidler på hver enkelt bedrift. SEGES har beregnet en standardpris for samtlige virkemidler. For efterafgrøder er det forudsat, at de kan sås rettidigt i forhold til reglerne. Algoritmen fylder virkemidler på fra den billige ende, dvs. algoritmen finder den sammensætning af virkemidler, der opfylder bedriftens krav på den billigste måde. På landmand.dk præsenteres landmanden for et forslag til, hvor mange hektar af de enkelte virkemidler, som giver ham den økonomisk bedste løsning.

Virkemiddelvælgerens forslag som det vises på landmand.dk. til at opfylde efterafgrødekravet på konkret bedrift.

Virkemiddelvælgerens forslag som det vises på landmand.dk. til at opfylde efterafgrødekravet på konkret bedrift. 

Beregninger for opfyldelse af efterafgrødekravet

Algoritmen henter data fra den enkelte landmands hektarstøtteansøgning og gødningsregnskab. Men der er også data, som ikke indgår, fordi ”systemet” ikke kender dem. Det gælder for eksempel udbytter, konkret viden om næste års afgrøder og andre ændringer på bedriften.

Netop disse forhold betyder, at der vil være en andel af bedrifterne, hvor Virkemiddelvælger kommer med et skævt resultat. Endelig findes der ejendomme, hvor vi mangler datainput, og her leveres ikke et resultat.

Tilret løsningen til din bedrift

Det er vigtigt at understrege, at den løsning som du præsenteres for på landmand.dk ikke er en facitliste, men inspiration til at løse efterafgrødekravet på billigst mulige vis.  Du og din rådgiver skal vælge virkemidler ud fra forholdene på din bedrift – som kun du kender til bunds.

SEGES arbejder videre på at udvikle Virkemiddelvælger, så den på sigt kan indregne flere faktorer. 

Gå til landmand.dk og se hvad virkemiddelvælgeren foreslår på din bedrift  

Virkemiddelvælgeren - spørgsmål og svar på typiske spørgsmål 

Vil du vide mere?

Støttet af