Hero sundhed velfærd smertebehandling elektrolyt

Kvæg

Case: Smertebehandling og elektrolytter gjorde antibiotika til kalve overflødig

Mælkeproducent Christian Ihle har droppet antibiotikabehandling af kalve med diarré i sin malkekvægsbesætning – smertestillende medicin og elektrolytter virker bedre.

Tager action første gang kalven ikke drikker

Kalven hænger lidt. Den snuser uinteresseret til mælken og vender hovedet væk uden at drikke. De fleste ville se tiden an - man behandler jo ikke for så lidt. Men ikke mælkeproducent Christian Ihle fra Gråsten. Første gang kalven ikke drikker, får den smertestillende medicin, elektrolytter og masser af væske. Til gengæld bruger han slet ingen antibiotika i kalvestalden længere.

”Tidligere behandlede jeg kalve med diarré med antibiotika, men tit havde det jo overhovedet ingen effekt. Det her virker meget bedre. Men det kræver, at man er på stikkerne og fanger med det samme, når en kalv hænger bare en lille smule,” fortæller han. På bedriften er 150 malkekøer, primært RDM. 

Lavere kalvedødelighed og ingen antibiotika 

I dag er Christian Ihles kalvedødelighed (1-180 dage) 2,1 % mod 5,2 % i 2020. Antibiotikaforbruget til kalvene har i samme periode udviklet sig fra 0,5 til 0 ADD pr. 100 dyr pr. dag.

”Kombinationen af elektrolytter og smertestillende betyder, at vi har fået styr på kalvene. Vi har næsten ikke døde kalve mere. Vi har aldrig haft kæmpeproblemer, men det her har hjulpet. Om det er den smertestillende medicin eller det, at vi er hurtigere til at sætte ind med væske, ved jeg ikke, men det virker,” lyder det fra Christian Ihle. 

Han understreger dog, at det ikke er en mirakelkur, der kan stå alene. For to-tre år siden strammede bedriften op på hygiejnen hos kalvene, og det har også en betydning. ”Vi begyndte at bruge sæbe og desinfektion til at gøre kalvehytterne rene og gå mere op i, at kalvene er tørt strøet op og i det hele taget får en god start. Hvis man ikke gør det, får man også bøvl,” erkender han. 

Kalve vil ikke drikke, når de har ondt

Æren for det nye tiltag giver han sin dyrlæge Trine Fredslund Matthiesen fra Gråsten Kvægpraksis. For godt et år siden foreslog hun ham den nye praksis med smertestillende og elektrolytter. Og grunden, til at det virker, er ganske enkel, forklarer hun:

”Hvis du kan undgå, at kalven får ondt, så undgår du også, at den holder op med at drikke. Derfor bliver den ikke afkræftet og bliver dermed sjældent så syg, at det bliver bøvlet. Men indsatsen skal ske, så snart den begynder at hænge bare en lille smule. Man skal ikke være så nærig med den smertestillende,” forklarer Trine Fredslund Matthiesen. 

Christian Ihle er taknemmelig for de faglige spark fra Trine, og det forslag var han hurtig til at købe ind på.
”Jeg synes, det siger sig selv, at det er en god idé at undgå antibiotika; det koster, det er bøvlet, og vi skal ikke bruge for meget, for vi skal gerne undgå resistens. Derfor skal man i min verden ikke bruge det,” mener Christian Ihle. 

Vigtigt: Vælg de rigtige elektrolytter

Langt fra alle elektrolytter har effekt i forhold til diarré. Det fortæller dyrlæge Trine Fredslund Matthiesen, Gråsten Kvægpraksis, der har lagt et stort arbejde i at forsøge at kortlægge de enkelte elektrolytblandingers egenskaber. Men desværre er det lidt af en jungle, fortæller hun.

”Det er desværre ikke så enkelt. Så jeg kan ikke bare pege på enkelte indholdsstoffer, man skal kigge efter. Mit bedste råd er derfor, at man skal rådføre sig med sin dyrlæge. Ellers risikerer man ikke at få effekt af sin behandling, som både koster tid og penge,” advarer hun. 
Billede 1

”Det siger sig selv, at det er en god idé at undgå antibiotika; det koster, det er bøvlet, og vi skal ikke bruge for meget, for vi skal gerne undgå resistens,” mener mælkeproducent Christian Ihle. Han har fået gode indspark fra sin dyrlæge Trine Fredslund Matthiesen, Gråsten Kvægpraksis. Foto: Privat.

Vil du vide mere?

Støttet af