Kvæg

Det står sløjt til med kalvens immunforsvar

I hele 77 pct. af besætningerne i en dansk undersøgelse fra 2019 havde kalvene et lavere indhold af immunglobuliner i blodet end anbefalet.

Det står værre til med immuniseringen af danske kalve end frygtet. Det må dyrlæge Henrik Læssøe Martin, SEGES, konstatere, efter at de første resultater fra en stor dansk undersøgelse er gjort op.

I undersøgelsen har man målt indholdet af immunglobuliner (IgG) i blodet hos kalvene fra 83 danske malkekvægsbesætninger. For at have et tilstrækkeligt indhold af antistoffer i blodet, og dermed et velfungerende immunforsvar, bør kalve på under ti dage have et indhold på mindst 10 gram IgG/liter blod. I erkendelse af, at dette er svært at opnå hos samtlige kalve, definerede man i undersøgelsen en besætnings kalve som godt immuniserede, hvis 90 pct. af kalvene opfyldte kravet. Det blev kun opnået i 23 pct. af besætningerne.

”Omkring tre fjerdedele af besætningerne har dårligt immuniserede kalve. Og det er altså besætninger, hvor man regner med at have okay styr på management og rutiner. Så det ser noget dårligere ud, end jeg havde forventet,” erkender Henrik Læssøe Martin.

Kalves immunforsvar

Tre fjerdedele af kalvene i en dansk undersøgelse havde ikke den modstandskraft, man kunne ønske sig. Foto: SEGES

Bare få kalve med dårlig immunisering gør besætningen sårbar

Målet om, at mindst 90 pct. af kalvene skal være tilstrækkeligt immuniserede, er amerikansk standard. Kravet kan lyde skrapt, men grunden er, at selvom bare få kalve er for dårligt immuniserede, og dermed lettere modtagelige for sygdom, så kan de komme til at udgøre en alvorlig trussel for sundheden også blandt de godt immuniserede kalve.

Selv hvis vi slækker på kravet, så blot 80 pct. af kalvene behøvede at leve op til standarden, for at besætningen blev betegnet som ’godt immuniseret’, så er det fortsat kun 40 pct. af besætningerne, der kan betegnes som godt immuniserede. De nye resultater giver stof til eftertanke.

"Måske er mangelfuld immunisering en af de væsentligste grunde til udbredte problemer med specielt diarré i danske kvægbesætninger? Indirekte kan det også have stor indflydelse på forekomsten af lungebetændelse, forbruget af antibiotika og dødeligheden blandt de danske kalve,” siger Henrik Læssøe Martin.

Undersøgelse af IgG-optagelse hos kalve bør være standard

”Det er på tide, at vi begynder at interessere os for, hvor meget antistof kalvene rent faktisk har optaget,” slår Henrik Læssøe Martin fast og opfordrer til, at undersøgelse af blodprøver fra kalve i alderen 1-10 dage kommer til at indgå som en fast del af rådgivningsbesøgene: “Besætningsdyrlægen bør uden problemer selv kunne lave de nødvendige undersøgelser,” forklarer han.

Artiklen har været bragt i KvægNYT nr. 5, 2020

Vil du vide mere?